Når faldet i boligpriserne viser tegn til at være overstået, bør ejendomsværdiskatten gradvist forhøjes fra i dag effektivt omkring 0,6 procent til de i 2001 gældende 1,2 procent.

I en globaliseret verden vil det langtidssikre det økonomiske grundlag for velfærden, hvis beskatningen i større udstrækning omlægges til skat på jord og fast ejendom – som disse ejerlejlighder i Ørestaden, der ikke kan flyttes ud af landet, anbefaler økonomen Henrik Herløv Lund.

Bille

Af Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom – cand. Scient. adm.

Debatten om Danmarks økonomiske fremtid raser og både VK og S+SF har 2020 planer med bud herpå.

Ifølge regeringen skal der skaffes 47 milliarder kroner årligt i 2020, hvis Danmark ikke skal havne i en økonomisk afgrund. I denne forbindelse fortjener forslaget om at ophæve (ejendomsværdi)skattestoppet nærmere overvejelse.

Skattestoppets skadevirkninger

For skattestoppet har haft mange skadevirkninger.

Skattestoppet har bidraget til statsunderskuddet, det har medvirket til overophedning af boligmarkedet og samfundsøkonomien og endelig er det medansvarlig for forstærkning af krise og ledighed. Først og fremmest har skattestoppet med mere betydelig lod og del i de opståede underskud på de offentlige finanser.  Det skyldes, at selve skattestoppet – samt i øvrigt en del af de givne skattelettelser – notorisk ikke har været finansierede. Alene skattestoppet vil frem til og med 2020 dræne statskassen for op mod 30 milliarder kroner årligt. Uden skattestop ville der have været overskud på de offentlig finanser i hele perioden 2011-2020 og dermed ville heller ikke have været nogen EU henstilling om forbedring af de offentlige finanser.

Regeringen vil gerne lade udvalgte grupper betale krise og statsunderskud: Dagpengemodtagere, børnefamilier, SU-modtagere og senest efterlønnere og førtidspensionister. Heroverfor er det en kendsgerning, at skattestoppet er primært kommet de økonomisk velstillede til gode. Det vil derfor være fordelingspolitisk og socialt overordentligt rimeligt, ja uomgængeligt, at disse velhavere efter 10 gode år igen bidrager mere til den fælles kasse.  At sløjfe skattestoppet og ikke mindst stoppet for ejendomsværdiskatten vil bidrage effektivt hertil.

Boligboble

Skattestoppets kedelige effekter er ikke begrænset hertil. Sammen med regeringens lige så uheldige lånereformer i 2003 bidrog skattestoppet – navnlig fra 2004 til 2007 – til, at der opstod en notorisk boble på det danske boligmarked, hvor boligpriserne tog en veritabel himmelflugt og endte langt over det niveau, der på længere sigt er basis for. Danmark var ikke det eneste land, hvor en sådan boble på ejendomsmarkedet optrådte, men formentlig det land, hvor boligpriserne i størst udstrækning mistede jordforbindelsen.

Da boblen – som bobler altid gør – bristede, hvilket skete fra 2007 og frem, blev nedturen tilsvarende dramatisk og meget tyder på, at det vil vare år endnu, før den er overvundet. 

Dette har tilsvarende negative virkninger på den danske samfundsøkonomi.  Boligprisernes himmelflugt, der var næret af skattestop og lånereformer, har nemlig sat sig markante samfundsøkonomiske spor, og ikke af de gode.

Boligboblen bidrog i høj grad først til en overophedning af dansk økonomi i 2006 og 2007 gennem overgearet gældsstiftelse til forbrug, som har efterladt de danske husholdninger som nogle af verdens mest forgældede.

I dag slås vi så med tømmermændene fra Foghs bolig– og forbrugsfest, fordi boligejerne nu – hvor friværdierne falder – er tvunget til at spare op og reducere gæld. Denne af boblen fremkaldte forbrugsindskrænkning kom oveni finanskrisen og har dermed bidraget til at gøre krise, arbejdsløshed og statsunderskud betydeligt dybere end det ellers ville være tilfældet.

Regeringen kom til at ligge, som den selv havde redt. Da man endelig fik taget sig sammen til at gøre noget mod krisen, blev de massive skattelettelser i 2010 i høj grad gjort virkningsløse, fordi boligejerne i stedet for at forbruge sparede op og navnlig nedbragte den letsindigt stiftede gæld fra bobleårene.

Gode virkninger af ophævelse af skattestoppet

Der er altså i høj grad grund til at ophæve skattestoppet, ikke mindst ejendomsværdistoppet.

