Det er en dybt alvorlig og meget tragisk sag, når en borgers sag viser, at en permanent førtidspension er berettiget, fordi vedkommende har mistet arbejdsevnen – totalt!

Førtidspension er ikke noget, der tilkendes for sjov. Og det er så langt fra sjovt at være uden arbejdsevne. Faktisk er man temmelig syg eller handicappet, såfremt man tilkendes en førtidspension.

PJ

af Mette Valentin, Ullerslev, socialrådgiver, regionsrådsmedlem For Socialistisk Balance i Regionsrådet i Region Syddanmark

Førtidspension – er det en gratis P-billet på velfærdssamfundets 3. klasse eller en nødvendig tilkendelse som følge af kronisk, uopretteligt tab af arbejdsevne?

Førtidspensionsdebatten raser igen. Nu vil den nye regering det stigende antal førtidspensioner til livs; der er blevet råbt til værdikamp:

Ikke mere passiv parkering af borgere, som har bare den mindste teoretiske mulighed for at oparbejde/opnå få timers ugentlig beskæftigelse – på særlige vilkår, hos en behjertet arbejdsgiver.

Slut med førtidspension, hvis man er under 40 år! Op af stolene og ud i samfundet med dem – alle de her nassere på systemet.

 Sådan lyder det næsten, når man hører de meget tynde og decideret usaglige argumenter for at sætte en aldersgrænse for tildeling af førtidspension.

Men kronisk og uopretteligt tab af arbejdsevne er altså ikke noget aldersbetinget. Det kommer i særdeleshed som følge af sygdom og ulykke – hvilket i sig selv bestemt er traumatiserende nok for et menneske.

Det er ofte forbundet med et stigende antal tilstødende såvel sociale som økonomiske og familiemæssige problemer at miste arbejdsevnen.

Det er ofte mennesker i dyb krise, som tilkendes førtidspension – og står tilbage med sygdom, handicap, et stigende komplekst problemfelt omkring sig og meget andet. Dertil en yderst spinkel økonomi for resten af livet.

Og her er der netop noget, der glipper: At vi så slipper dem, for det er ofte her, de for alvor har brug for os for at komme igennem krisen og til at hjælpe med, at der er indhold, nogle strukturer og nogle varme hænder, til at hjælpe dem videre, trods tabet af arbejdsevnen.

Men i stedet straffer vi dem nu og nægter dem – såfremt de er under 40 år – adgang til at kunne opnå førtidspension. Virkeligt flot!

Førtidspension ydes ikke lemfældigt

Det er ude i virkeligheden, på landets jobcentre temmelig trist, når nogen – ung som ældre – tilkendes en førtidspension, og det dermed slås fast. at denne borger har mistet sin arbejdsevne for bestandig.

Det er ikke noget, der tilkendes for sjov, og det er så langt fra sjovt at være uden arbejdsevne. Faktisk er man temmelig syg eller handicappet, såfremt man tilkendes en førtidspension.

Sådan er reglerne. De er ret skrappe, reglerne, og forløbet frem til en tilkendelse kan af og til vare flere – opslidende – år. Men reglerne er der for at sikre, at ingen uretmæssigt tildeles førtidspension.

Og dem følger socialrådgiverne naturligvis – under skarp bevogtning fra ledelse og politikere i kommunen.

Så jeg ved ikke rigtigt, hvor det er, regeringen vil hen med en aldersgrænse for førtidspension. At drive de her borgere endnu mere rundt i manegen, helt indtil de bliver 40 år, det er jo både absurd og hjerteløst.

Det kan jeg ikke tro, at regeringen vil. Regeringen må tro, at førtidspensionister er nogle andre end dem, som jeg beskriver ud fra mine erfaringer som socialrådgiver. Men det er det ikke.

Man parkerer nemlig ikke nogen på permanent førtidspension af bekvemmelighedsgrunde. Det er en dybt alvorlig og meget tragisk sag, når en borgers sag viser, at en permanent førtidspension er berettiget, fordi vedkommende har mistet arbejdsevnen – totalt!

Måske regeringen tror, at der er en masse  socialrådgivere, som tilkender uberettigede førtidspensioner til borgere under 40 år? Det kunne tænkes.

