Regeringens plan rummer således den besynderlige selvmodsigelse at forudsætte et kæmpe beskæftigelsesløft stort set uden at skabe et eneste job.

I stedet for »Danmark i arbejde« risikerer vi med SRSF’s 2020-plan at få »Danmark i arbejdsløshed«. Hovedmidlet til angiveligt at løfte beskæftigelsen med 180.000 består i »Danmark i arbejde« nemlig ikke i at skabe flere jobs, men tværtimod i at øge arbejdsudbuddet med i alt 100.000 personer. Tegning: Janne Karlsson/svenskapache.se

af Henrik Herløv Lund, økonom ,  cand.scient.adm.

Det er med rette sagt, at SRSF-regeringens 2020 plan »Danmark i arbejde« på en række centrale punkter kopierer den borgerlige VK-regerings tidligere plan »Reformpakken 2020«. Først og fremmest opererer »Danmark i arbejde« med samme   snævre ramme som VK for realvæksten i det offentlige forbrug, som man kun vil lade vokse med 0,8 procent i årligt gennemsnit.

Og ud over tilbageholdenhed med det offentlige forbrug består finansieringen i »Danmark i arbejde« ligesom i »Reformpakken 2020« hovedsageligt af en lang række udbudsøkonomiske arbejdsmarkedsreformer.

Langt hen ad vejen er der i »Danmark i arbejde« ligesom i SRSF’s regeringsgrundlag tale om, at den »røde regering« fører blå politik.

Men på en og samme tid  som SRSF-regeringen bevidst taktisk har lagt sig tæt op ad de udkårne borgerlige forligspartnere, har regeringen alligevel forsøgt at trække en forskel op på sig selv og så VK’s plan og samtidig knytte tråde tilbage til S og SF´s valgprogram »Fair Løsning«. Det sker i »Danmark i arbejde« gennem højere beskæftigelses- og vækstmål end i sin tid VK. Beskæftigelsen skal frem til 2020 angiveligt øges med 180.000 personer mod VK’s 135.000, hvormed næsten hele tabet af arbejdspladser under finanskrisen ville være generobret.

Og den økonomiske vækst skal i forhold til nu næsten fordobles til en årlig gennemsnitlig realvækst i bruttonationalproduktet på 2,25 procent frem til 2020. Også dette er betydeligt højere end VK’s tilsvarende vækstmål på 1,75 procent.

Denne angivelige højere vækst og beskæftigelse tjener i »Danmark i arbejde« som afsæt for, at der optræder et angiveligt økonomisk overskud – et såkaldt »råderum« på otte milliarder kroner, som regeringen vil afsætte til en øget indsats til blandt andet beskæftigelse og velfærd, herunder uddannelse.

Et sådant råderum ville VK næppe have tøvet med at reservere provenuet af til skattelettelser, og i de igangværende skatteforhandlinger har Løkke da også straks slået ned på dette. Tilsyneladende trækker SRSF med 2020-planen altså den klassiske forskel op på de »røde« og de »blå«, som tilhængere af henholdsvis velfærd og skattelettelser.

SKINNET BEDRAGER

Men skinnet bedrager. For »Danmark i arbejde« synes ved nærmere eftersyn ikke at have noget at have de ambitiøse vækst- og beskæftigelsesmål i. Hovedmidlet til at løfte beskæftigelsen med 180.000 består i »Danmark i arbejde« nemlig ikke i at skabe flere jobs, men tværtimod i at øge arbejdsudbuddet med i alt 100.000 personer. Herudover håber regeringen på, at bedre konjunkturer vil skabe yderligere 80.000 arbejdspladser.

I forbindelse med det øgede arbejdsudbud forudsætter regeringen udtrykkeligt, at det af sig selv omsættes i øget beskæftigelse på sigt. At der er tale om en sådan positiv beskæftigelseseffekt af øget arbejdsudbud finder finansministeren »veldokumenteret«.

Men her ligger regeringen under for en neoliberalistisk udbudsøkonomisk fejltagelse. Tværtimod viser dansk økonomisk historie i sidste halvdel af forrige århundrede, at arbejdsudbuddet tværtimod her øgedes stærkt især på grund af navnlig kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 70’ er og 80’erne, men uden at antallet af arbejdspladser og dermed beskæftigelsen steg i samme takt. Det resulterede i, at arbejdsløsheden også voksede helt op til 350.000 personer i begyndelsen af 90’erne.

Problemet er, at for at øget arbejdsudbud omsættes i beskæftigelse, kræver det selvfølgelig en modsvarende øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Det vil sige, at det kræver, at der er jobs.

Men så mange flere jobs kan kun komme enten fra stærk økonomisk vækst eller fra massiv offentlig jobskabelse. Skal der udover det øgede arbejdsudbud på 100.000 også ske et yderligere løft i beskæftigelsen gennem reduktion af ledigheden med 80.000 personer, bliver vækstkravet endnu større.

