Med Blå Blok deler man krav om tilbagetrækningsreform, dagpenge, fleksjob og SU-reform. Og RV tilføjer enkelte, egne elementer som ophævelse af stoppet i ejendomsværdiskatten.
af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Valgkampen buldrer mellem de store økonomiske planer: VK’s »Reformpakken 2020« og S-SF’s »Fair Løsning 2020«.
Men i baggrunden lurer en tredje 2020 plan – De Radikales »Tag ansvar 2020« – en plan »B«, om man vil. Ifølge de Radikales (RV) selvforståelse er planen hverken blå eller rød, men lilla.
Men er RV’s plan virkelig »midt imellem«? Og kan den bedre end blå og rød plan løse krisen og de økonomiske udfordringer? Og mod hvad for regering og regeringsgrundlag peger planen?
RV’s plan vil ligesom de to andre planer sikre balance på de offentlige budgetter, samt løfte væksten. Partiet vil ikke blot finde 47 milliarder kroner i 2020, men 57 milliarder for til gengæld navnlig at kunne øge forskning og uddannelse med 8 milliarder kroner.
Herudover skal der gennemføres en øget klimaindsats, miljø og sundhed skal forbedres gennem højere, grønne og sundhedsafgifter, og sociale »fattigdomsydelser« skal afskaffes.
Forbedringen af de offentlige finanser skal sikres gennem en række økonomisk-politiske reformer, først og fremmest tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen, fleksjobreform, SU-reform, samt RV’s skatteplan »Skat der virker«, hvor et hovedelement er omlægning af beskatningen, navnlig gennem topskattelettelser.
For en umiddelbar betragtning kan det godt se ud, som om RV’s plan kombinerer elementer fra både rød og blå plan med egne.
Med Rød Blok er man for eksempel enig om at hæve beskæftigelsesfradraget samt om, hvad der skal bruges flere penge til: Uddannelse og forskning, klima og social genopretning.
Med Blå Blok deler man til gengæld krav om blandt andet tilbagetrækningsreform, dagpenge, fleksjob og SU-reform. Og endelig tilføjer RV enkelte, egne elementer, for eksempel at ejendomsværdiskattestoppet skal ophæves fra 2016.
Men: For det første synes den afsatte ramme for nye midler til velfærden langt mere begrænset i »Tag Ansvar 2020« end i »Fair Løsning 2020«, idet der inklusiv effektiviseringer er afsat 10 milliarder kroner i førstnævnte, men 28 milliarder kroner i sidstnævnte.
For det andet er den økonomiske politik grundlaget for al anden politik. Og her er elementerne i den radikale plan altovervejende taget fra den blå side, først og fremmest fra tilbagetrækningsreform, fra dagpengereform, fleksjobreform og SU-reform.
Ydermere siger RV nej til højere skatter, hvilket betyder, at de er enige med Blå Blok om stramt loft over offentlige udgifter – ligesom RV indtil nu har været enig med Blå Blok om at afvise øgede offentlige investeringer – et andet centralt element i S-SF’s vækstplan.
»Tag ansvar 2020« er således på de afgørende, økonomisk-politiske linjer langt mere blå end rød.
DE ØKONOMISKE UDFORDRINGER
Finanskrisen er som bekendt langt fra overstået. Den økonomiske rystelse i den vestlige verden har været så dyb, at krisen i stedet flytter rundt.
I dag er det den offentlige økonomi, som er hårdt ramt. Udviklingen i USA, EU og Danmark tyder på lavvækst så langt øjet rækker, muligvis helt til 2020.
Dette vil igen koste øget arbejdsløshed og arbejdspladser – op til 40.000 flere ledige kan blive resultatet af lavere vækst på de danske eksportmarkeder.
Der er således for det første centrale, økonomisk udfordringer i at reducere arbejdsløsheden, øge væksten og holde statsunderskuddet i tømme.
Det er imidlertid tvivlsomt, om den radikale plan kan løse disse udfordringer. Planens afgørende, store svaghed er manglen på beskæftigelseseffekt.
RV’s plan er i den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken på samme udbudsøkonomiske linje som VK-regeringen, idet hovedvirkemidlet er forøgelse af arbejdsudbuddet med i alt 135.000 personer frem til 2020.
Og som hos regeringen antages dette omsat i øget beskæftigelse, takket være reformerne selv og »konjunkturerne«.