Det kunne for eksempel være, fordi der reelt mangler muligheder for at tillade borgere at være syge i længere tid, skadede eller bare midlertidigt uarbejdsdygtige.

Det er nemlig under VKO’s 10-årige regime blevet gjort til et enten-eller: Enten kan man arbejde (og så skal man – og nu) eller også kan man ikke arbejde.

Men den herskende opfattelse synes også at være, at det må man da alligevel kunne, og i de fleste tilfælde skal man det så.

Skrappe og rigide regler

Socialrådgiverne tilkender ikke førtidspensioner. Det må og kan de nemlig ikke. De indstiller førtidspensionssager til det kommunale Pensionsnævn.

I Pensionsnævnet  tilkendes kun de førtidspensioner, som opfylder alle krav og retningslinjer. Herunder det dokumenterede, kroniske tab af hele arbejdsevnen for bestandigt.

Sagt med andre ord: Jeg har meget svært ved at se formålet med at stramme reglerne endnu mere op – blandt andet ved at sætte en kunstig grænse op for, hvornår man er gammel nok til at miste sin arbejdsevne for bestandigt.

Men jeg ser en god grund til, at vi ser på førtidspensionister med nye øjne som mulige varme hænder, frivillige eller blot medborgere, som også skal inviteres med og inddrages i de lokale fællesskaber, som de medmennesker og de ressourcer, som de trods alt stadigvæk er.

Nogle førtidspensionister har kortere eller længere »gode perioder«, hvor de for eksempel formår at lave frivilligt arbejde, sælge kunst eller lignende.

Men gør de det, så risikerer de at miste deres førtidspension. Det er jo ikke særlig smart. På den måde holdes de også nede i stedet for at blive støttet i at arbejde, når de kan, og modtage førtidspension, når de ikke kan – uden yderligere bureaukrati og kratluskeri.

Så er det, jeg tænker: Måske vi bare skal indrette systemet mere fleksibelt, mere menneskeligt – i stedet for at forbyde og sætte absurde aldersgrænser op, tilbyde muligheder, give støtte og hjælp til førtidspensionisterne – helt fra tilkendelsen af – og sammen finde ud af at komme videre, selv uden arbejdsevne, syg, eller handicappet for livet og på førtidspension.

Og så lige til det om førtidspensionister, som er aktive og tilsyneladende raske medborgere:

Fleksibilitet og visioner

Hvis en førtidspensionist opnår bedring, er vedkommende forpligtet til at fortælle det, og sagen vil blive genoptaget.

Man kan også vælge at tilkende førtidspensionen tidsbegrænset, og således – såfremt der er bare spinkle håb om langsigtet bedring – efter for eksempel fem år revurdere sagen og borgerens helbred/arbejdsevner.

Hertil kommer, at mange sygdomme ikke er synlige, herunder ikke mindst de psykiatriske lidelser. Det bliver sygdommen ikke mindre invaliderende af i forhold til arbejdsmarkedet. Det skal omgivelserne også vide – og huske!

Det er altså ikke tilkendelserne, den er gal med. Det er det faktum, at vores samfund producerer stadigt flere uproduktive borgere, som tærer kraftigt på samfundets pengepung på flere planer.

Det skal vi gøre noget ved. Ved at skabe mindre ulighed, bedre muligheder, mere sundhed, flere varme hænder – fra starten af. Og så skal vi sidst, men ikke mindst, lade være med at sparke nedad og lade den stramme samfundsøkonomi gå ud over dem, som allerede ligger ned. Det duer altså ikke.

»De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs« – det var min forventning til, hvilket menneskesyn jeg ville se fremmet fra en S-R-SF ledet regering. Men det er det desværre så langt fra på det her punkt.

Et punkt, hvor venstrefløjen tidligere har haft frugtbare ideer, visioner og målsætninger.

Men nu fortoner det sig til lyden af beskæftigelsesministerens udmeldinger om strammere regler, 40 års-grænse og »Stop for passiv parkering« – stik mod saglig og faglig viden på området og til stor skade for dem, som det går ud over.

Det synes jeg mildest talt er bekymrende!