EU’s institutioner og regeringer skal have at vide, at angrebene på arbejds-markeds- og fagforenings-rettigheder aldrig vil blive accepteret. Vi vil bruge ethvert muligt middel for at modarbejde dem – også strejkevåbenet.

Kollektive overenskomster og fællesaftaler undermineres af EU-domstolen. Virkningen af de infame domme i Viking-, Laval-, Rüffert og Luxemburg-sagerne er stadig gældende, og de repræsenterer en dramatisk nyudvikling i Europa. Eduardo Chagas, generalsekretær i det Europæiske Transportarbejderforbund.

Aage Christensen

af  Eduardo Chagas, generalsekretær i det Europæiske Transportarbejderforbund.

Det Europæiske Transportarbejderforbund, ETF, som jeg blev generalsekretær for i 2005, repræsenterer mere end 2,5 millioner arbejdere i alle transport- og fiskerisektorer. Arbejderne er organiseret i 243 fagforbund i 41 europæiske lande.

EFT er den europæiske gren af ITF, den Internationale transportarbejder Føderation, og er transportafdelingen af EFS, den Europæiske Faglige Sammenslutning.

Landene, som ikke kun omfatter EU, er meget forskellige og de deraf følgende forskelle i fagforeningskultur er en kæmpe udfordring. ETF vil bygge på fælles faglige holdninger til alle forhold, der kan påvirke arbejds- og leveforholdene hos alle de arbejdere, den repræsenterer.

Disse fælles holdninger bygger på kompromiser mellem store og små fagforbund, mellem forskellige fagforeningskulturer, stærkere og svagere foreninger og ret progressive eller mere passive medlemmer.

Ydermere har europæiske organisationer med sæde i Bruxelles det rygte, at de er afhængige af EU's budget, hvilket kan begrænse deres uafhængighed, selvbestemmelse og evne til at stå op imod de negative politikker, der foreslås af de samme institutioner, der underskriver lønningschecken.

Derfor sætter ETF en ære i, at vores indtægter udelukkende kommer fra medlemsorganisationerne og ITF. Faktisk spekulerer vi ofte på, om ikke holdningerne hos visse søsterorganisationer i EU kun kan retfærdiggøres ved den store afhængighed af EU-budgettet.

...

Den sociale modeler under angreb

På vores sidste kongres i 2009,vedtog ETF en række resolutioner, som klart identificerede de allerede dengang udbredte finansielle og økonomiske kriser, der er resultatet af årtiers neo-liberale politik. De stammer fra de indre modsætninger i den eksisterende økonomiske verdensorden.

Dereguleringen af økonomien, privatiseringen af offentlig service, omfordelingen af rigdom fra bunden til toppen og »finansialiseringen« af økonomien har alt sammen bidraget til at skabe de nuværende kriser.

Den neo-liberale tænkning fortalte os, at deregulering og privatisering ville sætte gang i økonomien og gøre den mere effektiv.... Det er nu klart, at dette ikke var andet end et ideologisk røgslør, der skulle dække over de rige og magtfuldes interesser og strategier.

Og hvis nogen skulle tro, at den neo-liberale politik så ville blive komplet miskrediteret, er virkeligheden, at vi lige nu i EU har en overvældende majoritet af statsledere og regeringer, der følger denne ideologiske politik....

Dette enorme skifte i samfundets magtbalance, der har udviklet sig i de sidste 30 år, underminerer selve eksistensen af den europæiske sociale model.

Arbejdsgiverne trækker sig gradvist ud af den sociale pagt, der udgjorde basis i denne sociale model i perioden efter Anden Verdenskrig. De er begyndt at angribe det, de tidligere accepterede som en del af brede sociale kompromisser.

Arbejdsløsheden stiger på grund af krisen til rekordhøje niveauer i de fleste europæiske lande, og det berører mest de unge. Usikre ansættelser eksploderer i mange lande.... Socialhjælp, pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse er under angreb over hele Europa.

Bekæmp EU-domme

Kollektive overenskomster og fællesaftaler undermineres af EU-domstolen. Virkningen af de infame domme i Viking-, Laval-, Rüffert og Luxemburg-sagerne er stadig gældende, og de repræsenterer en dramatisk nyudvikling i Europa.

Budskabet fra EU-domstolen er, at arbejdsmarkedslovgivningen ikke længere alene er den enkelte nationalstats ansvar, og at den er nu underordnet den fri bevægelighed af kapital, varer og tjenesteydelser, underordnet det fri marked.

Dommene har yderligere gjort det klart, at enhver fagforeningsaktion kan dømmes ulovlig, hvis domstolen finder den »uforholdsmæssig« i den aktuelle sammenhæng.

Disse domme repræsenterer et enormt angreb på faglige rettigheder i Europa. Massiv social dumping vil blot være en af de alvorlige følger. I kombination med den finansielle og økonomiske krise volder de endnu mere skade.

