Hvad er der tilbage af selvstyret i Danmark, når kommunerne reelt ikke har mulighed for at ændre på hverken skatteindtægten eller udgiftsniveau?

Der er næppe tvivl om, at fortsat tilnærmelsesvis nulvækst de næste 10 år vil give alvorlige dønninger i kommunerne blandt borgere og medarbejdere, skriver de fire forfattere til kronikken. Her fra tidligere protester mod det kommunale budget i København.

Bille

af Hardy Hansen, tidl. forbundsformand, Villo Sigurdsson, tidl. borgmester, Ole Thorbek, økonom - cand. phil. og Henrik Herløv Lund, økonom - cand. scient. adm. 

I kølvandet på dansk tilslutning til »Finanspagten i EU«, der stiller krav om national lovgivning med snævre grænser for de enkelte landes underskud, gennemfører regeringen en budgetlov, der netop begrænser de økonomiske handlemuligheder for stat, regioner og kommuner.

Finanspagten handler om at stramme den økonomiske politik og begrænse landenes økonomiske selvstændighed. Og det vil netop være konsekvensen af budgetloven, som vil medføre kraftige nedskæringer i velfærden og yderligere indskrænkning af selvstyret i kommunerne. SRSF-regeringens må i sammenhæng med budgetloven i sin kommende 2020-plan netop også forventes at ville kræve endnu større nedskæringer end den tidligere VK-regering gjorde. Det er det som budgetloven skal gennemtvinge.

Der er derfor behov for opmærksomhed om og modstand herimod i kommunerne og fra fagbevægelsen.

VK’s budgetlov om igen.

Regeringens forslag til budgetlov følger indholdsmæssigt linjerne fra VK-regeringens tidligere udspil hertil. Hovedelementerne er, at der indføres bindende rammer for udgifter i henholdsvis stat, kommuner og regioner; at disse ligger fast for de nærmeste tre år, og at stat, kommuner og regioner hver især og hvert år skal holde sig inden for udgiftslofterne.

Ved overtrædelse heraf indføres skærpede økonomiske sanktioner, samt automatisk modregning i næste års budget. Pris- og lønstigninger skal være indregnet på forhånd, og der reguleres ikke undervejs for uforudsete stigninger. Både serviceudgifter, indkomstoverførsler og subsidier er omfattet. Konjunkturafhængige udgifter som for eksempel arbejdsløshedsdagpenge holdes dog udenfor. Lofterne ligger således fast for de nærmeste tre tre år.

Ifølge finansminister Bjarne Corydon er budgetloven »... en af de helt store beslutninger om den økonomiske politik«. Det har han fuldstændig ret i, men ikke ubetinget af det gode.

Der vil tværtimod for det første være tale om en alvorlig svækkelse af det offentliges muligheder for blandt andet gennem de offentlige udgifter at føre en økonomisk politik, som imødegår krise og konjunkturtilbagegang. Når udgiftslofter for stat, regioner og kommuner ligger fast – på kroner og øre for en fire-årig periode, kan det offentlige – uanset om der kommer en alvorlig krise – ikke iværksætte en vækst- og beskæftigelsespolitik udover rammerne. Og sker det alligevel, skal der samtidig spares andre steder.

Den eneste måde, krisebekæmpelse så kan lade sig gøre, er så, hvis der indenfor rammerne er sparet så store reserver op, at der i tilfælde af en krise kan gennemføres beskæftigelsesfremmende tiltag.

Men det betyder også, at en betydelig del af statsbudgettet også i økonomiske gode tider i stedet for at blive investeret i bedre infrastruktur og bedre velfærd vedvarende skal ligge og samle støv i statskassen som »reserver«. Pengene til den opsparing kommer naturligvis til at fragå i velfærden.

Budgetloven betyder altså besparelser i krisetider og mindre velfærd i opgangstider.

Kommuner i økonomisk benlås

Også kommunernes økonomiske handlemuligheder lægges i en benlås. Når rammerne for kommunernes økonomi ikke kan ændres i udgiftsåret, uanset om forudsætningerne skride for eksempel i form af større pris- og lønstigninger end forventet, vil det tvinge også kommunerne til at opbygge store reserver til uforudsete udgiftsstigninger på bekostning af servicen.

Samtidig lægger budgetloven også op til yderligere sanktioner overfor kommunerne ved overtrædelse af regeringens rammer, idet kommunerne fremover individuelt betaler straffen for en eventuel budgetoverskridelse. Hermed sker en yderligere amputation af det kommunale selvstyre.

