Så når nogle i dag spørger, om det ikke snart er på tide at holde op med at tale om de fem forbandede år, så er svaret nej, nej og atter NEJ.

Der er fortsat mennesker i denne verden, som er villige til at tilintetgøre alt, hvis de ikke får magt som de har agt. Efter os syndfloden, lyder deres endlösung. Så den antifascistiske kamp er af mange grunde vigtigere i dag end meget længe.

Easerfoto.dk

Kronik

af Anton Nielsen, formand for Horserød-Stutthof Foreningen

Den 12. december 2011 blev en FN-resolution, der opfordrer til fordømmelse og forbud af alle former for racisme og beslægtede ideologier herunder fremkomsten af ny-nazistiske ideer, vedtaget af 134 af FN’s lande. Imod stemte USA, Storbritannien og resten af Europa.

Danmark stemte altså også nej til en resolution, der opfordre alle lande til at fjerne alle former for racisme, fremmedhad, historieforfalskning og fremme af nazistiske ideer.

Hermed gør man nazismen til et legalt politisk synspunkt, som man i demokratiets hellige og misbrugte navn, har »ret« til at fremføre i den politiske debat. Det er i bedste fald naivt – utilgiveligt naivt – at give plads for ny-fascismen, som var det et politisk standpunkt på lige fod med alle andre. Men ikke desto mindre er det – som det kan ses af afstemningen om FN-resolution A/66/460 – hvad der sker alt for mange steder i Europa i dag og altså også i Danmark. 

I 1945 lå Europa i ruiner. Fascismen og nazismen kostede menneskeheden flere end 60 millioner døde og et ukendt antal sårede og lemlæstede under Anden Verdenskrig. Fascismen er ikke en legal politisk mening, den er en forbrydelse, som skal bekæmpes med alle midler, hvor den end forsøger at stikke hovedet frem.

Fascismen marcherer igen

Fascismen er fjenden, og den marcherer igen i mange europæiske byer: I Estland, Letland og Litauen paraderer gamle SS’ere og kz-bødler i gaderne med myndighedernes fulde billigelse og støtte, mens monumenter for de faldne i kampen mod disse bødler ødelægges eller fragtes ud på lossepladsen. Det gentager sig i stort set alle østeuropæiske lande – inklusive Rusland. Man spytter på de dødes grave og beskylder de levende for at være terrorister. 

I Tysklands länder, i Østrig og Italien, hvor fascistoide partier sidder i parlamenterne eller har regeringsmagten, afholder nynazister med jævne mellemrum marcher og koncerter, hvor hadet til alle anderledestænkende dyrkes.

Indvandrere, romaer, farvede, sorte og antifascister, socialister og kommunister overfaldes ­– ofte med døden til følge. Mordbrande og bombeattentater hører til hverdagen mange steder. Attentater, som aldrig opklares som for eksempel bomben i Søllerødgade for nu 20 år siden.

Sidst har vi set Breivik i Norge, som med koldt blod bombede i Oslo og mejede de unge mennesker ned på Utøya. Racismens, fremmedhadets og nationalismens gift breder sig i samfundet som en pest, mens man diskuterer om Anders Breivik er sindssyg eller ved sine fulde fem.

Men han er et produkt af den førte politik i de europæiske lande, lige som hans forbilleder nazisterne var det. Derfor gør man alt for at afpolitisere sagen, det er alene en gal mands værk.

Vi kan bestemt også her til lands. Dansk Folkepartis nationalistiske og racistiske agitation har ikke været forgæves. De sorte præsters evangelium kaster sin fascistiske slagskygge over vort land. Mange lader sig vildlede. De kender ikke vor egen historie, og står det til regeringen, kommer de heller ikke til det. Kulturkanoner eller ej. De er nemme ofre for løgnagtige demagoger og politiske charlataner. 

I et sådant politisk klima, vejrer treenigheden: Nazisterne, Den danske Forening og ikke mindst Dansk Folkeparti selvfølgelig morgenluft. Frækt og uhindret fører de sig frem med deres menneskefjendske budskaber, mens andre, som i den internationale solidaritets navn støtter frihedsbevægelser, som kæmper for fred og frihed i for eksempel Colombia og Palæstina, slæbes for retten og dømmes for støtte til terrorisme. Det er som at se i et troldspejl, alt er fordrejet og manipuleret.