Skattestoppet indebærer som bekendt, at skatter og afgifter ikke sættes op, hvad enten de opkræves med en procentsats eller et kronebeløb. Herudover gælder for ejendomsværdiskatten, at ikke bare satsen er fastfrosset, men ydermere er skatten fikseret som kronebeløb. Resultatet heraf er selvfølgelig, at det offentliges indtægter er blevet udhulet og vil blive det endnu mere fremover i forhold til prisudviklingen. Det er der ikke råd til med det nuværende statsunderskud. Hvis man allerede fra 2012, genindfører prisreguleringen vil det på langt sigt forbedre den økonomiske holdbarhed med op mod 20 milliarder kroner årligt.

Hertil kommer, at det selvfølgelig vil være nærliggende at kigge på at geninddrage nogle af de lempelser på 30 milliarder kroner, som allerede har været givet gennem skattestoppet, og som navnlig personer med høje indkomster og dyre ejerboliger har nydt godt.

Det bør naturligvis ske gradvist over en årrække.

Navnlig vil det være væsentligt at ophæve stoppet for ejendomsværdiskatten, fordi det er kernen og hovedelementet i skattestoppet og har et hovedansvar for de uheldige fordelingsvirkninger. Hertil kommer, at den gradvise sænkning af den effektive ejendomsværdiskat gennem skattestoppet også er uheldig ud fra en opsparings– og investeringsmæssig synsvinkel, idet skattesystemet herved kommer til at promovere passive investeringer i boligformue i stedet for aktive og produktive erhvervsinvesteringer, som kan være med til at give danskerne noget at leve af i fremtiden.

Endelig kommer, at i en stadig mere globaliseret verden skærpes den økonomiske konkurrence på tværs af landegrænserne. Hermed bliver beskatning også et konkurrenceparameter, hvilket nok ses tydeligst på virksomheds– og selskabsskatteområdet. Her vil det være et centralt element i en langtidssikringen af det økonomiske grundlag for velfærden, hvis beskatningen i Danmark i større udstrækning omlægges til såkaldt »immobile« skattekilder såsom jord og fast ejendom.

Men når vi taler genindførelse af ejendomsværdibeskatningen, må vi naturligvis tage højde for, at boligmarkedet fortsat kæmper med efterveerne efter finanskrisen og boligboblen. Derfor må en reetablering af ejendomsværdiskatten givet ske gradvist for at undgå nye boligprisfald. Man bør naturligvis starte med også her at genindføre prisreguleringen, når faldet i boligpriserne på et tidspunkt viser tegn til at være overstået. Og siden hen gradvist at forhøje den effektive beskatningsprocent fra i dag omkring 0,6 procent til de i 2001 gældende 1,2 procent.

Det ville givet også styrke både offentlige finanser og samfundsøkonomi, hvis der gennemførtes en yderligere reduktion af rentefradraget for meget store renteudgifter udover 100.000 kroner samt hvis VK’s afdragsfrie og rentetilpasningslån afvikles.

Igen skal det naturligvis først ske, når boligmarkedet vender og herefter gennemføres gradvist over en længere årrække.

Efterløn og beskæftigelse

I 2020 aftalen virker VK’s og de Radikales tyrkertro til beskæftigelseseffekten af ophævelse af efterlønnen besynderlig, al den stund der pt. er omkring 180.000 arbejdsløse og indenfor en overskuelig årrække ikke er udsigt til, at der skabes job til at beskæftige yderligere 120.000 efterlønnere. Så er der langt mere musik i forslaget om at ophæve skattestoppet, herunder ikke mindst for ejendomsværdiskatten. Dette kan bidrage væsentligt til ikke bare at forbedre saldoen på de offentlige finanser, men også til at etablere et mere robust boligmarked, en sundere samfundsøkonomi, sikre Danmarks samfundsøkonomiske konkurrenceevne og finansiere velfærden i en globaliseret verden.

Og det kan bidrage til en bedre fordeling af skattebyrden i samfundet, idet skattestoppet kommer de rigeste til gode. Til gengæld er det på baggrund af den argumentation så fuldstændigt ubegribeligt, at de Radikale vil bruge provenuet til at nedsætte topskatten for – ja netop – de økonomisk mest velstillede. Nej tak til det.

Som anført skal boligmarkedet have rettet sig, og da det ikke tegner hertil de nærmeste år, vil det være fornuftigt, at boligbeskatningen ligger fast i den kommende regeringsperiode. Men herefter må tiden være inde til et opgør med den hellige ko. Nedsættelse af en boligbeskatningskommission kunne være en god begyndelse.