Argentinas kommunister efter præsidentvalget i 2011: Højrefløjen er som slanger, hamskifte gør dem blinde, men de er stadig giftige.

Søndag den 23. oktober var Maj-Pladsen i Buenos Aires fyldt af mennesker, der fejrede den massive valgsejr til præsident Christina Kirchner. Nu er opgaven at give den folkelige mobilisering retning og radikale mål, påpeger Argentinas kommunister.

ABI

af Leonardo Juárez, medlem af Argentinas Kommunistiske Parti, Centralkomitéen.

Med 54 procent af de afgivne stemmer og med en afstand på næsten otte millioner stemmer ned til nummer to, blev Sejrsfrontens præsidentkandidat Christina Fernández de Kirchner genvalgt ved præsidentvalget den 23. oktober sidste år.

Disse overbevisende tal bekræfter nok engang peronismens 1) store evne til at tilpasse sig skiftende politiske vilkår. Peronismen har nu brilleret som en stærk motor i en valgkamp og som et parti i rollen som det værktøj, der administrerer staten.

Det skyldes ikke mindst det netværk af alliancer, der er skabt internt i partiet mellem den nationale regering og partiets egne provinsguvernører, hvor man i forvaltningerne udmanøvrerer modparten.

Valgresultatet viser os, at højrefløjen, som stillede spørgsmålstegn ved en række af regeringens centrale planer om at genovertage det privatiserede pensionsvæsen, vedrørende menneskerettigheder, latinamerikansk integration med mere. Denne uenighed blev fremlagt at toppolitikere som Carrio, Duhalde og Alfonsin, men den blev entydigt afvist ved valget.

På den anden side af peronisterne afslører valgresultatet de begrænsninger, som dele af venstrefløjen og centrum-venstre står med. Disse politiske kræfter har lagt meget vægt på påstanden om, at det er slut med Kirchner-legenden. På dette grundlag var man systematisk i opposition til regeringen. Denne del af oppositionen er blevet overtrumfet af regeringen, og den er stærkt utilfreds med at være blevet frataget en politisk indflydelse, som man efter en stor indsats havde vundet i nogle dele af samfundet.

Præsidenten står stærkt men lammet

Konsolideringen af den præsidentielle ledelse men fortsatte vanskeligheder med at udfolde magten ned gennem systemet – hvilket et fælles problem i en række latinamerikanske processer – bringer nu valgets vindere i en situation, hvor de står ansigt til ansigt med dette problem, som trænger sig på. På en og samme tid øges deres magt og udstilles deres svaghed.

Her ligger nøglen til at kunne udvikle regeringens politik og den politiske proces i Argentina i den kommende periode.

Oppositionens svage valgresultat får alle til at rette blikket mod Kirchner-fænomenet og imod præsidentens parti.

I første omgang spekuleres der i, hvilke uenigheder, der vil vise sig omkring, hvordan man vælger at imødegå de uomgængelige følger af den internationale krise.

En række samfundssektorer søger at skaffe international finansiering. For dem er forholdet til Paris-Klubben 2) afgørende. Deres repræsentanter i regeringen vil, som vi alle véd, slås for at opfylde anbefalingerne fra Paris-Klubben. Konsekvenserne kender vi godt – det handler om nedskæringer på de offentlige udgifter, lønninger etc.

En sådan politik vil så sikkert som ‘amen i kirken’ føre til repression. Hvis nogen skulle være ramt af glemsomhed, så kan de blot kigge i det europæiske spejl.

Andre dele af regeringen ønsker at satse på de hjemlige kilder til finansiering – blandt andet Centralbanken og pensionsmidlerne samt undersøge mulighederne for en skattereform, der kunne øge statens indtægter.

I denne forbindelse kommer der abstrakte appeller om national enhed, hvor der i lyset af krisen udsendes modsigelsesfyldte signaler, hvor man på den ene side opfordrer til at organisere militant politisk handlekraft fra neden for at fremme nødvendige forandringer og på den anden side for eksempel åbner for at sektoren omkring industrilandbruget får indrømmelser og støtte til at producere biobrændstof – trods de enormt skadelige konsekvenser det har i en verden, hvor mennesker har brug for at spise, og man så anvender maden til brændstof.

