Revolution skal ikke tales ned for at tale ansvarlighed op. Det eneste ansvarlige er at erstatte kapitalismen med noget meget bedre og rarere.

Det eneste ansvarlige er at erstatte kapitalismen med noget meget bedre og rarere. Fra Tahrirpladsen til Wall Street er der sendt et signal. Her er det Occupy Denmark på Rådhuspladsen lørdag i København.

Steen Flemming Jørgensen

af Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)

Valget var knap nok overstået førend pressen og den politisk elite gik i selvsving.

Enhedslistens massive fremgang sendte rystelser igennem det etablerede system. 236.860 danskere kunne umuligt bakke op om Enhedslistens ønske om et revolutionært brud med kapitalismen.

Derfor startede en sand opvisning i systemmobning i alverdens medier. Hvis vælgerne ikke vidste bedre, så skulle de fandeme få læst og påskrevet absurditeten i kravet, ideen og ønsket om en revolutionær forandring af Danmark og verden omkring os.

Ledende Enhedsliste-medlemmer blev presset, trådte vande og var til tider langt ude i hampen i deres forsøg på at tale revolution ned og ansvarlighed op.

Kamptræning kræver kamp. Det hjælper ikke at træne kampsport, hvis man ikke træner fuld kontakt. For så ved du ikke, hvordan du reagerer, når du får slag.

Men ligesom medierne og den politisk elite troede, at de havde fået skovlen under Enhedslisten og fået dem til at undsige al snak om revolution, så ramte antikapitalistiske protester lige i solar plexus.

Det arabiske forår og ånden fra Tahrirpladsen fik et vestlig udtryk: Occupy Wall Street (OWS). Én ting er oprør i Grækenland (det er jo bare en del af deres DNA), men antikapitalistiske protester med krav om revolution i »The Belly of the Beast«, det gør nas. 

Så tiden er kommet til at gentage barndommens ABC. For alle dem, der skulle vide det, for alle dem, som vakler, og for alle dem, der er nytilkomne:

Hele det kapitalistiske system er baseret på vold fra den lille gruppe af mennesker, som har totalt monopol på produktionen af værdier i verden.

Denne lille gruppe af magthavere har også monopol på voldsapparatet, med dets militære udstyr, soldater og politi og bruger det med den største effektivitet og brutalitet, hvor og hvornår nogen udfordrer og truer deres magtmonopol.

Hykleriet

Ikke desto mindre er det de demonstrerende fra Athen til New York, der udråbes som voldspsykopater, socialistiske bøller og revolutionsromantikere.

De hundredtusinder, som demonstrerede i Athen, Rom, Madrid og Lissabon mod IMF og EU-krisepolitik, bliver udråbt af den politiske elite og medierne som volds­psykopater og antidemokrater, der ikke respekterer det parlamentariske demokrati. 

Men deres fælles hykleri er – om noget – hyklerisk. For de samme politikere, som tager afstand fra gadekampene og afbrænding af finansielle institutioner, fra dem, som udfordrer deres politiske og økonomiske system, er ansvarlige for en vold, som er ved at true selve eksistensen af Jorden.

Tag for eksempel krigene i Irak, Afghanistan og Libyen. Verdens ledere har stået last og brast omkring deres eksport af demokrati med død, ødelæggelse og profit som eneste sejrherrer.

Men ingen af de ansvarlige regeringsledere har kaldt for eksempel Bush eller Blair for voldspsykopater, ej heller er Obama, Cameron eller Løkke blevet undsagt af den samlede presse for at provokere meningsløs vold.

Danmark, Tyskland, Storbritannien og USA har tilsammen brugt mere end 1925 milliarder kroner på at føre den efterhånden 10 år lange krig i Afghanistan. Beløbet er ni gange så stort som den sum, hele verden har brugt på konstruktiv civil udviklingshjælp til Afghanistan i samme periode.

Det koster Danmark cirka 20 milliarder kroner om året – blot at deltage i Afghanistan-krigen.

På samme tid som de vestlige magter og regeringer bruger milliarder af kroner på deres voldsapparat, er økonomisk hjælp til tredjeverdenslande fra den vestlige, rige verden faldet drastisk. Og millioner af mennesker i den vestlige verden lever i dyb fattigdom uden et socialt og sundhedsmæssigt sikkerhedsnet.

Økonomisk vold

Magthaverne i den vestlige verden har slagtet og myrdet titusindvis af civile – fra Irak til Balkan – i krige udkæmpet for at forsvare deres magt og profitter. Men det stopper ikke her: Obama, Cameron og G8-ledernes nyliberalistiske politik betyder, at mere end 40.000 mennesker dør af underernæring hver eneste dag.

