Vil S-SF bruge danske bistands­midler som startindskud til Industrialiseringsfonden for Udviklingslandenes aktiviteter i mellem­indkomstlande?

Er det middelklassen og eliten i udviklingslande, der hiver mennesker ud af fattigdom, eller er det de fattige selv, som skal sættes i stand til at forbedre deres egne liv ved at få højere pris for deres landbrugsprodukter eller få en uddannelse, som kan give dem et job, spørger mellemfolkeligt Samvirke. Her eksport af levende får fra Etiopien.

Kate Holt/IRIN

Åbent brev - fra Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Kære Jeppe Kofod og Kamal Qureshi,

Der er snart folketingsvalg, og S og SF har ikke bakket op om den nuværende udviklingspolitik formuleret i »Frihed fra Fattigdom – Frihed til Forandring: Udvikling 2.0«.

På Politiken.dk, 8. juni 2011 er der rejst debat omkring S og SF’s indstillinger i forhold til sikkerheds- og handelspolitiks rolle i dansk udviklingspolitik, hvis jeres partier får regeringsmagten ved valget. Derfor vil vi meget gerne have svar på, hvordan S og SF stiller sig til de fem nedenstående spørgsmål.

1. Mener S og SF, at danske bistandskroner skal gå til verdens fattige eller middelklassen og mellemindkomstlande?

Den nuværende VK-regering har med et snævert flertal besluttet at sætte fokus på privatsektordrevet vækst og beskæftigelse – det er nødvendigt med økonomisk vækst, men vi ved, at det langt fra automatisk fører til bekæmpelse af fattigdom.

S og SF lægger op til at statens Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), som har til formål at skabe økonomisk vækst, udvikling og mere ligelig indkomstfordeling i ulande, nu skal kunne investere i en række mellemindkomstlande for at Danmark kan realisere »handelsmæssige potentialer«.

Eliten eller de fattige?

Hvordan ser S og SF sammenhængen mellem økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse? Vil S-SF bruge danske bistandsmidler som startindskud til IFU’s aktiviteter i mellemindkomstlande?

Er det middelklassen og eliten i udviklingslande, der hiver mennesker ud af fattigdom, eller er det de fattige selv, som skal sættes i stand til at forbedre deres egne liv ved at få højere pris for deres landbrugsprodukter eller få en uddannelse, som kan give dem et job?

2. S og SF har lovet, at bistanden atter skal op på en procent, men vil bistanden stadig skulle betale for asyludgifter og sikkerhedspolitik?

VK-regeringen har ladet verdens fattige betale for finanskrisen og for Danmarks dårlige økonomi. Udviklingsbistanden blev med Genopretningspakken fastfrosset på 2010-niveau, fordi man ønskede at spare 2,3 milliarder kroner. Derudover vil regeringen i år bruge 874,1 million kroner af bistanden på modtagelse af asylansøgere i Danmark. Regeringen har også i stigende grad anvendt bistand til at fremme egen sikkerhed, såsom gennem finansiering af piratfængsler i Somalia.

S og SF har lovet atter at bringe bistanden op på en procent med blandt andet 1,5 milliarder fra forsvarsbudgettet, men de penge skal gå til at imødegå »den primære trussel mod Danmark«. S har endvidere sagt, at man fortsat vil regne udgifter til asylansøgere med under bistanden.  Men S og SF har derimod også lovet at klimamidler skal være nye og additionelle.

bistand eller sikkerhedspolitik

Hvordan kan S og SF på den ene side »styrke(r)... den eksisterende udviklingsbistand ved at målrette den til fattigdomsbekæmpelse og understøtte(…) bæredygtig udvikling i verdens allerfattigste lande« samtidig med, at der sker så voldsom en sammenblanding af bistandsmidler, udgifter til danske sikkerhedspolitiske interesser og indenrigspolitiske opgaver som asylmodtagelse?

3. Vil S og SF føre en globalt ansvarlig finanspolitik og lade verdens fattige få del i indtægterne fra en lille skat på finansielle transaktioner (FTT)?

