Den vestlige koalition har netop indledt tilbagetrækningen fra Afghanistan. Den sidste offensiv slog efter alt at dømme fejl, og fronterne er nu ved at blive trukket op til en langvarig etnisk borgerkrig.
af Mikkel W. Kaagaard, historiker og forfatter
På ti-årsdagen for den vestlige invasion i Afghanistan er der ikke meget, som tyder på, at Taleban er på vej til at blive besejret, eller at sikkerhedssituationen i det mindste er i bedring.
I 2009 besluttede Barack Obama ellers at sende yderligere 30.000 soldater til Afghanistan for at bremse Talebans fremmarch, og siden Obama tiltrådte, har han samlet set tredoblet antallet af amerikanske soldater i landet. Samtidig benyttes både kampfly, droner og specialstyrker i lang større omfang, end da Bush var ved magten.
Beslutningen om at optrappe konflikten var ikke let for Obama, og den mødte modstand langt ind i hans egen administration, hvor vicepræsident Joe Biden efter sigende var imod. Men det amerikanske militær skulle have én sidste chance, og det stod fra starten klart, at tilbagetrækningen ville blive indledt i 2011, som dermed er blevet skæbneåret for hele krigen og den afghanske befolkning.
Volden eskalerer
Da de danske tropper blev sendt til Afghanistan lød begrundelsen, at de skulle skabe sikkerhed, så man efterfølgende kunne komme i gang med at genopbygge landet og sikre overgangen til demokrati. Men siden da er sikkerhedssituationen – som tallene viser – blevet ringere år efter år.
I 2007 blev 232 vestlige soldater dræbt i Afghanistan. I 2010 blev 711 dræbt.
I 2007 blev 278 afghanske regeringssoldater dræbt. I 2010 blev 806 dræbt.
I 2007 blev 688 afghanske politibetjente dræbt. I 2010 blev 1.250 dræbt.
I 2007 blev 1.523 afghanske civile dræbt. I 2010 blev 2.777 dræbt.
Der har dermed ikke været nogen ønskelig sammenhæng mellem voldsniveauet og antallet af vestlige, og afghanske, tropper i landet – tvært imod.
I NATO-kredse hæfter man sig ved, at de vestlige tabstal i 2011 er en smule lavere end sidste år, men de er stadig højere end i 2009 hvor Obama følte behov for at indlede sin offensiv.
Det afghanske politi udgør på mange måder den første skanse i kampen mod Taleban og de øvrige oprørsgrupper. Hver dag står de på vagt ved checkpoints i små landsbyer, og for dem er der ingen tegn på bedring. Alene i juni måned blev ikke mindre end 246 afghanske betjente dræbt.
Mest bekymrende er det dog, at de civile tabstal fortsat stiger.
I løbet af første halvår 2011 blev 1.462 civile dræbt af krigens parter, hvilket var en stigning på 15 procent i forhold til rekordåret 2010 (men også i Danmark har vi brugt mere tid på at mindes de amerikanere som blev dræbt ved terrorangrebet d. 11. september 2001).
Nato’s dødspatruljer
Et vigtig led i NATO-troppernes offensiv har været natlige aktioner mod tilholdssteder for formodede oprørsledere. De udføres af specialstyrker, der ifølge den tidligere britiske efterretningsofficer i Afghanistan, Frank Ledwidge, reelt fungerer som NATO’s dødspatruljer. Mange af Talebans lokale kommandanter blev dræbt sidste år, og det var medvirkende til spirende optimisme i den amerikanske administration, som også hæftede sig ved militær fremgang i Helmand- og Kandahar-provinsen.
Men oprørerne har hurtigt taget ved lære, og de har siden nytår gennemført en bølge af attentater.
Alene i Kandahar-provinsen, som var centrum for de amerikanske styrkers offensiv, er viceguvernøren og formanden for provinsrådet blevet dræbt ligesom politichefen og borgmesteren i hovedbyen Kandahar.
Herudover er også guvernøren og politichefen for Kunduz-provinsen, formanden for provinsrådet i Bamiyan-provinsen, politichefen for hele Nordafghanistan og præsident Karzais toprådgiver Jan Mohammed Khan, der tidligere var guvernør i Uruzgan-provinsen, blevet dræbt af oprørerne.
