Det er tåbeligt at have illusioner om, at man kan gøre EU til et grønt eller rødt projekt. Det sker ikke – og bare et enkelt blik på udviklingen burde overbevise enhver om, at EU er på vej i en helt anden retning.

af Karina Rohr Sørensen

»Ka’ I huske hvad de lovede, da slaget det sku’ stå?

I EF ville himlen altid være lyseblå.

De skyed’ ingen midler og fik mange med på spøg’n,

men nu kan alle se, at hvad de sagde, det var løgn.«

I år er det tyve år siden, jeg begyndte at interessere mig for EU. Jeg er medlem af en folkebevægelse, der har været på banen dobbelt sålænge. Hvorfor er det sådan? At når man først er begyndt at beskæftige sig med unionen, ja så er det svært at give slip igen?

Jeg tror, det handler om, at det er vanskeligt at forestille sig noget som helst centralt, politisk spørgsmål, som ikke også har en EU-vinkel.

Samtidig har EU også det over sig, at der altid er en absurd historie, noget der er så fuldkomment tåbeligt, at man kommer i tvivl, om det er »RokokoPosten«, der er på spil. Jeg nævner i flæng:

De krumme agurker (reglerne for hvornår agurker er lige nok til at blive solgt), badestrandsdirektivet (reglerne om hvornår en badestrand er en badestrand) – og naturligvis det seneste absurde eksempel, at fiskehandlere skal kunne fiskenes navne på latin (for at gøre det lettere for kunderne – der jo alle sammen ved, hvad rødspætte eller torsk hedder på latin).

Det er fint at kunne grine af EU, og når man beskæftiger sig med unionen i længere tid, er det nærmest nødvendigt.

Men man skal ikke tabe blikket for den alvorlige udvikling, der er i gang, og som alt for sjældent bliver diskuteret. Hvad er EU for en størrelse? Hvor bevæger den sig hen? For det virkeligt absurde i EU handler jo ikke om badestrandsdirektiver og formen på grøntsager.

Det virkeligt absurde er, at man forsøger at sælge befolkningen ideen om, at den nuværende retning – med en Finanspagt, der vil virke som et frontalt angreb på almindelige menneskers rettigheder – er den rigtige vej at gå.  

Alvorligt tab af velfærd

Denne påstand er det forholdsvis let at argumentere for i de sydeuropæiske lande, hvor økonomien vakler, og arbejdsløsheden vokser eksplosivt, særligt blandt de unge.

I vores del af EU er der stigende bekymring for EU’s påvirkning af vores mulighed for at opretholde og udbygge velfærden.

Det handler om, at den velfærdsmodel med universelle velfærdsydelser, som vi har valgt, har rigtig svært ved at eksistere i et EU med åbne grænser. De andre lande har typisk forsikringsbaserede ydelser, der gør det let at sikre, at ydelserne kun går til dem, der har været med til at betale.

Den tradition, vi er en del af, med gratis adgang til sundhed og uddannelse har svært ved at fortsætte uændret, da der naturligt vil komme et pres på ydelserne. 

For eksempel når folk, der arbejder i Danmark, kan tage børnepenge med til hjemlandet. Eller når udenlandske studerende får adgang til gratis studier, der i deres eget land har en brugerbetaling.

Det har betydet, at der ikke har været en tilgang af nye universelle ydelser, efter at vi er blevet en del af det indre marked.

Samtidig sættes der spørgsmålstegn ved – og det diskuteres løbende – om vi kan opretholde det nuværende system – eller om adgangen til ydelserne skal begrænses.

EU har altså betydet, at vores velfærd i højere grad begynder at ligne »de andres« i måden, den er indrettet på.

Det handler om, at det indre marked er en åben invitation til social dumping og øget udnyttelse af arbejdskraften. Ved at etablere muligheden for, at man relativt let kan importere billig arbejdskraft, der ikke samtidig skal have en almindelig hverdag til at fungere, sætter man både løn- og arbejdsvilkår under pres.

Det handler om, at politikerne er fanget af et europrojekt, hvor de har afgivet så meget selvbestemmelsesret, at det reelt er mere end vanskeligt at løse problemer som voksende arbejdsløshed eller en økonomi der er gået i stå.

Når man er i euroen – eller vælger at opføre sig, som om man er i euroen – kan man ikke uhindret lave en kickstart eller devaluere for at øge eksporten. Man kan groft sagt gøre to ting: Enten skære på de offentlige udgifter eller forbedre konkurrenceevnen ved at sikre løntilbageholdenhed.

