Det sociale hjælpesystem er et monster af knopskydninger og lappeløsninger ude af trit med virkeligheden, et system, der har svært ved at se det hele, enkelte menneske.

At møde folk med tillid, tage deres historie alvorligt og hjælpe dem med udgangspunkt i deres egen motivation er vejen frem, mener Cliff Kaltoft. Illustration: Grete Folman

af Cliff Kaltoft, ‑sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder

Der er vist ikke nogen tvivl om, at ordet reform bliver årets spiller i den politiske debat. Førtidspensionsreform, kontanthjælpsreform, skattereform, efterlønsreform, SU-reform og mange andre.

Også omkring hele den sociale indsats lægger man op til at reformere, og i alle fora på det sociale område diskuteres og debatteres der ivrigt.

Der indsendes forslag, der afholdes dialogmøder, der tales, og der snakkes, og det er rigtig godt. For det har mildt sagt ikke været det sociale område, der har hittet som debatemne det sidste års tid.

Socialt udsatte bliver debatteret som et vedhæng på andre svage grupper – handikap, ældre og psykiatri. Så et længe ventet fokus og initiativer på det sociale område er naturligvis kærkomment.

Og selve ordet reform klinger godt og stærkt af vilje til for alvor at tage fat på tunge systemer, som for længe har udviklet sig gennem knopskydning, er blevet stive og har tabt deres egentlige formål mere og mere af syne til fordel for rutiner, vaner og procedurer, der lever deres eget liv.

Men der er brug for noget helt andet.

»Mere – eller mindre – af det samme«?

Desværre synes den nuværende reformiver mest af alt at udspringe af hensynet til at finde et bestemt antal milliarder til regeringens 2020-plan.

Det er helt rigtigt, at reformer, der reelt blot er »mere af det samme« ofte er en blindgyde, der ikke bringer os videre. Men det gælder i lige så høj grad for reformer, der blot er »mindre af det samme«.

Målet med reformer kan og skal være andet og mere end at kunne sætte to streger under facit. Det er ikke et spørgsmål om »mere« eller »mindre«. Det er et spørgsmål om hvad, hvordan og hvorfor.

Der er brug for et opgør med de helt grundlæggende måder både at anskue området på, og hvordan indsatsen er tilrettelagt overfor socialt udsatte.

Det er mennesker, der slås med mere end et tungt socialt problem, såsom misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed, fattigdom, kriminalitet og meget andet i en mangfoldig kombination.

De mødes i dag af et system med et voksende antal af regler, love, forordninger, reguleringer, normer, krav og pligter, som med stor sandsynlighed er en medvirkende årsag til, at de falder uden for.

Mere af det samme i reformeret form må forventes at have samme effekt som hidtil – for ikke at tale om færre penge til samme mølle i ureformeret form.

Det sociale hjælpesystem er blevet et monster af knopskydninger og lappeløsninger ude af trit med virkeligheden og de socialt udsattes oplevelse af det.

Et system, der har uendelig svært ved at se det enkelte menneske i sin helhed, som i stedet ser en samling af enkeltsymptomer og delproblemer, der hver skal behandles af dertil indrettede instanser og faggrupper.

Og et system, der opleves som mistroiske – distancerede kontrollanter frem for  konstruktive og støttende hjælpere for mennesker, der lever med meget svære problemer.

Et system, der baserer sig på love, regler, pligter og rettigheder. Men socialt udsatte oplever, at rettighederne intet er værd, hvis man ikke er i stand til hele tiden at gøre krav på dem og vise, at man er værdig til dem efter gældende regler.

I det spil er de socialt udsatte på ingen måde ligestillet med andre svage grupper – ledige, ældre, fysisk handikappede. Socialt udsatte passer ikke ind i systemets kasser.

Det sociale arbejde passer ikke ind i metoder og i resultatbaseret styring, som kun har et eneste mål – at den udsatte skal komme i beskæftigelse og blive selvforsørgende.

Mennesker, som er langt fra arbejdsmarkedet og har mange andre problemer end ledighed, lades i stikken.

Faktisk opleves systemet ofte som en del af problemet i stedet for en del af løsningen. »Jeg drømmer om, at min journal bliver brændt«, som det blev udtrykt af en socialt udsat i en nylig rapport af samme navn.

Den politiske retorik og skrivebordsløsningerne har desværre alt for ringe gennemslagskraft i virkeligheden. Lige muligheder er ikke noget man bare automatisk har, fordi det siges inde på Christiansborg. Det kræver, at den rette hjælp er til stede.

Derfor er mit opråb også: Tænk nu nyt. Lav en deform. Der er brug for nogle grundlæggende forandringer og ikke bare nye lapper på det gamle kludetæppe – et opgør med vanetænkningen og en grundlæggende ændring af synet på de socialt udsatte og den hjælp, de behøver.

Vi må afgøre med os selv, om det giver mening at blive ved med at give tilbud ud fra de samme normer, som i bund og grund er årsagen til mange af problemerne, og blive ved at prøve at få de skæve til at passe ind i kasserne – eller om ikke tiden er inde til at få kasserne til at passe til virkeligheden.

Og hvis der ligger en reel intention bag – og det ikke bare er et signalpolitisk trut i valghornet, som skal retfærdiggøre de svagestes bidrag til genopretningen af økonomien i de andre reformer efter finanskrisen – så vil jeg godt slå til lyd for følgende: Deformér tankegangen.

Socialt udsatte har virkelig svære problemer og har ikke brug for at blive udsat for kontrol og mistillid som betingelse for ethvert hjælpetiltag.

At møde folk med tillid, tage deres historie alvorligt og hjælpe dem med udgangspunkt i deres egen motivation er vejen frem. Og det behøver ikke at koste noget!

Nytænkning og rummelighed

Deformér fagligheden. Der er brug for en ny form for faglig udvikling på hele området, og en langt større respekt for andre typer af faglighed end sagsbehandlerens evne til at balancere faglige og økonomiske hensyn.

Giv plads for social innovation. Der er mange gode ideer og initiativer blandt socialt udsatte, blandt frivillige og medarbejdere på væresteder, og der er gode viljer og initiativer i lokalsamfund rundt omkring i Danmark.

Specielt satspuljen yder støtte til en del udviklingsprojekter. Men der er for ringe kontakt, dialog og faglig opfølgning. Dermed bliver indsatsen spredt, erfaringer og indsigter bliver ikke nyttiggjort, og kompetencer går tabt, når projekter lukker.

Vi har brug for en mere varig, vedholdende og systematisk innovation på det sociale område.

Vi i Landsforeningen af VæreSteder er i fuld gang med arbejdet på det felt, som er vores, og med de partnerskaber, som vi ofte har held til at skabe med kommuner, regering og behandlingsinstanser.

Vi arbejder allerede for deform i praksis – ikke for at lave mere eller mindre af det man altid har gjort, men for at gøre det bedre.