Ifølge FN er 190 mennesker blevet dræbt ved attentater i første halvår af 2011 – hvilket er endnu en trist rekord.
Senest er ekspræsident Burhanuddin Rabbani blevet dræbt. Som leder af fredsrådet havde han ansvaret for forsøget på at indlede forhandlinger med Taleban, og hele fredsprocessen ligger nu i ruiner. Efter i mange år at have afvist enhver snak om forhandlinger med Taleban, er de ellers blevet en vigtig brik i vestlige lederes exitstrategi.
Etnisk borgerkrig
Ifølge planen trækkes de vestlige kamptropper ud i 2014. Tilsammen betyder den forværrede sikkerhedssituation, Rabbanis død og præsident Karzais efterfølgende udmelding om at forhandlinger med Taleban nu er udelukket, at NATO-landenes afskedsgave til Afghanistan formentlig bliver en langvarig etnisk borgerkrig.
Ifølge den ledende Afghanistanforsker Candace Rondeaux fra International Crisis Group er det det mest sandsynlige udfald.
Det faktum at Rabbani overhovedet kunne blive udpeget til fredsforhandler siger meget om de etniske spændinger.
Som både krigsherre og præsident havde Rabbani sin magtbase i det tadsjikiske mindretal, der udgør omkring 27 procent af befolkningen. Selv i sin rolle som fredsmægler, udtalte han sig meget uforsonligt om Taleban, der næsten udelukkende rekrutterer sine krigere blandt de cirka 42 procent pashtunerne.
Ifølge menneskerettighedsgrupper stod Rabbani bag omfattende krigsforbrydelser i sin embedsperiode, og ledende talebanrepræsentanter havde udtalt, at der umuligt kunne laves en aftale med Rabbani. Ved protestdemonstrationer i Kabul efter attentatet, råbte en stor tadsjikisk demonstration både »død over Taleban« og »død over Karzai«, der ligeledes er pashtun.
Det forlyder desuden, at tadsjikerne, som i forvejen dominerede sikkerhedsstyrkerne, nu går endnu mere efter at placere tadsjiker på nøgleposter. Samtidig styrker de alliancen med Indien, som også i 1990’erne støttede usbekerne og tadsjikerne, mens Taleban fortsat kan regne med støtte fra Pakistan.
Ifølge professor Vali Nasr, der fungerede som toprådgiver for Richard Holbrooke, USA’s nu afdøde særlige repræsentant i Pakistan og Afghanistan, er det overvejende sandsynligt, at den afghanske kæmpehær – som i øjeblikket opbygges af vestlige instruktører – vil gå i opløsning og forværre en kommende borgerkrig.
Spinkelt håb
Således tegner Afghanistans fremtid på mange måder dyster. Ikke fordi Taleban vil kunne erobre magten i landet inden for en kortere årrække. Dertil er deres militære styrke og folkelige opbakning for ringe. Men på grund af risikoen for at landets hær og regering vil falde fra hinanden når NATO-tropperne forlader landet. Og fordi end ikke en udsættelse af tilbagetrækningen ville give meget håb.
Obamas tredobling af de amerikanske styrker i landet har blot medført en fordobling af antallet af civile dræbte.
Nøglen til Afghanistans fremtid ligger ikke længere i USA eller NATO’s hovedkvarter. Den ligger i Pakistan, hvilket præsident Karzai da også erkendte efter mordet på Rabbani. Karzai vil nu forhandle direkte med Pakistan, som ifølge det amerikanske militær både stod bag mordet på Rabbani og flere angreb i Kabul hen over sommeren. Sådanne forhandlinger ville formentlig være det bedste bud på en afslutning på konflikten.
Men spørgsmålet er om tadsjiker, hazaraer og usbekere vil være trygge ved forhandlinger mellem Pakistan, den pashtunske præsident og det pashtunske Taleban. Det er også tvivlsomt om man overhovedet kan forhandle med Pakistan hvor regeringen, militæret og efterretningstjenesten agerer uafhængigt af hinanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
