Finansministeriet har beregnet, at hvis væksten falder med et procentpoint, vil bruttoledigheden stige til op mod 200.000. Meget tyder på, at det faktisk er, hvad vi må forvente til næste år.

Den økonomiske politik i bred forstand viderefører den nye regering VKO’s linje, ja ligger måske endda til højre herfor. Og den nye regerings økonomiske politik risikerer at blive kastebold på økonomiens bølger.

Mette Kramer Kristensen

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.

Danmark har fået en ny regering bestående af S, R og SF.

Efter næsten 14 dages forhandlinger kom så buddet på den fælles nye politik: Et regeringsgrundlag på 80 sider med titlen »Et Danmark, der står sammen«.

Regeringsgrundlaget falder for en nærmere betragtning i to, klart forskellige dele: Dels de mere bløde og/eller holdningsprægede politikområder og dels de mere »hårde« økonomisk-politiske områder.

Uanset at der også er mere »blandede fornøjelser« med både frem og tilbageskridt på for eksempel social-, sundheds- og forvaltningspolitikkernes område, er der på de mere bløde og/eller holdningsprægede politikområder tale om klare fremskridt i forhold til politikken under VKO.

Det gælder navnlig klimapolitikken, transport samt integration. Men hvad angår den økonomiske politik i bred forstand, viderefører politikken VKO’s linje, ja ligger måske endda til højre herfor.

Og den nye regerings økonomiske politik risikerer at blive kastebold på økonomiens bølger.

Hvor S-SF i »Fair Løsning« fremlagde en vækst-, beskæftigelses- og velfærdspolitik, har de Radikales krav om sikring af balance på offentlige finanser fået højeste prioritet i den nye regerings økonomiske mål.

Ifølge disse skal den strukturelle, offentlige saldo i 2020 mindst være i balance, henstillingen fra EU om strukturel forbedring af den offentlige saldo med 1,5 procent i 2011-13 skal efterleves, og der skal tilmed for offentlig gæld være en bred sikkerhedsafstand til kravene i EU’s »Stabilitets- og Vækstpagt«.

Desuden anføres som mål, at lønkonkurrenceevnen overfor udlandet skal forbedres, og at arbejdsudbuddet skal øges strukturelt med 135.000 personer frem mod 2020.

Disse mål er ganske de samme som den afgåede VK-regerings.

Det hedder da også i regeringsgrundlaget, at »… udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økono-miske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler, herunder tilbagetrækningsreformen«.

Den nye regering forpligter sig altså til at øge de offentlige indtægter og/eller reducere de offentlige udgifter lige så meget som den foregående regering.

Og hermed en ganske afgørende ting: Svigter indtægterne, har S-R-SF med andre ord bundet sig op på samme besparelsesstrategi som den forrige regering, fordi holdbarheden i de offentlige finanser ikke må svækkes.

Det kan i allerhøjeste grad blive aktuelt.

I gældskrisens stormvejr

Meget tyder nemlig på, at udfordringerne fra den økonomiske udfordring vil blive store i de kommende år, fordi den økonomiske krise vil skærpes voldsomt.

Den internationale økonomiske udvikling tegner til et nyt nedsving i de kommende år på grund af underskud og besparelser i USA og på grund af gældskrisen i EU og dermed følgende offentlige besparelser.

Dette vil hævet over enhver diskussion også smitte af på Danmark.

I Danmark har den indenlandske økonomi i forvejen kørt i lavgear siden finanskrisen på grund af lavt forbrug og et investeringsniveau i virksomhederne, der er på laveste niveau i 30 år.

Også besparelserne i offentligt forbrug har bidraget til stilstanden på den hjemmelige front. Kun eksporten har vist fremgang, men den rammes nu også via det internationale nedsving.

Hertil kommer, at vi kan blive hårdt ramt af finansiel uro, vækstfald og besparelser, når EU’s gældskrise når et foreløbigt toppunkt, når Grækenland inden længe går statsbankerot.

Hvor Finansministeriet i seneste økonomiske redegørelse meget optimistisk i 2011 skønnede en realvækst på 1,8, risikerer væksten de næste år blive langt lavere. Risikoscenarier peger ligefrem på et vækstfald helt ned til omkring 0,5 procent de næ-ste år.

Selvom vækstfaldet ikke nødvendigvis bliver helt så voldsomt, er der næppe tvivl om, at udsigten står på lavvækst, så langt øjet rækker også i Danmark med en vækstrate på højst 0,8 procent næste år og omkring 1 procent i 2013 – og i de nærmeste år vækstrater, der vil holde sig på den forkerte side af 1,5 procent

Da væksten normalt skal være omkring to procent, for at beskæftigelsen stiger, betyder lavvæksten tværtimod stigende ledighed, navnlig i de nærmeste år, hvor vækstfaldet vil slå til.

