Land grabbing fører ofte til øget lokal fødevareusikkerhed. For eksempel er det hungersnødramte Etiopien et af de lande, der har udbudt mest land.

Fattige jordejere rundt om i verden bliver forflyttet imod deres vilje og uden muligheder for at komme med indvendinger eller ytre deres ejerskabsforhold og rettigheder til den jord, de altid har boet på.

farmlandbgrab.org

af Angelika Marning, Afrika kontakt

Kampen om adgang og rettighed til land er, ligesom kampen om andre naturressourcer, et aktuelt problem i store dele af verden.

Emner som befolkningsvækst og ørkenspredning har sat ekstra fokus på problematikken om svindende landbrugsjord.

Fremmede regeringer har fundet en vej til forbedring af fødevaresikkerheden, og multinationale investorer finder afkast af deres investeringer:

De opkøber store områder af landbrugsjord, primært i Afrika – hvor 75-80 procent af den dyrkbare jord ikke udnyttes – for at opbygge industrier, der kan mætte den udviklede verdens efterspørgsel efter fødevarer og miljørigtig brændsel.

Man taler i dag om et »second rush for Africa«. Dette resulterer oftest i, at den lokale befolkning, der dyrker den jord, der efterspørges, i bedste tilfælde bliver forflyttet, men oftest simpelthen bliver overladt til sig selv uden land eller livsgrundlag.

Opkøbene går værst ud over de fattigste grupper, der ikke har andre muligheder end subsistenslandbrug for at sikre deres overlevelse.

For disse udsatte grupper er retten til jord en central del af deres identitet, og derfor er det ikke kun deres overlevelse, men også deres livsformer og kultur, der trues, når de mister jorden.

Retsløse bønder

Fattige afrikanske småbønder kæmper derfor i øjeblikket for at beholde eller få rettighederne tilbage til den jord, der oprindelig tilhørte dem.

Afrika Kontakt og vores partnere i Sydafrika og Zambia fokuserer på, hvordan fattige jordejere rundt om i verden bliver forflyttet imod deres vilje og uden muligheder for at komme med indvendinger eller ytre deres ejerskabsforhold og rettigheder til den jord, de altid har boet på.

De ofte stærkt marginaliserede mennesker bliver tvunget, oftest af deres egen regering, til at forlade deres jord og hjem gennem generationer til fordel for industriudvikling.

Med en lille eller ubetydelig kompensation til at opbygge et nyt liv andre steder bliver hele småsamfund bedt om at »flytte andre steder hen«. Men hvor er dette »væk«, og hvilket liv venter der de interne flygtninge i »væk«?

Afrika er især hårdt ramt, da cirka 70 procent af det globale opkøb af jord foregår netop der. Desuden eksisterer der i mange afrikanske lande parallelt to forskellige former for jordeje: ét efter vestligt forbillede, såkaldt »freehold«, og et »traditionelt« system, hvor brugen af jorden bliver administreret af de traditionelle ledere i småsamfundene.

Problemet med dette system er, at bønderne ikke reelt ejer jorden, men at den i stedet ejes af regeringen, der af forskellige grunde (formelt for at udvikle landbruget) er begyndt  at udbyde jorden til internationale investorer gennem lejekontrakter på op til 99 år.

Så selvom et småsamfund har eksisteret det samme sted i mange hundrede år, kan dette undermineres fuldstændig ved, at der udstedes et dokument, der øjeblikkelig gør de pågældende mennesker til flygtninge i deres eget land.

Både deres land og deres hjem bliver givet væk, uden at de har nogen indflydelse på det. Situationen, som den ser ud nu, er kaotisk – med hele landsbyer der bliver tvangsforflyttet. Men problemet – det virkelige, fremtidige problem – bliver at afgøre, hvem de retmæssige ejere af jorden er.

uoverskuelige konsekvenser

Og her er det ikke svært at gennemskue, hvem der bliver taberne. De fattigste har ikke én stemme, der kan gøre krav på den jord, der retmæssigt tilhører dem.

Og selvom regeringerne nyder godt af de kortsigtede indtægter, er heller ikke de i stand til at overskue de langsigtede (eller for den sags skyld de kortsigtede) konsekvenser af opkøbene, der eksempelvis kan være med til at forværre allerede indviklede forhold mellem lokale grupper af traditionelle autoriteter og småbønder.

Så udover at tage jorden fra folk, der har den oprindelige ret til den, er der andre problemer med land grabbing:

De nye, monokulturelle landbrug er skadelige for biodiversiteten; kontrakterne med udenlandske investorer er ofte uklare i forhold til deres ansvar; der er en stor risiko for vandmangel, da de afgrøder, der bruges til biobrændsel, er meget vandkrævende.

Desuden opstår der ofte øget fødevareusikkerhed i de berørte lande. For eksempel er det hungersnødramte Etiopien et af de lande, der har udbudt – og udbyder – mest land.

Land grabbing har altså stor betydning økonomisk og socialt for disse samfund, og det er uden tvivl med til yderligere at marginalisere og forringe levevilkårene for de mest udsatte grupper.

yderligere forværring

Ikke alene fordi fattigdommen i disse områder intensiveres massivt, men samtidig opstår der kronisk usikkerhed omkring føde og adgang til rent vand, hvilket gør disse grupper ekstra udsatte for livsfarlige og kroniske sygdomme.

Disse problemer er direkte forårsaget af manglende rettigheder til land og mangelfulde politikker. Lovgivningen, der burde have som hovedformål at beskytte netop disse udsatte grupper, er uklar.

En særlig udsat gruppe, som ellers ifølge forskellige undersøgelser er mere effektiv til at udnytte jorden, er kvinderne. Men de er ofte låst fast i fattigdom, fordi de hverken kan eje eller arve jord. Det rammer især enker og enlige kvinde.

Afrika Kontakt samarbejder med lokale organisationer, der støtter de berørte befolkningsgrupper i kampen mod deres egen regering om de mange tønder land, der udbydes til udenlandske firmaer.

Men der er behov for et langt større, internationalt fokus på denne problematik.

Artiklen har været bragt i Afrika Kontakts’s blad WOZA. www. afrika.dk