Uanset om arbejdsudbuddet øges med 100.000 eller 140.000 personer frem til 2020, kræves der jobskabelse. Regeringen satser på »bedre konjunkturer«. Men der er kun finans- og gældskrise samt lavvækst så langt øjet rækker.

Grafik: Thomas Kruse

af Henrik Herløv Lund, økonom - cand.scient.adm.

Hvis fagtoppen lykkes med deres planer for trepartsforhandlinger, øges arbejdstiden som prisen for reformønsker blandt andet gennem afskaffelse af helligdage. Det er og bliver stærkt problematisk, at fagbevægelsens historiske erobring af nedsat arbejdstid bliver en udsalgsvare, der af fagtoppen byttes for politisk indflydelse. Tilmed har lønmodtagerne allerede betalt underskuddet i flere omgange. Og: Hvor er jobbene til det øgede arbejdsudbud? Uden jobs, øges blot arbejdsløsheden.

Reformer skal købes

Regering, fagtop og arbejdsgivere er i gang med trepartsdrøftelser. Fra fagtoppens side er der næppe tvivl om, at man vil prøve at få reformønsker fra »Fair Løsning« realiseret herigennem: Nyt værdigrundlag for beskæftigelsespolitikken, reformer af aktiverings-, beskæftigelses- og dagpengesystemer, udbygning af arbejdsmarkedsuddannelser og styrkelse af »den danske model«.

For regeringen er målet med trepartsaftalen primært at øge arbejdsudbuddet svarende til cirka 20.000 personer frem mod 2020 gennem en eller anden form for arbejdstidsforhøjelse. Det skal angiveligt forbedre de offentlige finanser med fire milliarder kroner om året. Disse reserveres ifølge kommissoriet navnlig til uddannelsesreformer. Ønsker fagbevægelsen herudover yderligere reformer, kræver regeringen betaling herfor i form af yderligere arbejdstidsforhøjelse. Fagbevægelsen skal altså selv betale, hvis den vil have gennemført forbedringer gennem trepartsaftalen. Hunden skal »fordres med sin egen hale.«

Det må klart vurderes, at fagtop og regering vil strække sig langt for at indgå en trepartsaftale, da begge parter har meget politisk kapital bundet op heri. Der bliver muligvis ikke tale om en stor og samlet aftale, men snarere om et længere forhandlingsforløb, hvor der indgås en række delaftaler. En rammeaftale kan udstikke kursen for, hvor de fire milliarder skaffes og arbejdsudbuddet øget med 20.000 personer, mens delaftaler omhandler reformønsker fra fagbevægelsen: For eksempel aftale om uddannelsesreform og dobbelt løft; om styring af beskæftigelsesindsats og samspil mellem a-kasser og jobcentre, om reformering af aktiveringsindsats og eventuelt dagpengesystemet; aftale om støtte til »dansk model« og indsats mod social dumping.

Hellig- og feriedage i farezonen.

For at skaffe de indledende fire milliarder kroner forekommer det meget sandsynligt, at regeringen først og fremmest vil foreslå en eller flere helligdage sløjfet. Blandt andet har Store Bededag, 2. påskedag eller 2. pinsedag været nævnt. Dette hænger sammen med, at spørgsmålet om fastsættelse af helligdage er et lovgivningsanliggende, og dermed kan regeringen selv ændre det, uden at lønmodtagerne skal spørges. Og i det tilfælde, hvor lønmodtagerne er månedslønnede vil det tilmed med nugældende overenskomster være uden yderligere lønudgift for arbejdsgiverne. Ifølge udbudsøkonomiske beregninger vil afskaffelse af to helligdage eller feriedage svare til op til ekstra 20.000 flere hænder på arbejdsmarkedet, hvilket udbudsøkonomisk omregnes til en forbedring af de offentlige finanser på cirka fire milliarder kroner.

De samlede oprindelige reformønsker fra fagbevægelsen vil imidlertid koste en hel del mere end blot fire milliarder – i alt op til 10 - 12 milliarder kroner – svarende til at arbejdsudbuddet skal øges med i alt 50 - 60.000 personer. Her ville ifølge udbudsøkonomiske beregninger afskaffelse af offentligt ansattes betalte frokostpause skæppe mere i kassen. Med 835.000 offentlige ansatte ville det øge arbejdsstyrken med op mod 60.000 personer og ifølge den udbudsøkonomiske regnemaskine give en effekt på 11 til 12 milliarder kroner. En anden »mulighed« er jo det berømte forslag herom fra »Fair Løsning« om at sætte arbejdstiden op generelt, hvilket i denne plan var beregnet til at give 70.000 flere i arbejdsstyrken, hvilket ifølge den udbudsøkonomiske regnemaskine skulle give 15 milliarder kroner.