Kernen i det kommunale selvstyre er det økonomiske råderum til at indrette udgiftsniveau og skatteudskrivning efter de lokale behov og ressourcer. Men hvad er der tilbage af selvstyret i Danmark, når kommunerne reelt ikke har mulighed for at ændre på hverken skatteindtægten eller udgiftsniveau?

Kommunernes Landsforening, KL, har overfor budgetloven argumenteret med, at alt tegner til at kommunerne i 2012 vil overholde rammerne, så hvorfor yderligere stramninger med budgetloven?

Forklaringen er desværre ligetil: Den »røde« regering er på vej med en ny 2020-plan, hvor det årlige budgetforbedringsbehov i 2020 forventes at blive op mod 67 milliarder kroner mod VK’s tidligere mål om 47 milliarder – altså op mod 50 procent større. Med det heraf følgende øgede sparekrav vil regeringens rammer for det offentlige forbrug og for regioners og kommunernes økonomi i de kommende år blive endnu snævrere end de rammer VK satte frem til 2020.

Hvor VK’s 2020 plan afsatte i gennemsnit en årlig realvækst for det samlede offentlige forbrug på 0,8 procent frem til 2020, kan SRSF’s nye plan forventes at reducere den årlige realvækst i det offentlige forbrug til omkring 0,4 procent i gennemsnit frem til 2020. Eller i kroner og øre: Hvor VK opererede med et årligt løft i det offentlige forbrug på i gennemsnit omkring fire milliarder kroner, må SRSF’s plan befrygtes kun at afsætte et par milliarder hertil om året.

Samtidig vil behovet for offentlig service frem til 2020 imidlertid blive ved med at stige – navnlig som følge af, at der bliver flere ældre. Der må på grund heraf forventes at være behov for en realvækst i det offentlige forbrug på gennemsnitligt 0,9 til 1,4 procent årligt – svarende samlet til mellem fem og syv milliarder kroner. Med andre ord må SRSF’s kommende 2020 plan befrygtes kun at afsætte under halvdelen af, hvad der faktisk er brug for i kommuner og regioner.

Det kan naturligvis kun give et resultat: Fortsatte kraftige besparelser i det offentlige forbrug på årligt omkring tre til fire milliarder kroner, svarende til mellem 6.000 og 8.000 stillinger. Besparelserne vil givet navnlig ramme kommunerne. Under nulvæksten hidtil er der blevet 25.000 færre ansatte i kommunerne bare på de få år. Skal denne udvikling fortsætte helt frem til 2020 bliver der selvsagt tale om en omfattende forringelse af ydelserne til borgerne såvel som af endnu kraftigere personalereduktioner.

Modstand.

Der er næppe tvivl om, at fortsat tilnærmelsesvis nulvækst de næste 10 år vil give alvorlige dønninger i kommunerne blandt borgere og medarbejdere.

Udover kravene fra finanspagten er det nok også grunden til, at SRSF har videreført VK-regeringens forslag til budgetlov, der skal lægge ikke bare kommunerne, men hele det offentlige budget i en »benlås«.

Regeringens intention om, at Danmark skal tilslutte sig EU’s finanspagt tjener her til at underbygge dette som et »EU-krav«, men budgetloven er desværre også udtryk for at regeringens økonomiske politik efter et kort intermezzo med kick-start er på vej tilbage til den forrige regerings sparestrategi.

Som tilfældet er med regeringens udspil til reform af førtidspension og fleksjob er budgetloven udtryk for, at SRSF gennemfører de velfærdsforringelser, som VK ikke kunne eller nåede at få gennemført. Det må anerkendes, at S + SF sammen med Enhedslisten reddede stumperne af Fair Løsning på finansloven for 2012, men fremover vil »den røde regering« føre blå politik, ja må endog med den kommende 2020 ventes at overhale regeringen højre om.

KL har med god grund udtalt sig kritisk om budgetloven. Fagbevægelsen kræver i stedet en økonomisk politik, der sikrer grøn vækst og beskæftigelse samt bedre velfærd og mindre ulighed.

De mange kommunalbestyrelsesmedlemmer, der ønsker et godt velfærdssamfund, kan sammen med velfærdssamfundets kernetropper og i samarbejde med fagbevægelsen skabe en tiltrængt kritisk debat om budgetloven. Så Danmark i stedet for blindt at adlyde den konservative tyske kansler, Angela Merkel, sætter hensynet til velfærd, grøn omstilling, beskæftigelse og lokalt demokrati i centrum. Det vil være i overensstemmelse med den danske arbejderbevægelses og det danske demokratis bedste traditioner, og det kunne give arbejderbevægelsen fornyet tilslutning og det kommunale selvstyre øget opbakning.