På vore faner står forsat skrevet, at vi også kæmper for retten til : Fred, Arbejde og Socialisme!

Jo, der er mange grunde til at slutte op om Den Internationale Arbejderbevægelses Kamp- og Solidaritetsdag 1. Maj. Der er mange lænker der skal sprænges – også i denne tid, hvor de misbruger Danmarks ungdom som krigsførende parter på fremmede kontinenter.

PN

af Per Benny Paulsen, Esbjerg

Mange lønmodtagere har ikke forstået, hvor vanskelig situationen er blevet på arbejdsmarkedet, hvor en masse regler bliver dikteret fra EU, og hvor der efterfølgende er fremkommet en billig, udenlandsk arbejdskraft.

Det har den følgevirkning, at danske lønmodtagere, der betaler skat i Danmark, bliver udsat for ubillig konkurrence og ender på offentlig forsørgelse – samtidig med at staten og nationen får dikteret kontraktvilkår af udenlandske magtinteresser.

Efter bourgeoisiet slog sig igennem som herskende klasse med den privatkapitalistiske grundlov fra 1849, fremkom industrialiseringen med sine fugtige lejekaserner.

Men ligesom de herrer godsejere og adelsvældets mænd havde hånd- og halsret over bønderne, fulgte ridefogederne med ind i byernes voksende antal af fabriksbygninger.

De blev flittigt brugt mod fabriksarbejderne. Alene »retten til at vælge en talsmand eller tillidsmand« var en torn i øjet på de herskende klasser, og den borgerlige stat blev flittigt benyttet til at gennemføre forbud og fængsling – og ytringsfriheden gjaldt ikke for arbejderklassen.

Men de kæmpende arbejdstagerne forsatte og fik efter mange års undertrykkelse af fabriksejerne og den borgerlige stat endelig »ret til at være medlem af en fagforening«, som endda også fik »forhandlingsret«, og som kunne indgå »aftaler«, der blev nedfældet i overenskomster, og hvor uoverensstemmelser om løn- og arbejdsvilkår med mere kunne behandles ved »arbejds- og voldgiftsretter«.

Men alligevel blev aftaler, rettigheder, kutymer og så videre fortolket til ukendelighed eller krænket, og statsapparatet blev igen sat ind.

»Tugthusloven« blev gennemført i 1928 af Venstre-regeringen Madsen-Mygdal på baggrund af Kolindsundsagen på Djursland, hvor Dansk Arbejdsmandsforbund etablerede blokade mod en række gårdmænd og købmænd, der ikke ville indgå overenskomst med landarbejderne.

Uorganiseret arbejdskraft, der var villig til underbyde gældende aftaler på arbejdsmarkedet, var konkurrenceforvridende for både arbejdsgivere og arbejdstagere.

Torne på vejen

Og dét er jo lidt forunderligt, at mange af de troende, der gerne ville betale tiende til »det himmelske assuranceselskab« og tronkræveren, ikke ville betale kontingent til en fagbevægelse, der endda har demokratiske valg på generalforsamlinger.

Nuvel – er man i dag ikke tilfreds med præsteskabet eller pamperne, kan man jo vælge nogle andre, hvis arbejdstagerne ellers vil komme til generalforsamlingerne.

Men selvom fagbevægelsen blev anerkendt ved århundredeskiftet, greb den borgerlige stat også ind i 1934. Den socialdemokratisk-radikale regering vedtog »Lov om mægling i arbejdsstridigheder«, sammenkædningsreglerne efter sammen-hægtnings-princippet.

Loven var et udspekuleret system, der gav Forligsmanden mulighed for at sammenkæde fag, der traditionelt stemte nej, med fag, der altid stemte ja.

Samtidig blev medlemmernes indflydelse ophævet via urafstemningen, hvor »de kompetente forsamlinger« (forbundsledelserne) nu også kunne deltage i afstemningen om et mæglingsforslag og overenskomstaftalerne.

Reglerne var så udspekulerede, at det blev umuligt at nedstemme et mæglingsforslag. Nu skulle det enkelte forbunds selvbestemmelse og medlemsdemokratiet sættes ud af spillet, og det skulle kun være De Samvirkende Fagforbund (senere LO), der skulle kunne bestemme, hvornår den enkelte fagforening gik ud i en konflikt.