De politiske magthavere understreger ustandseligt, at historien ikke gentager sig. Vi lever nu i Lykkelandet. I velfærdsstaten, forværelset til præstens himmerrige. Vi er ifølge flere internationale undersøgelser, verdens lykkeligste folk. Så vi kan roligt sove videre. Men der er noget galt med Lykkelandet.

Den politiske virkelighed, ligner det forgangne til ukendelighed. Og den var ikke særlig lykkelig. Det er den samme ideologi og de samme mål, som lå bag Hitlers Tusindårsrige og bag den »nye Verdensorden«. Et klassesamfund hvor man tager fra de fattige og giver til de rige.

Fra Neuropa til EU

Forskellen mellem Hitlers Neuropa og EU er svær at få øje på. Propagandaen ligner i uhyggelig grad.

Som Stauning sagde i 1941:

»Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter en øjeblikkelig nyordning, men efter en blivende, europæisk nyordning, der skal være rådende i fremtiden. Denne nyordning vil kræve samarbejde indenfor Europa…« , og han fortsatte:

»De små stater har intet af frygte, de vil beholde deres selvstændighed. Kun på det erhversmæssige, møntmæssige, millitærpolitiske og udenrigspolitiske område må ledelsen være fælles og bestemmes af Tyskland, ellers kan de enkelte lande indrette sig som de vil...«

Så derfor: »Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den tilpasning, jeg har antydet, når tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogen måske vil synes. Det er usundt og uklogt at vende sig mod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til Europa vil blive en af tidens politiske opgaver.«

Sådan talte de ræve for de gæs dengang. Og sådan taler de i dag.

Når det ikke lykkedes den gang, skyldes det, at det danske folk sagde nej til tilpasningen. Vi var ikke omstillingsparate – det er vi forhåbentlig heller ikke i dag.

Men jeg anser det alligevel for min/vores pligt at råbe et vagt i gevær: For dét, som ikke lykkedes for de nazistiske horder med kugler og krudt i uniform og lange støvler, lykkes for de nålestribede bureaukrater på EU’s bonede gulve i Bruxelles. Og skiftende danske regeringer klapper endnu engang hælene sammen og parerer ordre. Derfor kræv folkeafstemning om frau Merkels finanspagt. Det gælder vor frihed!

Glem ikke historien

Blandt andet derfor er det nødvendigt at fastholde vort lands historie, inden det lykkes magthaverne at skrive den om, så den kommer til at passe med deres politiske mål eller bliver deponeret i den nationale glemmebog.

Så når nogle i dag spørger, om det ikke snart er på tide, at holde op med at tale om de fem forbandede år, så er svaret nej, nej og atter NEJ. For vore børn og børnebørns og deres børns skyld vil vi blive ved med at tale om besættelsen, om nazismen og om modstandskampen, for at det ikke skal gentage sig.

Vi vil tale os hæse, og vi vil skrive og argumenterer til vor sidste time. Ingen skal lukke munden på os! Frihed er ingen selvfølge, og freden ingen given ting. Der er fortsat mennesker i denne verden, som er villige til at tilintetgøre alt, hvis de ikke får magt som de har agt. Efter os syndfloden lyder deres endlösung.

Så den antifascistiske kamp er af mange grunde vigtigere i dag end meget længe.

Man kan ind imellem spørge sig selv, om Danmark i al stilhed er blevet USA’s 51-tyvende stat. Det virker sådan. De politiske forhold her til lands ligner stadig mere forholdene »over there«.

Her som hisset ser vi et politisk korrumperet netværk – en magtstruktur – som strækker sig fra de øverste politiske cirkler i regeringen til en altid villig dommerstand over et undergravende, politisk tankepoliti, kendt som PET, som tillægges stadig flere beføjelser uden for enhver demokratisk kontrol, til et stadig mere stupidt og brutalt politikorps, som skyder, før de spørger.

