Tænk hvor mange, der kunne have lært at læse, blive vaccineret, fået sig en uddannelse, udviklet nye arbejdspladser eller gået mæt i seng hver dag for de mange penge, der investeres i militært isenkram.
af Christian Juhl, udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten
I mange år har dansk bistands- og udviklingspolitik haft en række svagheder. De bør rettes op, nu hvor vi har en ny regering.
Regeringsgrundlaget er et godt afsæt for forandringer, og udviklingsministeren har igangsat arbejdet med at ændre loven og strategien, som er forhandlet de sidste fem måneder.
Undervejs har hundredevis af aktive i internationalt arbejde bidraget med forslag og ideer. Loven vedtages i folketinget 29. maj.
Problemerne er alvorlige. Godt 40 procent af verdens befolkning har kun en indtægt på 12 kroner eller mindre om dagen at leve for. 50 års udviklingspolitik har endnu ikke for alvor gjort op med fattigdom og ulighed i verden.
Danmark sakker agterud
Danmark er sakket agterud fra årene, hvor udviklingspolitikken var i højsædet. Skiftende danske regeringer har købt »truslen om terror« og har skiftet den bløde udenrigspolitik ud med en »aktivistisk« sikkerhedspolitik.
Fra at udviklingsbistanden var en vigtig og selvstændig indsats, er den i flere og flere situationer blevet underlagt og smeltet sammen med landets sikkerhedspolitik.
Vi er systematisk gået fra at bruge én procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2000, til i 2011 at bruge 0,86 procent eller godt 15 milliarder kroner.
Den aftale om finansloven for 2012, som regeringen og Enhedslisten indgik, forhindrede den tidligere regerings plan om at låse bistanden på et fast beløb. Aftalen formår ikke at få procenten til at stige hverken i 2012 eller 2013.
Hertil kommer, at vi i 2000 havde en pulje på 0,5 procent af BNP til miljø- og fredsindsatsen, der lå udover den fattigdomsorienterede udviklingsbistand. Den er gennem årene fjernet og delvis blevet en del af bistanden.
I regeringsgrundlaget står der: »Regeringen vil opjustere udviklingsbistanden, så den over en årrække kommer tilbage på en procent af BNP«.
Det er en god og rigtig hensigt, men det har endnu ikke været muligt at formå regeringen til at fastslå, hvor mange år, der skal gå, før målet er nået.
Udviklingsbistanden fra verdens rigeste lande er faldet 2,7 procent fra 2010 til 2011.
Tag pengene fra militæret
Da muren i 1989 faldt, sluttede den kolde krig og alle jublede. Nu kunne de rige lande endelig stoppe våbenkapløbet og udbetale den såkaldte fredsdividende ved at skære på militærudgifterne og overføre pengene til hjælp til den 3. verden.
Dengang brugte verdens lande 1000 milliarder US-dollars pr. år på militær, mens det kun kunne blive 60 milliarder US-dollars til udviklingsbistand.
Udviklingsbistanden falder, mens verden opruster – nu mod en ny fjende, der kaldes terror.
Tænk hvor mange, der kunne have lært at læse, blive vaccineret, fået sig en uddannelse, udviklet nye arbejdspladser eller gået mæt i seng hver dag for de mange penge, der investeres i militært isenkram.
Nogle mener, at Danmark gør gavn i Afghanistan, og fremhæver de mange, der er begyndt at gå i skole. Men prisen har været høj. Når vi forlader landet, efterlader vi en korrupt regering, der er holdt ved magten af vestlig militær, og som efter al sandsynlighed ikke kan vinde et valg.
Afghanistan-krigen har kostet Danmark godt ni milliarder kroner og et alt for stort antal døde – både afghanere og danske soldater.
Hvis pengene var brugt på udviklingsbistand, er der naturligvis ingen garanti for, at resultatet havde været meget bedre. Men sandsynligheden for at mange flere ville have et bedre liv og mange flere ville gå i skole er meget stor.
Robin Hood skat
En anden genvej til at sikre midler til en højere udviklingsbistand på globalt plan vil være at indføre skat på valutatransaktioner, en såkaldt Tobin-skat eller Robin Hood-skat.
Beregninger viser, at en generel beskatning af finansielle transaktioner på bare 0,05 procent kan medføre indtægter på cirka 2500 milliarder kroner årligt, såfremt den er global.
Selv hvis skatten blot bliver indført i en mindre kreds af lande, kan den stadig indtjene et anseligt milliardbeløb hvert år.