Det må anerkendes, at trepartsforhandlingerne kan være med til at afhjælpe den »reformtørke« i regeringens politik, som hidtil i betydelig udstrækning har været gældende, når vi tager ordet »reform« for pålydende = forbedring. Og hvis det lykkes at lande resultater vedrørende bedre uddannelse, bedre dagpenge og aktivering samt vedrørende fradragsret for faglige kontingenter vil det selvsagt også være en styrkelse af fagbevægelsen, og der vil være tale om vigtige forbedringer.

Det gælder navnlig uddannelsesområdet. Der er der ingen tvivl om væsentligheden i at sikre bedre uddannelse for både unge, ledige og for beskæftigede. Af hensyn til fremtiden som service- og videnssamfund har Danmark brug for et uddannelsesmæssigt løft. Og det vil for eksempel også være en betydelig styrkelse af fagbevægelsens bestræbelser på at fastholde medlemsopbakningen, hvis det fulde skattefradrag for faglige kontingenter genindføres, hvad regeringen i modstrid med løfter før valget imidlertid synes på vej til at løbe fra.

Historisk erobring bliver handelsobjekt.

Men der er imidlertid også nok så store problemer i trepartsforhandlingerne.

Regningen for krisen og statsunderskuddet er allerede forlængst blevet placeret hos lønmodtagerne og ikke hos arbejdsgivere og velhavere. Lønmodtagerne har tilmed betalt i flere omgange gennem nulløsningsoverenskomster såvel som gennem dagpenge- og efterlønsforringelser.

Trepartsforhandlingerne lægger op til at de skal betale igen. Det er og bliver grundlæggende dybt problematisk, at fagbevægelsens historiske erobring af nedsat arbejdstid bliver en udsalgsvare, der af fagtoppen byttes mod politisk indflydelse.

Et andet stort problem er, at LO’s strategi med at lønmodtagerne skal købe sig til velfærden peger frem mod et mere betalingsbaseret velfærdssystem og dermed undergraver den universelle velfærdsmodel. Og hvis lønmodtagerne fremover ikke bare skal betale til velfærden over skatten, men herudover købe sig til forbedringer gennem forringelser af overenskomster og arbejdsvilkår, hvor ender vi så?

Endelig er det et kæmpeproblem i forbindelse med trepartsforhandlingerne, at regeringen baserer sig på en fiktiv udbudsøkonomi uden virkelighedsforbindelse. Regeringen forudsætter, at øget arbejdsudbud i løbet af kortere tid vil blive omsat i tilsvarende øget beskæftigelse. Men det bliver kun tilfældet, hvis det øgede arbejdsudbud modsvares af en tilsvarende konkret øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Men hvor skal jobbene komme fra?

Ifølge regeringens 2020 plan »Danmark i arbejde« satser man gennem dagpenge- og tilbagetrækningsreformen samt andre »nye« reformer (blandt andet førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og skattereform) på at øge arbejdsudbuddet frem til 2020 med i alt 100.000 personer. Heri er inkluderet trepartsforhandlingernes grundpakke med en forøgelse af arbejdsudbuddet på 20.000 personer. Gennemføres en »bredere«, mere omfattende trepartsaftale med forøgelse af arbejdsudbuddet med op til 40.000 personer som »pris«, vil den samlede forøgelse af arbejdsudbuddet stige til op mod 140.000 personer frem mod 2020.

Uanset om arbejdsudbuddet øges med 100.000 eller 140.000 personer frem til 2020, kræves der altså jobskabelse de kommende år i mange gange større omfang end regeringens hidtidige »kickstart«. Men regeringen har hidtil ikke fremlagt nogen konkrete planer hertil. Regeringen satser ifølge »Danmark i arbejde« på »bedre konjunkturer«. Men med fortsat langvarig og dyb finans- og gældskrise er der ingen som helst udsigt hertil, kun til lavvækst så langt øjet rækker.

Hermed kan den voldsomme forøgelse af arbejdsudbuddet kun resultere i en ting: En voldsom stigning af arbejdsløsheden. Afskaffes for eksempel betalt frokostpause for offentlige ansatte svarer det til en forøgelse af arbejdsudbuddet med op til 45.000 stillinger. I den offentlig sektor med smalvækst og årlige besparelser betyder det blot at 45.000 flere skal fyres.

Fører udbudsøkonomiske reformer og forøgelse af arbejdstiden gennem trepartsforhandlinger blot til flere arbejdsløse, så er det endnu en gang lønmodtagerne, der kommer til at betale regningen for krisen.