Redningsplan inddæmmer gældskrisen for nu. Men græsk og sydeuropæisk gæld er langt fra væk og de grundlæggende problemer er uløste. Tilmed truer en udvikling af EU til en formynderstat.
af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Indholdet af den netop vedtagne redningsplan for eurozonen er som følger
Græsk gældseftergivelse: Europæiske banker skal eftergive 50 procent af de penge, som Grækenland skylder dem. Det er uklart, om det er oveni eller inklusive de 21 procent, som sommerens aftale vedrørende ny græsk hjælpepakke indebar.
Det har været anført, at det – i hvert fald i første omgang – skal ske gennem frivillig aftale med bankerne. Frivilligheden er et forsøg på at forhindre, at forsikringer mod tvungen gældsnedskrivning (Credit Default Swaps) udløses.
Rekapitalisering af europæiske storbanker: For at undgå, at de store europæiske banker, som har lånt Grækenland pengene, går nedenom og hjem som følge af nedskrivningen af Grækenlands gæld, skal disse »polstres« gennem tilføring af yderligere kapital.
De »systemisk vigtige« storbankers kernekapital skal udvides, så de nuværende krav fordobles. Fremover skal bankerne opfylde et krav om ni procent af deres balance mod det i dag gældende krav på fem procent.
Dette indebærer, at bankerne vil blive tilført omkring 106 milliarder euro. Den Internationale Valutafond har dog vurderet, at behovet er 200 milliarder euro.
I første omgang skal bankerne frem til sommeren 2012 selv søge at rejse denne kapital som private midler. Dernæst skal de enkelte landes regeringer træde ind. Herefter træder EU’s hjælpefond til. Hvad det sidste helt præcist indebærer, foreligger ikke oplyst.
Udvidelse af EU’s hjælpefond: For endvidere at forebygge, at gældskrisen skærpes for andre gældsramte lande, når statsobligationer fra kriselande generelt falder i værdi efter nedskrivningen af Grækenlands gæld, skal fonden udvides.
Der tales om mere end en fordobling af fonden fra de nuværende omkring 440 milliarder euro til 1000 milliarder euro.
Det skal ske efter en såkaldt »forsikringsmodel«: Eurolandene skal – i hvert fald ikke i første omgang – ikke direkte deponere flere penge i fonden udover de nuværende 440 milliarder euro (aktuelt er cirka 270 milliarder euro tilbage efter diverse hjælpepakker) .
Men fonden skal kunne forsikre investorer mod 20 til 40 procent af deres tab på statsobligationer fra svækkede eurolande.
Overnational finanspolitik i EU: Det foreslås fra navnlig tysk side, at sanktionerne ved overtrædelse af kravene i EU’s Vækst og Stabilitetspagt skal udløses automatisk, og at der udnævnes en kommissær for euroen som en slags europæisk finansminister med ret til at pålægge landene streng budgetdisciplin.
Endvidere foreslår Tyskland, at overskridelse af budgetregler skal kunne indbringes for og pådømmes af Domstolen. Og det foreslås, at alle eurolande indfører et lovfæstet loft for maksimal, offentlig gæld ligesom Tyskland selv har gjort.
Endelig har der været tale om at skærpe beslutningen fra sidste år om, at Kommissionen og Rådet skal gennemse landenes finanslovsforslag og anbefale eventuelle stramninger, før lovforslagene debatteres i de nationale parlamenter.
Skærpelsen skal bestå i, at EU’s anbefalinger bliver obligatoriske for lande, der som Grækenland er i alvorligt budgetmæssigt uføre.
Statsbankerot forebygges
Det må anerkendes, at redningsplanen vil virke, hvad angår her og nu at inddæmme gældskrisen og at forebygge skadevirkningerne af græsk statsbankerot og en ny finanskrise.
For det første lemper redningsplanens gældsnedskrivning den græske gæld, som efterhånden havde antaget et uoverstigeligt omfang. Og for det andet har planen uden tvivl reddet det europæiske banksystem fra kollaps gennem den besluttede rekapitalisering.
Mere usikkerhed synes der at være om det tredje element: udvidelsen af EU’s hjælpefond EFSF. Hvis garantiordningen kommer til at fungere, vil hjælpen til de øvrige sydeuropæiske lande dog være bragt i bedre overensstemmelse med de spanske og især italienske problemers størrelse.