Dommene signalerer en mere autoritær og undertrykkende politik mod fagforeningerne for at »løse« krisen til gavn for spekulanter og store firmaer. Fagbevægelsen må derfor møde disse udfordringer med stærk modstand og modarbejde dommene og rette op på den lovmæssige situation.

Ret kampen mod krisens årsager

Nogle siger, jeg er for kritisk mod de overordnede ledelsesmetoder i den europæiske fagbevægelse. På det europæiske arbejdsmarked hersker der stadig den indstilling, at man skal lave kompromisser på grundlæggende principper. Ja, man tør end ikke sætte de emner til diskussion, som hverken arbejdsgiverne eller Kommissionen ønsker at diskutere.

Alt for mange landes fagforeningscentre føler sig tvunget til at underskrive aftaler, der betyder tilbageskridt, med henvisning til en såkaldt ansvarlig forpligtelse til »fremskridt og modernisering« eller »for at undgå værre stramninger«.

Dette har, foruden et betragteligt tab af rettigheder og goder, ført til miskredit og lavere tilslutning til fagforeninger. Mest synligt er sagen med de spanske »indignados«, som følte sig forladt af de store spanske fagforbund, som har alt for let ved at sætte deres underskrift på regeringsaftaler, uden overhovedet at høre deres medlemmer først.

Undersøgelser henviser til, at i nogle lande er medlemmernes deltagelse i fagforeningernes beslutningsprocesser omvendt proportional med fagforeningernes deltagelse i de officielle rådgivende forsamlinger, hvor nogle få fagforeningsledere tager beslutninger om hele arbejdsstyrkens skæbne, uden at den bliver spurgt.

Ud fra vores erfaring i transportsektoren tror vi, at der er plads til at kæmpe mod sådanne fremgangsmåder, uden at underminere arbejderes leve- og arbejdsforhold. Ethvert tiltag for at modvirke krisen og de politikker, der gemmer sig bag den, skal derfor ikke bare rettes mod dens symptomer, men dens egentlige årsager.

Det, vi behøver, er omfattende genregulering og demokratisering af økonomien. Vi er nødt til at arbejde på at genoprette den magtbalance, vi har mistet. Fagforeningerne skal møde denne situation med en modoffensiv. Det er på tide at kæmpe tilbage. Vi kan lære af vores historie, at det i sidste ende er vores fagforeningers styrke, vores evne til at handle og vores gensidige solidaritet, der er afgørende.

Mobilisér fra gulvet

Uden falsk beskedenhed vil jeg sige, at ETF har spillet en vigtig rolle i den europæiske fagbevægelses historie med sin kamp mod to havnedirektiver, som blev slået tilbage....

Den vigtigste faktor i de kampagner var, at vi fra begyndelsen havde en tro på, at det var muligt at stoppe yderligere liberalisering af alt havnearbejde. Og de europæiske blokader og demonstrationer i Bruxelles, Rotterdam og Strasbourg har virkelig vist denne beslutsomhed.

For nylig opnåede vores kollegaer i vejtransportsektoren en anden betydelig sejr ved at nedkæmpe Kommissionens planer om at undtage selverhvervende chauffører fra arbejdstidsdirektivet for vejtransport. Til trods for alle dem, heriblandt endda fagforbund, der påstod at det aldrig kunne lade sig gøre, stemte et flertal af medlemmerne af EU-parlamentet mod Kommissionens forslag og tvang Kommissionen til at trække i land.

Én ting stod imidlertid klart: De kampagner, vi har ført, måtte planlægges godt i forvejen, med massiv information til medlemmerne, med personlige kontakter til politikere og især til medlemmerne af EU-parlamentet.

Man kan ikke mobilisere sine medlemmer via e-mail; til trods for de fordele brugen af informationsteknologier har bragt med sig også for fagforeninger. Der findes ingen administrative eller bureaukratiske procedurer, der kan erstatte den direkte kontakt til folkene på gulvet.

ETF er derfor opsat på at organisere flere transportarbejdere, styrke vores fagforeninger, opbygge alliancer såvel i som udenfor fagbevægelsen, udvikle alternative politikker og mobilisere vores medlemmer. Dette er, tror vi, den måde hvorpå EFS bliver nødt til at gentænke sin analyse og sine strategier....

Vores krav skal være at afvæbne finansspekulanterne, at demokratisere økonomien, at fremme investeringer i bæredygtigt miljø i den virkelige økonomi, at skabe arbejdspladser og anstændigt arbejde og at sikre høj kvalitet i velfærd. Arbejdsmarkeds- og fagforeningsrettigheder og andre fundamentale menneskerettigheder må prioriteres frem for det frie markeds økonomiske dogmer.

EU’s institutioner og regeringer skal  utvetydigt have at vide, at disse angreb på arbejdsmarkeds- og fagforeningsrettigheder og begrænsninger for faglige aktioner  aldrig vil blive accepteret. Vi vil bruge ethvert muligt middel for at modarbejde dem – om nødvendigt også strejkevåbenet.

Ovenstående tale blev holdt på Fagbevægelsen Mod Unionens konference »Fagre nye Europa«. Talen er lettere forkortet af redaktionen.