Højrefløjen har foreløbigt haft store vanskeligheder med at udtrykke politisk opposition på grund af et interessant fænomen, nemlig at oppositionen findes inde i selve det sejrende peronistparti.

Det samme oplever man i provinserne og andre lokale politiske ledelser, hvor tal viser, at nærmest alle har vundet med et stemmetal på over 50 procent. I forlængelse af den for peronismen så velkendte lunefuldhed – ikke mindst når det handler om økonomi – så er det rimeligt at forestille sig et scenarium, hvor de økonomiske og ideologisk forskelle i partiledelsen udvikler sig til egentlige kampe når vi kommer til et præsidentskifte.

Valg gennemføres som bekendt hvert fjerde år. Ved dette valg har der uomtvisteligt været stor støtte til fru præsidenten. Men lige så sikkert er det, at den politiske legitimitet skal genvindes hver dag. Det har en række guvernører og lokale politiske ledere erfaret; Scioli, Urtubey og De la Sota for blot at nævne nogle.

Og denne politiske dynamik – med at mobilisere politisk opbakning – skal man partiets ledere forstå, for at få den føderale peronisme til at fungere på nationalt plan.

Disse forhold er ikke mindst centrale, fordi kræfter ønsker at genrejse topartisystemet i Argentina – peronismen over for de radikalt konservative – netop det system, som brød sammen i 2001 (da folkelige protester styrtede fire præsidenter og regeringer på få måneder, red.). Dette perspektiv udgør ikke en fatal trussel mod regeringspartiet, men muligvis vil vi se en vis nedbrydning og opløsning af det.

Radikal handling nu

Denne politiske udvikling i Argentina stiller os over for en række vigtige og påtrængende opgaver. Der er behov for en radikalisering af de politiske og økonomiske initiativer:

* en ny banklovgivning.

* en skattereform, som grundlæggende ændrer den måde, hvorpå den argentinske stat opkræver skat.

* statslige genovertagelse af energisektoren.

* national kontrol med korn- og kødproduktionen.

* kontrol med korneksporten.

* en selvstændig og folkelig politik for driften af landets jernbaner.

Dette er blot en række eksempler.

Vi står i en situation, hvor der åbenlyst eksisterer to gensidigt forbundne mangler: Fraværet af en sociopolitisk polarisering eller udskilning, og som følge deraf står vi uden det nye politiske alternativ. Det alternativ, skal i den aktuelle politiske situation fastlægge målene og udstikke en mulig vej til at nå disse mål.

Det vil vi ikke opnå med blot mere styrke under den nuværende ledelse og heller ikke via det nuværende regeringsparti.

Altså nutiden politiske situation forpligter de folkelige kræfter til umiddelbart og resolut at fremme en forening af de grupper, der er samlet i Sejrsfrontens, og som er toneangivende i dagens peronisme.

Enheden skal ikke nødvendigvis omfatte hele peronistbevægelsen, men skal omfatte centrum-venstre, venstrefløjen, uafhængige og alle de, der er klar til at gå med i en samfundskraft, der er kendetegnet ved organisatorisk bredde og politisk dybde – og som samtidig kan gå i spidsen for den folkelige mobilisering, der gør det muligt med held af kæmpe for de forandringer, som den nuværende historiske etape kræver – både i et nationalt og i en internationalt perspektiv.

Det er ikke tid til at hvile sig på lauerbærene. For højrefløjen er som slangen, der rigtig nok bliver blind under hamskifte, men den bevarer giften.

Argentinas Kommunistiske Parti anbefalede ved valget at stemme på præsident Christina Fernández de Kirchner og Sejrsfrontens kandidater de fleste steder. Der var dog en række lokalvalg, hvor kommunisterne indgik andre valgalliancer, fordi peronisterne opstillede reaktionære kandidater.