Men: For det første er den græske gæld nok bragt ned, men på ingen måde bragt ud af verden. Grækenlands gæld vil stadig være så stor, at den igen vil vokse og i 2020 være nået op på italiensk niveau igen: 120 procent af BNP.
Det græske gældsproblem vil reproducere sig. Grækenland problemer er med andre kun udskudt, ikke løst.
For det andet er det store problem hjælpen til de øvrige gældslande. Spørgsmålet er helt åbenlyst, om den besluttede garantiordning kommer til at fungere. Man har netop gennem gældsnedskrivningen påført bankerne store tab, men vil alligevel gennem garantiordningen have dem til at købe flere sydeuropæiske statsobligationer. Risikoen er, at det ikke bringer de sydeuropæiske lande ud af problemerne med at finansiere deres gæld.
Grundlæggende problemer ikke løst
Hvad derimod angår gældskrisens bagvedliggende, grundlæggende problemer, løses de overvejende ikke gennem planen.
Den løser for det første ikke de sydeuropæiske landes store konkurrenceevneproblemer.
Der er indenfor eurozonen en stor og stigende ubalance mellem svagere sydeuropæisk og stærkere nordeuropæisk konkurrenceevne.
Men den satser man tilsyneladende på at forbedre i gældslandene alene gennem reduktion af løn-, velstands- og velfærdsniveau.
For det andet lægges der overfor de gældsramte lande op til at fortsætte den hidtidige besparelsespolitik. Den er imidlertid vækstdræbende og forhindrer, at de sydeuropæiske lande kan producere sig ud af gælden.
Samtidig vil denne besparelsespolitik smadre velfærden og skaber voldsom social modstand.
I forlængelse af redningsplanen vil EU’s koordinering blive på laveste fællesnævners niveau, fordi den sker på grundlag en neoliberalistisk, monetaristisk besparelsespolitik i stedet for på grundlag af en vækstpolitik, hvor de gældsramte lande hjælpes op.
Fejlkonstruktionen rettes ikke
EU og eurosystemet har et stort ansvar for udhulingen af Grækenlands og de øvrige sydeuropæiske landes konkurrenceevne. Euroen lider af en grundlæggende konstruktionsfejl:
På den ene side berøver man de sydeuropæiske lande muligheden for igennem national valutapolitik at kompensere for den konkurrencemæssige svækkelse – uden på den anden side at indføre et fælles EU-system, der gennem regionalpolitik og strukturfonde kan omfordele fra overskudslandene i nord til underskudslandene i syd og hjælpe dem til større investeringer og højere produktivitet og dermed højere konkurrenceevne.
Da finanskrisen kom og skærpede de sydeuropæiske gælds- og underskudsproblemer så meget, at de ikke mere lod sig skjule, burde EU have indset eurosystemets indbyggede fejl og også manglen på en egen omfordelings-, strukturudviklings- og vækstpolitik, der kunne hjælpe gældslandene på niveau igen.
Men eurosystemet fastholdes indædt og uændret. Er det, fordi det er til Tysklands fordel?
Det må medgives, at man med redningsplanen forsøger at forhindre, at en sådan fejlagtig økonomisk politik, som er foregået i Grækenland og andre sydeuropæiske lande, gentager sig.
Og at man omsider har indset, at en monetær union forudsætter koordinering af medlemslandenes økonomi-ske politik. Men meget afgørende er: hvilken koordinering?
Det hjælper ikke meget, hvis den sker på grundlag af en forkert økonomisk politik i form af den førte besparelsesstrategi. Så risikerer koordineringen at gøre mere skade end gavn.
Selvfølgelig skal gælden bringes ned og betales tilbage. Men uden hjælp til at komme på fode igen er landene dømt til langvarig lavvækst og forarmelse uden større udsigt til nogensinde at kunne betale sig ud af gældsproblemet.
Med eurozonens planer om en overnational finanspolitik får vi i stedet koordinering på laveste fællesnævners niveau, fordi den fælles finanspolitik primært synes at handle om at presse gældsramte lande ned i velfærd og levestandard.
Og de nationale regeringer og demokratiers indflydelse skubbes i denne proces til side af EU, der selv samtidig lider af et stort demokratisk underskud. EU, eller i hvert fald eurozonen, synes på vej til en egentlig føderation – men i form af en formynderstat.
Hermed er kimen lagt til nye økonomiske såvel som politiske kriser. Redningsplanen er næppe enden på gælds- og eurokrisen. Den er næppe heller begyndelsen på enden. Den risikerer højst at være enden på begyndelsen af krisen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
