Ved fredagens march i Ljublino så man på en fremtrædende plads et stort norsk flag. Man kan så gisne om meningen her med. Mere klare er russiske højrenationalisters forbindelser til Danmark.

Deres »Russiske March« forløb under parolerne »Nej til fortsat fodring af Kaukasus« og »Rusland for russere« samt spredte: »Sieg Heil«. De overvejende unge deltagere, hvis bedstefædre i 1945 besejrede Nazityskland, medbragte fra en røverkapitalistisk hverdag et had til Ruslands ikke-ariske racer og til det, de kalder »Magtens slyngler og tyve«.

Arkivfoto

af Aksel V. Carlsen, ph.d., lektor emeritus, Esbjerg

Ruslands nye helligdag, »Folkets enhed«, blev i fredags officielt markeret i mange byer, uden at datoen giver den brede befolkning nogen mening.

Enhedsdagen skulle minde om det folkeopbud, der i 1612 fik smidt polske tropper ud af Moskva og blev afslutningen på det, historiebøgerne kalder for »perioden for splid og forvirring«.

Vor tids menige russer ser dog ingen aktuel grund til at juble over en flok polakkers nederlag for 400 år siden eller tegn på, at nutidens splid og forvirring er afsluttet.   

Det russiske regime har givet folket denne nye fridag som erstatning for 7. november – årsdagen for den russiske revolution i 1917. Sammen med Ruslands LO finansierede man fredagens uddeling af balloner, balalajka-musik og dans, imens ortodokse præster prædikede servil underdanighed.

Som drivkraft for disse »folkefester« blev premierminister Vladimir Putins ungdomsbevægelse »Nashi« (vore egne) mobiliseret. Alene denne bevægelses navn afspejler en opdeling i »vi« og »de andre«, der virker særlig absurd på »enhedens dag«.

Den Russiske March

Toppen af det absurde var, at det største tilløbsstykke denne dag var højrenationalisternes arrangementer. Deres ekskluderende macho-råstyrke og fobier gik hånd i hånd med ortodokse præster.

I Moskva var helgen-ikonerne samt monarkistiske flag og variationer af hagekors fremtrædende, da 7000 - 10.000 i fredags marcherede gennem bydelen, Ljublino. Det samme skete i snesevis andre byer.

Deres »Russiske March« forløb under parolerne »Nej til fortsat fodring af Kaukasus« og »Rusland for russere« samt spredte: »Sieg Heil«. De overvejende unge deltagere, hvis bedstefædre i 1945 besejrede Nazityskland, medbragte fra en røverkapitalistisk hverdag et had til Ruslands ikke-ariske racer og til det, de kalder »Magtens slyngler og tyve«. Alt sammen – udtryk for den frustration og det mentale tomrum, der præger Rusland 20 år efter Sovjetunionens fald. 

Nogle af de tusinder marchdeltagere i Ljublino-bydelen var »blot« nysgerrige, der gik rundt med små zar-russiske sort-gul-hvide imperieflag. Men flere hundreder (mange hætteklædte), der efter marchen blev tilbage for at lytte til talerne, er tilknyttet Ruslands mange højrefløjsorganisationer: nationalister, nynazister, monarkister og andre.

Denne type organisationer, der opstod i Gorbatjovs perestrojka-år, fik frit spil under Jeltsins røverkapitalisme. De opstillede til flere valg, men uden nævneværdige resultater. Med Jeltsins, og senere Putins krige i Tjetjenien, fulgte en samfundsforrådnelse, hvor højreekstremisterne fik større rum.

Nok har myndighederne selektivt slået ned på ekstrem højrenationalisme, senest er »Slavisk Union« forbudt på grund af »opfordring til etnisk had«, men de sidste syv års »Russiske Marcher« har pustet liv i den nationalistiske bølge.

Super-russerne

Det, der knytter disse grupper sammen, er drømmen om det gamle russiske imperium og ønsket om en »ren« russisk race. De farer frem mod krænkelse af etniske russere, hvis eksistens angivelig er truet af en fjendtlig omverden, af en russisk »5. kolonne« af amerikansk inspirerede liberale regnedrenge og af såkaldt »fejlfarvede« kaukasere og asiater.

Russisk højrenationalisme har rødder tilbage i zar-Ruslands kolonisering og imperiebygning, hvor det berygtede »sorte hundrede« stod bag jødepogromer. Den trivedes, som blandt andet påvist af Alexander Yanov, Roy Medvedev og andre, også i sovjettiden. Nogle tider i smug, andre mere åbent, for eksempel i litterære tidsskifter Oktjabr og Molodaja gvardija.

Fra historien kendes bolsjevikkernes uenigheder omkring Sovjetstatens opbygning. Lenin stod for en føderation, der respekterede delstaternes ret til løsrivelse.

Han tog afstand fra storrussisk chauvinisme, som han i 1922 så som en tikkende bombe under revolutionen. Hans opponent, Stalin, der ønskede de nationale udkantsområder integreret i den russiske republik, repræsenterede det, Lenin advarede mod: Ikke-russeres magtambitioner ved at optræde som »super-russere«.