Det sidste gøres blandt andet ved at øge udbuddet af arbejdskraft – for eksempel ved at afskaffe efterlønnen, reducere dagpengeperioden eller insistere på, at syge og svage også skal stille op i køen af arbejdsløse frem for at overgå til en varig ydelse.

Euro-politikken er en borgerlig, liberal nedskæringspolitik, og konsekvenserne af den mærkes allerede og vil blive endnu mere tydelige efter indførelsen af den permanente budgetlov.

Velfærden er kommet under et voksende pres.

Da Danmark blev medlem af EF var tilhængerne rørende enige om, at vi ville bevare retten til at bestemme over vores sociale system og retten til at afgøre, hvilken model vi vælger på arbejdsmarkedet.

Virkeligheden har vist sig at være en ganske anden. Og i dag – ved indgangen til et EU med Finanspagt – kan vi kun gisne om og grue for, hvor galt det kan gå.

Retningen er soleklar. Løntilbageholdenhed, mindre offentlig sektor, mere marked – og alt sammen pakket ind i argumentation om, at der ikke er noget alternativ.

Alvorligt tab af demokrati.

Da vi kom med i EF, og da EF blev til EU, måtte vi høre på, at vi ikke skulle være så bange.

De andre kommer ikke til at afgøre retningen i Danmark, hvis der er noget, vi ikke vil være med til, kan vi jo bruge vores vetoret. 

Og vetoretten blev brugt. Da vi stemte nej til Maastricht i 1992, kunne de andre ikke komme videre med unionsstaten, før det var fundet en løsning.

Da forfatningstraktaten blev stemt ned i Holland og i Frankrig, betød det nej – ikke bare for de lande, men for forfatningstraktaten som helhed. Den vetoret er nu reelt væk.

I de kommende år vil vi for alvor se resultatet af det vetoløse EU. I EU er der masser af erkendelse af, at EU har et demokratisk underskud, og der holdes mange skåltaler om at inddrage borgeren, om at forsøge at give EU mere x-faktor.

Men det hjælper ikke, når de tiltag, man spiller ud med, igen understreger manglen på demokrati, manglen på at forstå betydningen af, at det er de mennesker, der bor i et samfund, der skal bestemme retningen – og ikke de firmaer, der ser lande som markeder og mennesker som enten forbrugere eller arbejdskraft.

Hvad gør man for at inddrage borgerne?

Med Lissabon-traktaten mistede vi retten til, at et nej til en traktat i et land fungerer som veto imod hele traktaten. Hvad fik vi i stedet? Vi fik retten til at samle underskrifter.

Hvis en million borgere i et ikke ubetydeligt antal EU-lande kan skrive under på en erklæring om, at man gerne vil have noget ændret – og dette er foreneligt med traktatgrundlaget – ja, så har man nu ret til at kræve, at kommissionen skal læse henvendelsen, og endda svare på den.

Denne bestemmelse ændrer på ingen måde ved, at der er talrige eksempler på, at EU begrænser menneskers mulighed for at påvirke de samfund, de lever i. Men det er svært at finde bare ét eksempel på det modsatte.

Vi skal ud af EU

Vi, der er modstandere, bliver ofte beskyldt for at være helt væk fra virkeligheden, når vi siger, vi vil ud af EU. Det kan jo slet ikke lade sig gøre, siger de.

De siger, at EU er en kampplads, og vi må gøre, hvad vi kan, for at skabe et bedre EU.

Vi siger, det er dem, der er helt væk fra vinduet, hvis de for alvor tror på, at de kan ændre EU indefra. EU er konstrueret som et redskab for kapitalen, ikke som en demokratisk sammenslutning af Europas folkeslag.

Det er tåbeligt at have illusioner om, at man kan gøre EU til et grønt eller rødt projekt. Det sker ikke – og bare et enkelt blik på udviklingen burde overbevise enhver om, at EU er på vej i en helt anden retning.

Det betyder ikke, at vi sidder med hænderne i skødet. Vi skal gøre, hvad vi kan, mens vi er her.

Vi skal se nødvendigheden af at styrke samarbejdet med modstandere og skeptikere i andre lande. Finde fælles fodslag og bruge den viden, vi har på tværs. Sætte fokus på, at vi rammes af den samme negative EU politik, de samme forringelser, og den samme udhuling af retten til selvbestemmelse.

Vi skal se, at kampen er fælles. Men vi skal ikke ændre retningen – det er nødvendigt, at vi bevarer perspektivet. Det perspektiv, der for nogle var klart, allerede da medlemskabet var nyt:

»De kan gi’ os falske løfter, vi står ej model dertil,

vi gennemskuer løgnen og si’r nej til deres spil.

De ka’ lokke, de ka’ true, vi går ikke med på den,

for vi vil ud af EF, og være os selv igen.«