Fem cubanere blev dømt uretfærdigt og uden hold i virkeligheden i USA. Hvordan kunne det foregå i et angiveligt retssamfund med et grundlæggende retsprincip om uskyld indtil det modsatte er bevist?
af Sven-Erik Simonsen, talsmand for Komiteen: Nej til terror – frigiv de fem
Mellem den 27. november 2000 og den 8. juni 2001 købte og betalte USA’s udenrigsministerium to aviser i Miami, Florida, til at skrive og trykke hele 1111 artikler om en bestemt sag.
I artikel efter artikel blev fem navngivne cubanere fremstillet som spioner, der konspirerede mod USA’s nationale sikkerhed. I artikel efter artikel blev en af dem – Gerardo Hernández – beskrevet som skyldig i drab på fire amerikanske statsborgere.
I 806 artikler på syv måneder – altså i gennemsnit næsten fire om dagen – hetzede avisen El Nuevo Herald mod de fem cubanere. Søsteravisen The Miami Herald bragte i samme tidsrum 305 artikler. Det er mere end én om dagen.
Der var tale om en massiv og ensidig pressedækning, som bidrog til, at de fem cubanere endte med at få en samlet fængselsdom på mere end fire gange livstid.
Dømt for at konspirere imod USA’s sikkerhed, dømt for at være hemmelige agenter med falske identitetspapirer. Og for Gerardo Hernández’ vedkommende som nævnt dømt for firedobbelt mord.
Realiteten er, at sagen var politisk, og dommen var et gigantisk justitsmord, som alene handlede om at dæmonisere Cuba, og at amerikanske politikere betalte tilbage til den rige og magtfulde eksilcubanske mafia som tak for økonomisk og politisk støtte til valgkamp med videre.
De fem cubanere var i USA med et bestemt og fredeligt formål: nemlig at overvåge og eventuelt infiltrere eksilcubanske terrorgrupper i Miami for at kunne advare de cubanske myndigheder om forestående aktioner, bombeattentater og anden vold.
Under retssagen indrømmede alle fem cubanere, at de var hemmelige cubanske agenter med netop denne opgave – hvilket historien i øvrigt både tidligere og i dag dokumenterer, at der er stort behov for.
Og de erklærede sig rede til at modtage en straf for at have arbejdet som uregistrerede agenter fra en fremmed nation. Jurister noterer, at maksimumstraffen herfor er fem års fængsel. Når de fem blev dømt for andre og meget alvorlige anklager, så er det uretfærdigt og uden hold i virkeligheden.
En manipuleret retssag
Men hvordan kunne det lade sig gøre i et angiveligt retssamfund som USA med anklager, forvarer, jury, dommere, vidner og krav om bevisførelse, samt et grundlæggende retsprincip om uskyld indtil det modsatte er bevist?
Jo, det mener en række forsvarsadvokater i USA skyldes, at medierne i Miami med en uhørt intensiv og ensidigt fjendtlig samt usand kampagne dæmoniserede de fem cubanere og fik alle i lokalområdet til at dømme dem på forhånd.
Skabte en stemning, der var så massiv, at også juryen bøjede sig for den. Og denne kampagne var betalt af USA’s udenrigsministerium!
Det er en velunderbygget påstand, som advokater for de fem cubanere her i juni 2012 har forelagt den lokale domstol i Sydflorida. De kræver at der gennemføres en indledende høring og rejses en egentlig sag med krav om, at USA’s udenrigsministerium udleverer alle relevante dokumenter, og at ansatte i udenrigsministeriet pålægges at lade sig afhøre under vidneansvar.
Tre af USA’s sværvægter-forsvarsadvokater – Martin Garbus, Thomas Goldstein og Richard Klug – fører sagen. I sagsakterne nævner de hele 84 journalister, de to førnævnte Miami-aviser og flere andre trykte medier, samt syv tv-stationer og 13 radiostationer.
Advokaterne vurderer, at disse har fået – eller kan have fået penge fra udenrigsministeriet for denne journalistiske bestillingsopgave, der endte med at sende de fem, René Gonzalez, Fernándo Gonzalez, Antonio Guerrero, Ramón Fernandez og Gerardo Hernández i fængsel mellem 16 år og to gange livstid plus 15 år.
Det er nu tæt på tæt på 14 år, siden de fem blev fængslet den 12. september 1998.
Den manipulerede retssag blev gennemført i Miami – på trods forsvarernes gentagne krav om, at den skulle flyttes til et andet sted i USA, hvor den eksilcubanske mafia ikke kontrollerer både politikere, medier og – som det skulle vise sig – retsvæsenet.
Sagen om et spionfly
I en selvstændig appelsag kræver forsvareren for Gerardo Hernández, at sagen mod hans klient genoptages, og at USA’s luftfartsmyndigheder pålægges at udlevere nogle eksisterende, men hemmeligholdte satellitfotos fra den 24. februar 1996.
Den dag nedskød Cubas luftvåben to sportsfly, som gentagne gange og i månedsvis havde krænket Cubas luftrum.
Inden nedskydningen havde de cubanske myndigheder adskillige gange protesteret over for de amerikanske myndigheder, og forud for nedskydningen havde cubanerne gjort det klart, at tålmodigheden var brugt op.
Hvis ikke USA stoppede disse farlige brud på Cubas suverænitet, så ville Cuba selv tage affære. De to fly tilhørte en eksilcubansk aktionsgruppe i Miami med navnet »Hermanos al Rescate« (»Brødre til undsætning«).
Gerardo Hernández’ havde til opgave at overvåge netop denne gruppe. Derfor blev han anklaget for medskyld i overlagt drab på fire amerikanske statsborgere: nemlig de fire personer, der fløj de to sportsfly den 24. februar 1996.
Til det påpeger Cuba og Gerardo Hernández’ forsvarer, at hans klient ikke havde nogen viden om den forestående nedskydning og ikke havde nogen som helst indflydelse på, at den beslutning blev taget i Havanna.
Derfor kan han ikke dømmes herfor. Men forsvareren og Cuba har endnu et 100 procents argument!
Det var – om end beklageligt – dog ikke ulovligt at nedskyde de to fly, idet de blev skudt ned over cubansk territorialfarvand og efter gentagne advarsler. Og derfor er ‘drabet’ på de fire ikke en kriminel handling.
Men de amerikanske myndigheder påstår, at de to fly var i internationalt luftrum, da de blev skudt ned. Det kan bevises eller modbevises med de satellitfotos, som USA har, og som Gerardo Hernández’ forsvarer kræver fremlagt i en ny retssag. Men Washington afviser.
Hvorfor mon det?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
