Kommunistisk Parti afviser alle forsøg på at skabe modsætninger mellem lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomster. Det er de rige, der må tvinges til at betale for krisen.
af Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti
Hvad fanden er det der foregår? Det spørgsmål har jeg hørt mange gange i de seneste måneder.
På arbejdspladserne og i fagbevægelsen blev valgkampen og valget sidste år opfattet som en mulighed for et opgør med den liberale nedskæringspolitik. Valget skabte forventninger til et politisk kursskifte, ikke mindst hos de aktive kræfter i fagbevægelsen, hvis kampagne bragte den nye regering til magten.
Ovenpå de elendige overenskomster breder frustrationerne sig.
Helle Thorning-Schmidt og LO's formand Harald Børsting lovede begge, at arbejderne kun skulle betale en gang, hvis efterlønnen blev afskaffet. Men den ene regning efterfølges af den næste. Lige om hjørnet ligger trepartsdrøftelserne.
Regeringen og DI kommer tomhændede til forhandlingerne. Derimod er der krav om, at fagbevægelsen skal give indrømmelser for fire milliarder kroner for overhovedet at komme ind til forhandlingsbordet.
Regeringen varsler årlige velfærdsbesparelser i milliardstørrelsen og nedlæggelse af tusinder af offentlige arbejdspladser frem til 2020. Den arbejder for et opgør med universalismen, som er en del af grundlaget for den kollektive velfærd. Ingen overførselsindkomster vil være fredet i den kommende tid, lyder de enslydende signaler fra regeringens ministre.
Skattelettelser fastholdes
Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen i det store og hele ikke diskuterer, hvordan man kan øge statens indtægter, men kun diskuterer nedskæringer. Det er absurd, at S og SF ikke insisterer på at rulle VKO's asociale skattelettelser tilbage. Nu taler regeringen endog om nye lettelser af topskatten.
De mange milliarder kunne bruges til en kick-start af økonomien. Det vil ikke afskaffe krisen, men afdæmpe dens virkninger på profittens bekostninger. AE-rådet påpeger, at: »Hvis man i Europa gennemfører en beskeden finanspolitisk stimulans, kan det skabe 41.000 job i Danmark og 1,1 millioner job i EU frem mod 2013.« Men det vil ikke blive gennemført, hverken i EU eller i Danmark, fordi EU’s finanspagt har umuliggjort det.
På en måde startede det ellers godt nok. Med den første finanslov fjernede den nye regering de såkaldte fattigdomsydelser og fradraget for sundhedsforsikringer. Der var også positive elementer i trafikaftalen. Også i energiaftalen er der gode initiativer, selv om løfterne om den ambitiøse omlægning blev beskåret, så den kunne accepteres af V og K.
SF's store omstilling
Mange satte deres lid til SF. Derfor er SF's markante tilpasning til finanspagten og EU et strategisk svigt. Oprindeligt var SF imod udviklingen af EU som en forbundsstat, mod EU's militære samarbejde og mod ØMU'en. Det er fortid. Nu vil SF »videreudvikle EU som et forpligtende politisk og økonomisk samarbejde«, som der står i partiets nye program.
Hermed er ringen sluttet for SF. Partiet startede som EU-modstandere. I dag har partitoppen overtaget Socialdemokraternes positive holdning til EU.
En strategisk omstilling
Det er selve kapitalismens indbyggede modsætninger, som skaber kapitalismens krise. Efter Grækenland og Italien har været igennem brutale nedskæringer, er det nu Spaniens tur. I morgen er det nye lande, som rammes. Den økonomiske kurs, EU fører, har sikret bankernes og storkapitalens interesser. Den har samtidigt gjort krisen dybere, konsekvenserne værre og arbejdsløsheden større.
Det er i høj grad lykkedes storkapitalen og nyliberalisterne at tegne et billede af, at den eneste vej ud af krisen er, at bekæmpe et angiveligt offentligt overforbrug. Det afspejles direkte i europluspakken og finanspagten, som i dag er grundlaget for den politik, der føres i EU-landene – også i Danmark.
S og SF har ikke lavet enkeltstående politiske fejl eller isolerede løftebrud. Regeringen har ingen planer om at gennemføre deres egne valgløfter med stemmer fra Enhedslisten. Virkeligheden er, at Danmark har fået en EU-regering, der søger samarbejde med VKO for at leve op til kravene fra finanspagten. Derfor fører den nye regering fører blå politik. Derfor er S og SF i gang med en strategisk omstilling fra traditionel reformisme til nyliberalisme.