Mage til regeltyranni havde man aldrig kendt til i Danmark, og mange mente, at Stauning havde været i Tyskland for at lære »samfundssind« hos nazisterne.

De uorganiserede

Ved overenskomstforhandlingerne i 1934 stillede arbejdsgiverne for tredje gang krav om en lønnedgang på 20 procent, og arbejdstagerne nægtede at indgå i forhandlinger på dette usaglige grundlag.

Forligsmanden, de organiserede arbejdsgivere, Socialdemokratiet og De Samvirkende Fagforbund pegede jo på, at de havde ubillig konkurrence fra de uorganiserede mestres side, blandt andet indenfor bygge- og entrepenørfagene, og hensigten var, at disse partnere ønskede, at de uorganiserede mestre skulle ind under eksisterende kollektivaftaler.

Men resultatet blev, at den fælles fjende – »den ubillige konkurrence« – kunne forsætte, medens den organiserede fagbevægelse blev knægtet.

Så den uorganiske mængde af gule plattenslagere og blå trompeterer forsatte, men fagbevægelsens blokadevagter stod skulder ved skulder, for eksempel i 1973 ved Hope Computer i Hadsund og Bækkelund Papirfabrik i 1975.

Men sandelig siger jeg Eder: Også borgerskabets værnemagt stod skulder ved skulder. Under Anker Jørgensen-regeringen i 1976 blev »Blokadecirkulæret« gennemført i Folketinget, og dermed kunne politimagten opløse en fredelig, fysisk blokade.

I nyere tid har man så fået nye bindingsmidler, såkaldte »armbånd« og »benlåse«, der kan benyttes under udsagn om, at hvis folk forstyrrer den offentlige ro og orden, kan de også sættes i »fut-tog«.

Fredsforstyrrelse finder ikke gehør hos bladsmørere og mikronfonholdere – og slet ikke midt i kirketiden! Og alligevel får arbejdsgiverne sandelig lovens tilladelse til at misbruge uorganiseret arbejdskraft, medens arbejdsgiverne samtidig blokerer de regelrette arbejdstagere, der har overenskomster. Eller arbejdsgiverne blokerer med sortlister.

Arbejdsløshed er også klassekamp. De grupper, der styrer den politiske og juridiske del af samfundet, og de grupper, der styrer den økonomiske del af virksomhederne, har et overordentligt ansvar. Men de viser ikke os respekt.

Mange lænker

I dag er forpligtigelsen til hoveriarbejde på 37 timer om ugen. Men skatteåget indtager også overarbejdet, vareforbruget og andre besynderlige afgifter, samtidig med at andre samfundsklasser har privilegier og slipper for skatteåget. Og samtidig med, at de beriger sig under forskellige »ordninger«.

Men det sker selvfølgelig i snævre kredse for ikke at blive opdaget. Det er alligevel så meget udbredt, at selv dannede mennesker bliver forarget – og der er ikke tale om ynkelige misforståelser.

Og de kristne våbenbrødre har i vor tid også militariseret deres fæle dæmoner og fører krig på fremmede kontinenter, som om det var en grundlovssikret rettighed.

De smører os med farvebilleder om demokratiske friheder, medens selskabstømmerne og den internationale finanskapital smadrer nationernes økonomi med det resultat, at arbejdstagerne får halveret deres dagpengerettigheder.

Men det er ingen menneskeret at føre krig eller at ekspropriere. Selvom de med deres ideologiske monopol på meninger ikke kan få ret i juraen – ja, så vender de sig til præsterne, der med tågehorn og falske løgne fører menneskeheden ind i et sammenbrud.

Jo, der er mange grunde til at slutte op om Den Internationale Arbejderbevægelses Kamp- og Solidaritetsdag 1. Maj.

Der er mange lænker der skal sprænges – også i denne tid, hvor de misbruger Danmarks ungdom som krigsførende parter på fremmede kontinenter.

På vore faner står forsat skrevet, at vi også kæmper for retten til : Fred, Arbejde og Socialisme!