I et risikoscenario har Finansministeriet beregnet, at såfremt væksten falder med et procentpoint, så vil bruttoledigheden stige til op mod 200.000, og meget tyder på, at det faktisk er, hvad vi må forvente til næste år.

I de følgende år vil ledigheden formentlig holde sig her og kun dale langsomt.

Hermed vil selvsagt også statsunderskuddet give sig til at vokse igen, så at der i 2012 kan forventes et underskud på helt op til 120 milliarder kroner mod Finansministeriets for tiden forventede omkring 80 milliarder kroner.

Amputeret vækstpolitik

En lille, åben økonomi som Danmarks vil altid være udsat for verdensøkonomiens dønninger.

Men det er alligevel ikke uden betydning, om regeringen vil prøve at inddæmme krisen og vil give sig selv instrumenterne hertil, det vil sige føre økonomisk politik, der skaber vækst og beskæftigelse og dermed øger indtægtsgrundlaget.

Regeringsgrundlaget taler om vækstpolitik og kickstart, men ligger i denne henseende langt fra »Fair Løsning«. Her ville S-SF over en fireårig periode investere omkring 40 milliarder kroner og øge beskæftigelsen med 50-60.000.

Dette skulle ske gennem fremrykning af offentlige investeringer, samt af virksomhedsinvesteringer, samt navnlig gennem øget offentligt forbrug.

Også S-R-SF-regeringen vil som anført gennemføre en vækstreform og »…sætte gang i væksten med en effektiv kickstart af dansk økonomi«.

Det skal opnås ved, at »Investeringer for i alt 10 milliarder kroner vil blive fremrykket til 2012 ved at etablere en tilskudsordning til energirenovering af boliger i 2012 og 2013.

Herudover henvises til, at »Investeringerne skal ses i sammenhæng med udbetalingen af de indbetalte efterlønsbidrag i 2012 på cirka 17 milliarder kroner«.

Og endelig vil det det offentlige forbrug måske blive løftet i en størrelsesorden omkring otte milliarder kroner.

Hvad angår de 17 milliarder kroner fra efterlønsbidrag, er størrelsesordenen imidlertid forbundet med overordentlig stor usikkerhed.

Og hertil kommer, at det må forventes, at en stor del fra efterlønsordningen i stedet vil blive placeret i anden pensionsopsparing, og derfor ikke vil løfte forbruget.

De oprindelige omkring 40 milliarder kroner fra »Fair Løsning« kan således i »Et Danmark der står sammen« risikere at være skrumpet til det halve.

Da ydermere arbejdspladsskabelse gennem offentlige investeringer er dyre, kan beskæftigelsesløftet risikere at være skrumpet til 20-25.000 personer over en flerårig periode – mest i første år.

Kastebold

Med sine begrænsede vækst- og beskæftigelsesinitiativer vil SRSF-regeringen have meget lidt at stille op mod en sådan forværring af de økonomiske konjunkturer.

I samme retning trækker det såkaldte »forsigtighedsprincip« om ikke at bruge pengene, før de er i kassen, for det taler jo imod en aktiv finanspolitik med et midlertidigt underskud for at stimulere økonomien.

Uden nogen aktive virkemidler risikerer S-R-SF-regeringen i stedet at blive kastebold på økonomiens bølger. Hermed vil den forudsatte beskæftigelsesfremgang på 135.000 personer udeblive.

Man kan – som hidtil VKO-regeringen – fortsætte med at bogføre øget arbejdsudbud som forbedringer af den strukturelle saldo for de offentlige finanser.

Men – når det så kommer til de årlige finanslove, vil det vise sig, at der er tale om et rent papirbogholderi.

For i praksis vil den stigende ledighed og de hermed faldende skatteindtægter øge de faktiske, løbende statsunderskud og tvinge det længere op over de konvergenskrav fra EU, som S-R-SF-regeringen har som et centralt mål at overholde.

Hermed vil amputationen af vækstpolitikken meget snart slå tilbage på den nye regerings øvrige politik.

Ud fra forsigtighedsprincippet risikerer det første offer at blive de forbedringer, som S-R-SF ifølge regeringsgrundlaget vil gennemføre.

Men det vil langt fra gøre det, hvis underskuddet stiger til over 100 milliarder kroner, og det risikerer i anden omgang at tvinge den nye regering til hårdhændede besparelser på de offentlige udgifter og dermed på velfærden for at presse underskuddet ned.