VK-regeringen har afvist at støtte indførelsen af en lille skat på finansielle transaktioner, som kan tilføre milliarder til at bekæmpe fattigdom. Enten fordi regeringen har været direkte imod, eller fordi de – modsat store lande som Tyskland og Frankrig – ikke anser det for praktisk muligt at indføre en sådan afgift.

S og SF støtter en lille skat på finansielle transaktioner, samt at multinationale firmaer skal betale skat af de penge, de tjener i forskellige lande, men hvordan skal det bidrage til kampen mod fattigdom?

Vil S og SF love, at mindst 50 procent af overskuddet, som Danmark ville få hjem via en lille skat på finansielle transaktioner, kommer til at gå til verdens fattigste mennesker? Vil S og SF tage afstand fra at bruge skattely, hvor milliarder af olie- og korruptionspenge fra udviklingslande gemmer sig, til at kanalisere bistandsmidler til investeringsfonde og private aktører?

Retfærdig klimapolitik

4. Vil S og SF føre en retfærdig klimapolitik, så der ydes mere støtte – ud over udviklingsbistanden – til at lave projekter, så de fattigste lande og befolkningsgrupper kan tilpasse sig klimaforandringerne?

VK-regeringens klimapulje tælles med som udviklingsbistand, selvom de rige lande i Copenhagen Accord fra COP15 forpligter sig til at levere ’nye og additionelle midler’ til udviklingslandenes kamp mod klimaforandringerne.

Løftet er afgivet, fordi u-landene skal håndtere konsekvenserne af en klimakrise, de ikke selv har skabt. Klimapuljens midler bidrager også til at reducere drivhusgasudledning i mellemindkomstlande, selvom tilpasning til klimaforandringerne er afgørende for verdens fattigste, som i forvejen ikke udleder noget drivhusgas.

Vil S og SF leve op til Copenhagen Accord og levere nye og additionelle midler til klimapuljen, udskille den fra udviklingsbistanden og så i øvrigt i højere grad satse på klimatilpasning for verdens mest klimasårbare lande og befolkningsgrupper?

5. Vil S og SF gøre Danmark til foregangsland med globalt ansvarlige energi- og sultpolitikker?

VK-regeringen har ikke set sammenhængen mellem den stigende sult og mere hyppige fødevarekriser i udviklingslandene og så vores egen energipolitik herhjemme.

Næsten en milliard sulter

VK-regeringen har ingen samlet strategi for at imødegå det faktum, at næsten en milliard mennesker sulter, men har derimod kun svaret med spredte indsatser og en fortsat nedprioritering af landbrugssektorprogrammer. Samtidig satser VK-regeringens EnergiStrategi 2050 stort på biomasse og biobrændstoffer, selvom de i langt overvejende grad laves af fødevarer.

For at nå VK-regeringens energi-mål er vi nødsaget til at hente de fødevarer og den biomasse uden for Danmarks og Europas grænser. Private virksomheder opkøber enorme landområder i for eksempel Afrika og Mellemamerika, uden blik for at jorden ejes eller benyttes af nogle af verdens fattigste mennesker.

Vil S og SF lave en ambitiøs strategi for at bekæmpe sult og sætte ind dér, hvor størstedelen af verdens fattige lever, nemlig på landet? 

Vil S og SF lytte til, hvad landbrugseksperter, Verdensbanken og FN har sagt i årevis; at bæredygtigt landbrug i udviklingslandene både kan udrydde sult, skabe bredt funderet vækst og afbøde klimaforandringerne?

S og SF ønsker »i EU [at] arbejde for, at medlemslandene kan stille krav om, at det biobrændstof, der skal blandes i benzin og diesel, skal være produceret på planterester og lignende – såkaldt andengenerations-biobrændstof«.

Men hvad vil S og SF gøre nu og her, når andengenerations-biobrændstoffer kun kan produceres i stor skala i tidligst 2020? Vil I sørge for, at de nationale mål for biobrændstoffer afskaffes, så Danmarks energipolitik ikke fører til, at den globale kamp om naturressourcer og dyrkbare landarealer skærpes – en kamp de fattigste oftest taber?