At bede G8-lederne om at løse verdens fattigdomsproblemer, er som at bede Hells Angels og Bandidos om at finde løsninger på afskaffelse af kriminalitet. Gældsspørgsmålet for den tredje verden er et resultat af den selvsamme internationale bankstruktur, som har beriget G8-landene.

De vestlige lande presser hver eneste dag milliarder af dollars ud af verdens fattigste økonomier, for at disse kan betale deres gæld, med det resultat at 19.000 børn dør dagligt.

Disse børn bliver brutalt myrdet af den såkaldte frimarkeds-filosofi; på samme måde, som hvis de fik et siciliansk tilbud, og blev skudt i hovedet som slagtekvæg.

Fra sweat shops i Indonesien, til produktionslinjerne på fabrikkerne i USA og Kina, over ISS’s rengøringsansatte i Danmark, er multinationale firmaer ansvarlige for, at millioner af mennesker bliver nedslidte og invaliderede på grund af disse firmaers jagt på profit.

Kapitalisme er et system, der splitter mennesker gennem racisme og sexisme, smadrer folks familier og venskaber og konstant prøver at destruere menneskers værdighed og kreativitet.

Det er denne uhæmmede voldelighed og umenneskelighed fra samfundet, der driver mennesker til igen og igen at gøre modstand og oprør.

Det er derfor, at jeg som socialist aldrig vil tilslutte mig magthavernes og pressens fordømmelser af de mennesker, som gør oprør og modstand. Det betyder ikke, at jeg som socialist på nogen måde vil glorificere vold.

Faktisk er det modsatte tilfældet; grunden til, at jeg blev socialist, var præcis, fordi jeg er modstander af systemets vold mod menneskeheden.

Jeg ønsker at se en ende på krig, vold, undertrykkelse og udbytning. Men jeg anerkender også, at i en verden, hvor mennesker bliver mast til jorden på grund af fattigdom og undertrykkelse, er det ikke underligt, at folk kæmper, hvornår de end kan.

Når unge, etniske danskere slår tilbage i København, Odense og Århus, er det, fordi de i årevis har været udsat for racistiske overgreb fra politiet, diskrimination på arbejdsmarkedet og politisk nedprioritering.

De som kæmper mod konsekvenserne af den nyliberalistiske politik i Athen, Madrid eller Lissabon er mennesker, der er blevet udelukket fra enhver demokratisk indflydelse på den politik, som umenneskeliggør deres liv.

Enden på volden

Men som socialist er jeg ikke tilhænger af individuel vold, ej heller af tilfældig vold og hærværk mod magthaverne i denne verden. Derfor støtter jeg heller ikke de autonomes/anarkisternes maskebrug ved demonstrationer, for som vi har set ved store demonstrationer rundt i verden, så kan nazister og politiagenter også gemme sig bag hætter.

Og sådanne handlinger kan aldrig afskaffe et globalt system, der bygger på undertrykkelse og udbytning af milliarder af mennesker.

Som socialist ønsker jeg at involvere og mobilisere flest mulige i den kollektive kamp for en bedre verden, men det kræver, at det absolutte flertal af verdens arbejdere kommer tilbage på verdenshistoriens scene.

Kun på den måde kan vi afskaffe årsagen til volden i verden, den strukturelle, politiske og sociale, der skaber krig, forurening og elendighed, nemlig kapitalismen!  Og vores muligheder har aldrig været større de sidste 50 år.

Derfor skal revolution ikke tales ned for at tale ansvarlighed op. Det eneste ansvarlige er at erstatte kapitalismen med noget meget bedre og rarere. Fra Tahrirpladsen til Wall Street er der sendt et signal: 2011 blev året, hvor idéen om en verdensrevolution blev visualiseret.

Processen er gået i gang – eller som Slavoj Zizek sagde i sin tale til OWS-demonstrationen:

»Don't fall in love with yourselves, with the nice time we are having here. Carnivals come cheap – the true test of their worth is what remains the day efter, how our normal daily life will be changed. Fall in love with hard and patient work – we are the beginning, not the end.«

»Bliv nu ikke forelskede i jer selv, fordi vi har det rart her. Karnevaller er nemme – den virkelige prøve på deres værd er det, der står tilbage dagen efter – hvordan vores almindelige, daglige liv vil blive ændret. Bliv forelskede i hårdt og tålmodigt arbejde – vi er begyndelsen, ikke slutningen.«