Et antidemokratisk sammenrend af værste skuffe.

På trods af store folkelige protester mod den danske deltagelse i USA’s krige, tilsluttede et flertal i Folketinget sig i sin tid »de villiges koalition«, som regeringen og Folketinget i 1941 tilsluttede sig Hitlers Antikominternpagt. 

»Brug mig til alt – vi er mere end villige!« Vi er de aller mest villige i »de villiges koalition.« Det var og er politisk prostitution. Det officielle Danmarks optræden er skamløs, dybt kompromitterende og aldeles ødelæggende for vort lands anseelse blandt frie mennesker og selvstændige og uafhængige nationer.

Som tak for hans store indsats i krigens tjeneste, sidder Fogh Rasmussen med Folketingets flertals støtte i ryggen  i dag som NATO’s generalsekretær. Der kan man se, hvad en løgn på det rigtige tidspunkt og et personligt venskab med hans store forbillede, krigsforbryderen Bush, kan fører til. Som en anden edderkop sidder han nu centralt placeret i terrornetværket NATO. En farlig mand.     

I dag, hvor vi fejrer vort lands befrielse for den nazistiske besættelsesmagt, er Danmark selv en lille ussel besættelsesmagt, som i dette øjeblik – i uskøn forening med andre vasalstater og under ledelse af de amerikanske krigsforbrydere og torturbødler – undertrykker et andet folk og træder deres menneskerettigheder under fode. Det er et led i »krigen mod terror«, erklærer NATO’s terrorister. Igen og igen fylder man befolkningerne med løgn:

Det er ikke en kamp for de demokratiske dyder, men en kamp om olie og magt – den totale globale magt.

Taleban eller mujahedin, som de kaldte sig en gang, er en amerikansk opfindelse fra dengang CIA’s bevæbnede terrorbander myrdede løs i de afghanske bjerge.

Det var dengang den tidligere statsminister Løkke Rasmussen var formand for VU og drog til Afghanistan udklædt som mujahedin til hest og med 600.000 kroner i saddeltasken – langt mere end Horserød-Stutthof Foreningens 17.000 kroner til de nødstedte i Gaza – som han afleverede til de afghanske »terrorister«, som dengang bekrigede den socialistiske regering og dens allierede Sovjetunionen.

Horserød-Stutthof Foreningen blev dømt efter terrorloven for at have ydet humanitær hjælp til Gazas indbyggere via den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP. 10.000 kroner i bøde og seks måneders fængsel til formanden, hvoraf de fire blev gjort betingede.

Deltag i kampen

»Nogle gange er der forskel på ret og retfærdighed. Her tager vi hensyn til loven«, sagde dommeren, da han afsagde dommen over Horserød-Stutthof Foreningen. Det har han ret i. Så derfor spørger jeg:

Hvornår skal tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen for retten for støtte til de afghanske terrorister?

I 10 år har danske soldater været indblandet i USA’s krig. Skyd for at dræbe, det er dem eller os, lyder det fra officielt hold, samtidig med at skiftende krigsministre lader tårerne løbe, når endnu en dansk soldat kommer hjem i en kiste. Det er NATO’s kamp mod de gamle allierede, de afghanske terrorister, som nu har vendt våbnene mod deres gamle forbundsfæller. Nemesis må man nok sige.

Det eneste fornuftige og anstændige er nu at kræve de danske soldater hjem øjeblikkelig.   Mange kampe forestår. Det bliver ikke nemt eller omkostningsfrit - men det er nødvendigt. Den antifascistiske kamp er i dag først og fremmest en solidarisk kamp for fred, frihed og menneskerettigheder, mod imperialisme, krig og undertrykkelse. Strømmen skal vendes, og solidariteten skal igen i højsædet, det er vort mål.

Vi må alle deltage. Ung som gammel. Kvinde som mand Mod terrorlovene for demokratiet! Gå til modstand og organiser jer! For når uret bliver ret – er modstand en pligt. 

Tale holdt ved AMPA’s (Amager Partisaner), mindehøjtidelighed den 5. maj på Christmas Møllers Plads.