Toppen i de to partier søger at rodfæste et sådant skift i både praktisk politik og partiernes programmatiske grundlag. Det gælder også den særlige variant kaldet centrumvenstre-alliancen, der i Danmark er båret frem af Villy Søvndal, Thor Möger og kredsen omkring dem. Deres projekt led skibbrud, da det stødte på krisens skær. Hvis udviklingen fortsætter, kan grundlaget for SF helt forsvinde.
Kick-start eller kickstop
Den traditionelle reformisme havde klassekompromisset og indbyggede positive reformer for arbejderklassen som afgørende elementer. Under krisens betingelser i dag, er der kun nedskæringerne tilbage. Det præsenteres alt sammen som moderne socialistisk politik, men det er velkendt nyliberalt tankegods. Kickstarten er under forandring til kickstop.
Hele dette politiske skred har haft en markant indflydelse på den parlamentariske situation i Danmark. I meningsmålingerne har SF den laveste vælgertilslutning, siden Villy Søvndal blev formand. S har den laveste tilslutning nogensinde.
Denne udvikling kan på ingen måde begrænses til Danmark. Forskellen på borgerlige og socialdemokratiske partier i Europa har aldrig i historien været mindre. I flere lande har socialdemokratierne været drivende i at gennemføre EU’s krav om nedskæringer. Det har ført til regulære sammenbrud for socialdemokratierne i lande som Grækenland og Spanien, hvor krisen er dybest.
Kommunistisk Parti anbefalede at stemme på Enhedslisten ved folketingsvalget. Det har vist sig at være en rigtig beslutning. Enhedslisten har klaret sig godt efter valget. Deres politiske udspil har generelt ligget på linie med vores egne vurderinger.
Kampen for enhed
Kommunistisk Parti var aktive i kampen for at vælte VKO. Vi vil fortsat kæmpe for at holde de borgerlige fra magten. Men det betyder ikke, at vi vil forholde os passivt overfor nedskæringer fra den nye regering. Det er regeringens egen politik og løftebrud, som har givet de borgerlige partier vind i sejlene. I det omfang, det er muligt, skal der lægges pres på S og SF. En aktiv og kæmpende arbejderbevægelse er det bedste værn mod at Lars Løkke Rasmussen igen rykker ind i statsministeriet.
Kommunistisk Parti kæmper for at fastholde sammenholdet og solidariteten. Spørgsmålet om den danske model, den kollektive velfærd og demokratiet bliver de helt centrale kampfelter. Det er en udfordring at finde vejen til at tage nye skridt, der kan samle og styrke arbejderklassens enhed, give nye erfaringer og akkumulere kræfterne.
Kommunistisk Parti afviser alle forsøg på at skabe modsætninger mellem lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomster. Det er de rige, der må tvinges til at betale for krisen. Det er på tide at rulle de store skattelettelser tilbage, som den borgerlige regering gennemførte. Det er på tide at øge beskatningen af storkapitalen. På baggrund af de seneste års reallønsfald er det en udfordring at sætte lønkampen på dagsordenen.
Kommunistisk Parti vil bygge videre på den alliance, der blev skabt op til og under folketingsvalget sidste år. Endnu er det for tidligt at vurdere, hvad udviklingen i S og SF betyder for udviklingen af massekampe i den kommende tid. Vi kan frygte, at modstanden mod kampinitiativer øges, for eksempel fra de kræfter i fagbevægelsen der i højere grad er drevet af deres solidaritet overfor toppen i S og SF end af behovet for at kæmpe for medlemmernes interesser.
Selv om denne alliance således er under pres, er der stadig et stort potentiale, som kan bringes til udfoldelse. Erfaringerne fra blandt andet OK12 viser, at der stadig er mange fagforeninger, klubber, arbejdspladser og aktive tillidsfolk, som ikke har tænkt sig at stoppe kampen.
Som parti vil vi følge udviklingen tæt. Vi vil efter behov fremlægge forslag til politiske kampagner og krav. Samtidigt vil Kommunistisk Parti styrke vores agitation for socialismen, som alternativ til den kriseplagede kapitalisme.
Kommunistisk Parti rækker hånden ud til samarbejde med alle, der vil kæmpe for en solidarisk udvikling og for at styrke den internationale solidaritet. Tiden er kommet til at slå hælene i og forsøge at give nyt kampmod og perspektiv.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