Det er penge, der kan bruges til at bekæmpe fattigdom og klimaforandringer i udviklingslandene.
Desuden skal det sikres, at landene i den tredie verden bliver i stand til at opkræve skatter af de multinationale selskaber, som tjener penge i landene. I mange lande gør de store selskaber, som det passer dem, og betaler kun skat af en lille del af deres fortjenester.
Verdensbanken
Én ting er beløbets størrelse. Det er vigtigt, at pengene bruges rigtigt.
Danmark er en af Verdensbankens væsentlige støtter. Det er ikke en god investering, hvis vi vil drive fattigdomsorienteret udviklingsbistand.
Jeg har hørt mange, som siger, at Verdensbanken er blevet bedre. Det er efter min mening forkert. Verdensbanken er og bliver en bank, der stiller hårde krav til de, der skal låne penge i form af nedskæringer af den offentlige sektor og privatiseringer.
Snakken om hensyn til de fattige er pynt. Verdensbanken har endnu aldrig vedtaget noget, som kan true den rige verdens indsats for at blive rigere.
De penge, vi giver til Verdensbanken bør i stedet gives til FN’s indsats for børn, kvinder, sundhed, miljø og uddannelse.
Meget er knyttet op på Verdensbankens aktiviteter, så det vil kræve hårdt arbejde at sikre en sådan beslutning.
FN skal styrkes
I nogles øjne har Verdens Økonomiske Forum i Davos, hvor de allerrigeste lande mødes, en højere status end FN’s generalforsamling. Det er en forkert udvikling
FN er siden stiftelsen blevet undergravet og splittet op. FN har stadig svagheder i sin struktur, blandt andet i den måde, som Sikkerhedsrådet fungerer på. Det er alligevel et vigtigt forum, hvor alle klodens lande mødes.
FN skal støttes. Organisationen skal reorganiseres og spille en langt mere væsentlig rolle. De største lande, inklusive USA, skal betale deres bidrag hvert år, og ikke kun, når det passer dem.
Sidste år så vi hvordan USA stoppede deres betaling til FN’s organisation for videnskab og kultur (UNESCO), fordi Palæstina blev medlem.
Samme supermagt truer med også at stoppe betalingen til Verdenssundhedsorganisationen WHO, hvis de offentliggør en rapport, der beviser, at coca-tygning er ufarlig. Det gør de, fordi rapporten truer USA’s aggressive Bolivia-politik. Det er uanstændigt.
Det er Danmarks og andre landes opgave at gå op mod en slags stormagtsherredømme og i stedet forsvare de små og fattige nationers interesse i det internationale samarbejde.
Sammenhæng i politikken
Og så skal der være sammenhæng i politikken. Det kan ikke nytte, at vi med den ene hånd giver udviklingsbistand og med den anden hånd laver handelsaftaler, der stjæler fra de fattige igen.
Mange handelsaftaler laves gennem EU. I Lissabontraktaten fastslås det netop, at der skal sikres sammenhæng, så politikker, der vedtages, ikke må have negative konsekvenser for udviklingen i verdens fattigste lande. Der skal ledes længe efter aftaler, som følger EU’s egen beslutning om denne sammenhæng.
Græsrødderne er vigtige
I alle årene, hvor Danmark har haft en udviklingsbistand, har græsrodsorganisationerne spillet en væsentlig rolle. Det skal de fortsat gøre. De har hver deres styrker
Og så skal vi ikke glemme det store beredskab for nødhjælp, som danske organisationer har opbygget. Hurtigt og effektivt kan de tage ud til verdens kriser og naturkatastrofer, og her yde en uvurderlig hjælp.
For at sikre, at danskerne ved, hvad der laves ude i den store verden, skal der være midler til oplysning. Meget af dette arbejde er i de senere år centraliseret i udenrigsministeriets organisation Danida. Det er forkert. Oplysningsarbejdet skal i vid udstrækning ske via græsrødderne selv.
Arbejdere i alle lande
International solidaritet er ikke kun bevillinger via landenes udviklingspolitik. Den stærke del af international solidaritet foregår gennem samarbejde på tværs af grænserne mellem fagforeninger, partier og solidaritetsorganisationer.
International solidaritet er ikke nogen ny sag. Karl Marx sluttede i 1948 Det Kommunistiske Manifest med ordene Arbejdere i alle Lande, foren jer. Det er ligeså vigtigt i dag, som det var, da det blev skrevet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