De sovjetiske folkeslags fællessejr i Anden Verdenskrig, blev i 1945 af Stalin tilskrevet russerne, der med hans ord var: »de førende blandt ligestillede nationer«.

Der går en lige linje fra hans »super-russiske« begejstring for fortidens zarer og fyrster – over hans antisemitiske heksejagt – og til 1990, da den national-patriotiske fløj sejrede over de marxistiske kræfter i kampen om magten i det nye Ruslands Kommunistiske Parti. Siden var dette parti ganske vist ikke årsagen, men medvirkende til Sovjetunionens fald.

Baggrunden

Nutidens nationalistiske bølge er udtryk for alvorlige sociale problemer. Bølgens bitterhed og selvmedlidenhed kan måske sammenlignes med stemningen i Tyskland efter Versailles-aftalens ydmygende sanktioner, hvor bitterhed blev et mentalt grundlag for Hitlers opstigen til magten.

Denne russiske bølge afspejler også en identitetsspaltning og søgen efter historisk kontinuitet. Det skyldes, at den røverkapitalisme, som først Vestens darling, Boris Jeltsin, og senere Putin, legitimerede, har gavnet de få, og ikke tilført den brede befolknings liv nogen substans. Tomrummet bliver udfyldt, ikke med glæde over sit land, men med nationalisme i forskellige udgaver.

Både højre- og mange på venstrefløjen deltager i glorificering af zarens imperiale fortid. Det stiller dog ikke stoltheden over sejren i Anden Verdenskrig og sovjetrumfartens triumfer i skyggen. Russisk tv spiller stadig sovjetiske film og sange, der genopliver mindet om disse bedrifter.

Fire af de i alt syv partier, der har fået lov til at opstille ved decembervalget til Ruslands parlament, har et markant nationalistisk islæt.

Bag det nye Ruslands pralende facader og trods storbyernes mange nye spisesteder, som for eksempel begejstrede danske journalister ser som bevis for et bedre liv, oplever den brede befolkning social skævhed og korruption.

Man er frustreret over den herskende klasse, hvis rigdom ofte er skabt ved kriminalitet. Forlystelseslivet og medierne, der ejes af denne klasse, kultiverer samme klasses adfærdsnormer.

Dens pengegriskhed og mandschauvinisme samt en identitet, der kombinerer vestlig luksus med underkastelse for en magtfuld russisk ortodoks kirke, virker som  ideal for unge.

Men efter 10 Jeltsin-år med underdanighed over for Vesten, fulgte 10 Putin-år i national-konservatismens tegn, og nu er mange frustreret over den autokratiske magts selviscenesættelse, hvor præsidentvalg og parlamentsvalg ses som en farce.

Udenlandske kontakter

Den russiske nationalkonservatisme præger også etniske russere i de baltiske lande og i Central- og Østeuropa. De oplevede en fælles ydmygelse, da NATO spredte død med sine »humanistiske bomber« mod jugoslaviske byer.

Det styrkede »blodets bånd« mellem de slaviske folk, men blev især brugt af russiske højrenationalister med tætte kontakter til ligesindede i udlandet.

Ved fredagens march i Ljublino så man på en fremtrædende plads et stort norsk flag. Man kan så gisne om meningen her med. Mere klare er russiske højrenationalisters forbindelser til Danmark. Den nu forbudte »Slavisk union« (SS) har meddelt, at »deres venner i Danmark« vil tale deres sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

De beretter stolt om dansk deltagelse i kamptræning sammen med SS-aktivister, hvilket bekræftes på Danmarks Nationale Fronts hjemmeside med fotos fra Moskva, hvor danskere og russere står smilende mellem et Dannebrog og et SS´ hagekorsflag.

Hvor marcherer de hen?

Årets Russiske Marcher fik stor mediedækning. Det har ifølge de sociale medier virket som en øjenåbner at opleve de ekstreme kræfter live. Og man har endnu ikke glemt de voldsomme optøjer, der fandt sted præcis for et år siden midt i Moskva, hvor flere hundrede fodboldsfans, rockere, nynazister og skinheads deltog i overfald på personer af fremmed udseende.

Ruslands politiske elite og intellektuelle har intet samlende samfundsprojekt. Som den russiske marxist, Boris Kagarlitskij, fornyelig skrev, så er deres kampråb: »Tilbage til 1800-tallets marked og til zar-russiske dyder«.

En sådan politisk dagsorden er ikke blot konservativt bevarende, men reaktionær. Over for den bliver opfordringer om at bevare sovjettidens velfærdsgarantier set som sociale taberes marginale klynk. Og opfordringer til grøn vækst, til social retfærdighed og international solidaritet betragtes som utopiske toner fra en fremmed planet.

Der findes mange venstrekræfter i Rusland, men de er splittet. Der var knap 300 deltagere i et antifascistisk møde i fredags, men 7. november blev fejret af tusinder fra Kaliningrad til Vladivostok.