Hvad angår jobskabelse glimrer det imidlertid stort set ved sit totale fravær i regeringens reformplaner, Bortset fra den stærkt begrænsede kickstart, som allerede afløses af kick-stop fra 2014, og som herefter ikke vil bidrage med arbejdspladser. Regeringens plan rummer således den besynderlige selvmodsigelse at forudsætte et kæmpe beskæftigelsesløft stort set uden at skabe et eneste job.

REGERINGEN HÅBER PÅ ØKONOMISK MIRAKEL

En sådan økonomisk vækst og stigende efterspørgsel efter arbejdskraft fra økonomien selv er der ingen udsigt til en årrække fremover. Tværtimod tegner det til lavvækst så langt øjet rækker for dansk økonomi. Det gælder både Danmarks eksportmarkeder i EU på grund af den fortsatte finans– og gældskrise. Og det gælder i den indenlandske økonomi på grund af fortsat boligmarkeds-, forbrugs- og investeringsafmatning.

Det offentlige kunne skabe flere jobs, men her vil regeringen jo tværtimod holde det offentlige forbrug i stram snor. Og der er ingen udsigt til at afgangen af ældre fra arbejdsmarkedet frem til 2020 vil skabe stillinger til 100.000 flere. Tværtimod viser den seneste befolkningsprognose fra Danmarks Statistik, at arbejdsstyrken faktisk stiger frem til 2020.

Selvom »Danmark i arbejde« altså for at lykkes forudsætter et økonomisk mirakel, så er planen selv ingen økonomisk mirakelkur, idet den som anført stort set er kemisk renset for jobskabelsesinitiativer. Det betyder, at en forøgelse af arbejdsudbuddet med 100.000 personer frem til 2020 i stedet kun vil medføre, at arbejdsløsheden vokser med 100.000 flere.

FANTAZILLIONER

Hermed minder økonomien i planen slående om de fra »Anders and Co« bekendte «fantazillioner«. »Danmark i arbejde« hævder jo gennem højere vækst og beskæftigelse at kunne forbedre de offentlige finanser med yderligere mange milliarder i forhold til VK, hvorved der angiveligt kunne blive råd til øget uddannelse, bedre velfærd og øget beskæftigelsesindsats.

Men i stedet for »Danmark i arbejde« risikerer vi med SRSF’s 2020-plan altså at få »Danmark i arbejdsløshed«.

Og når beskæftigelsesløftet på 180.000 udebliver, så kommer der i stedet til at mangle op til 36 milliarder  kroner i planens forudsatte budgetforbedring af de offentlige finanser.

De mange milliarder, der –  på grundlag af det øgede arbejdsudbud – af finansministeriet vil blive tilskrevet den offentlige saldo, eksisterer kun på papiret. Der er bogstaveligt talt tale om »fantazillioner«.

Hermed viser det, som skulle trække tråde tilbage til »Fair Løsning« og trække en forskel op i forhold til VK, sig at være et veritabelt sandslot. Og det kan tilmed tværtimod blive en dyr fornøjelse for virkelighedens offentlige finanser.

For hvis kun arbejdsløsheden stiger, øges også det faktiske, løbende underskud på de årlige finanslove. Og her har regeringen jo bundet sig op på EU´s krav, om at det faktiske løbende årlige underskud ikke må overstige tre procent. Og her på de årlige finanslove tæller fiktiv beskæftigelsesfremgang og de udbudsøkonomiske »fantazillioner« ikke. Her skal finansieres med rigtige menneskepenge.

Udebliver den fiktive beskæftigelsesfremgang og deraf følgende budgetforbedring og erstattes den i stedet af stigende arbejdsløshed og underskud, så er der kun velfærden til at betale.

Det kan såmænd endog blive endnu værre. For regeringen har for længst udset Venstre og de borgerlige til forligsparter i en kommende skattereform, og disse har da også allerede spillet ud med krav om udmøntning af større eller mindre dele af »råderummet« til skattelettelser. Hvilket regeringen allerede har erklæret sig åben overfor.

Uanset at det beregnede råderum som anført i allerhøjeste grad er »hypotetisk«.

Hvis dette fiktive »råderum« i de kommende år pumpes ud i kontante og virkelige skattelettelser, får vi – ganske som i VK’s tid – igen reelt ufinansierede skattelettelser og nye underskud på de årlige finanslove.

Mon ikke underskuddet her igen vil blive dækket ind gennem besparelser på velfærdsydelserne for børn, skoleelever, ældre og syge og på overførselsindkomsterne til de svage? »Danmark i arbejde« risikerer således at videreføre de borgerliges katastrofale underskudsøkonomi.