Problemet er imidlertid, at der efter finanskrisens nye dyk med udsigt til lavvækst frem til 2020 ikke vil være en øget efterspørgsel til det øgede udbud af arbejdskraft – og dermed heller ingen øget beskæftigelse.
Og de Radikales plan er om muligt endnu mere blottet for egne vækst- og jobskabende elementer end regeringens.
Alt i alt betyder det også, at af planens budgetforbedringer på 53 milliarder kroner er der et hul i finansieringen på op til 35 milliard kroner årligt. Hertil kommer, at udbetaling af efterlønsbidrag og seniorførtidspension kan belaste de offentlige finanser med fem til 10 milliarder yderligere.
Hermed er det også ovenud tvivlsomt, om planen vil være bedre til at øge beskæftigelsen og væksten – eller reducere statsunderskuddet.
Tværtimod må den vurderes ringere end »Fair Løsning 2020«, som selv vil skabe arbejdspladser.
REGERINGSDANNELSEN
De Radikale ligger reelt i den økonomiske politik nærmere VK. Hvilken regering og hvilket regeringsgrundlag kommer der så ud af det, hvis de Radikales støtte bliver afgørende?
Der er næppe grund til at tvivle på, at de Radikale vil opfylde løftet om efter valget at pege på Thorning – i hvert fald som forhandlingsleder om en ny regering.
De radikale vælgere er overvejende for dette, og partiet har også for længe fremført løftet om at pege på Thorning til at kunne fravige det.
Selvom RV reelt i den centrale, økonomiske politik ligger nærmere VK, kan støtten til Thorning som forhandlingsleder hænge sammen med en forventning om, at S i sidste ende – ligesom i Nyrup-perioden – vil søge »tilbage til en ansvarlig økonomisk politik«.
De Radikale kan tænkes at satse på, at S-samarbejdet til venstre med SF er taktisk betonet op til valget for at vinde tabte venstresocialdemokratiske vælgere tilbage.
Og de Radikale kan ydermere tænkes at foretrække, at en S-ledet regering gennemfører den meget stramme, økonomiske politik og de store velfærdsforringelser, som partiets egen plan lægger op til.
For hvis VK skal gennemføre det, bliver det med venstrefløjen og med fagbevægelsen som modstandere.
De Radikale kan vurdere, at hvis omvendt S (og SF) selv svinger kniven, bliver det langt lettere at få den beske medicin til at glide ned som pris for at få magten.
Derfor behøver det ikke ubetinget ende med en Thorning-regering. RV har åbent erklæret at ville gå efter et flertal med de øvrige borgerlige partier for at gennemtrumfe – i første omgang – tilbagetrækningsreformen, men i sidste ende i det hele taget en borgerlig økonomisk politik.
Hermed er der åbnet for muligheden af et samarbejde med de borgerlige partier, hvis det skulle vise sig for vanskeligt at få S-SF til at slå af på egen politik.
Et sådant forløb har givet ikke Vestagers første prioritet, men en fortsat borgerlig regering med radikal støtte er næppe helt utænkelig.
S-SF I STRID MED EGNE?
For SF og venstrefløjen tegner sådanne udsigter naturligvis stærkt problematiske.
Falder S-SF som anført »til patten« og sluger den radikale plan, vil en S-SF regering selv komme til at gennemføre en stram økonomisk politik og en voldsom forringelse af velfærden i de kommende år.
At dette vil skuffe baglandet er indlysende. Det vil også svække en S-SF regering, fordi den bevægelse gennem de seneste år, som har kæmpet for et regeringsskifte, kan blive splittet og demobiliseret.
En S-SF regering vil dermed stå svagt mod en borgerlig opposition, som efter valget vil komme tordnende med fuldt drøn i håbet om hurtigt at komme tilbage.
Fortsætter VK-regeringen, vil det medføre fortsat amputering af velfærdsstaten gennem skattestop og skattelettelser, samt privatiseringer.
Skal det undgås, kan man selvfølgelig håbe på et flertal udenom de Radikale. Men som meningsmålingerne tegner, er der næppe nogen vej uden om de Radikale i et nyt flertal. I så tilfælde står S-SF overfor meget afgørende valg:
Først skal valget vindes, derefter står kampen om regeringsgrundlaget. Accepterer S-SF for store dele af de Radikales »blå« økonomiske politik, risikerer det at splitte og demobilisere eget bagland og bevægelsen bag den nye regering.
Det vil igen fra starten svække en ny regering væsentligt overfor de borgerlige, inklusiv de Radikale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
