USA lægger ikke skjul på, at det var medvirkende – men hvor afgørende var den amerikanske indsats?

Hvem startede det arabiske forår? USA siger, at det har haft en finger med i spillet, men kan det styre det begivenhederne? Her fra Tahrir-pladsen i Kairo i februar.

RamyRaoof

^Kronik_{af Tørk Haxthausen, maler, forfatter, filminstruktør, Allinge}

Hvad, startede det »Arabiske Forår«? USA lægger ikke skjul på, at det var medvirkende – men hvor afgørende var den amerikanske indsats?

I beretningerne fra »det arabiske forår«, som endnu ikke er blevet til rigtig sommer eller høst, har internettet spillet en stor rolle. Facebook, twitter og flere andre har spredt vigtige nyheder fra gruppe til gruppe med lynets hast og medvirket til sammenhold og samordning af aktioner – mellem by og land og mellem forskellige stater. Man har talt om et gryende, revolutionært århundrede, hjulpet på vej af avanceret teknologi.

I grunden begyndte det hele med den bølge af colour revolutions, som lavede om på mange ting i de tidligere kommunistiske lande i Europa omkring årtusindeskiftet og havde samme karakter af passiv modstand og masseopbud. Skønt internettet dengang ikke var så alment tilgængeligt, var de kulørte oprør på mange måder vel organiserede.

I dag er det alment kendt, at CIA spillede en vigtig rolle ved at udnytte vrede og utålmodighed i befolkninger, der havde ventet sig store forandringer efter Sovjetunionens sammenbrud, og at oprørene ikke var helt så spontane, som de blev fremstillede i medierne.

Det Forenede Ungdomsoprør

I 2008 var det kommet så vidt, at der var grundlag for at skabe en international organisation for at identificere, samle og opmuntre, hvad man kaldte 21st century movements (21. århundredes bevægelser, red.) i det digitale rum. I december afholdt man det første møde i New York. USA’s udenrigsministerium gik sammen med Facebook, Howcast, MTV, Google, YouTube, AT&T, JetBlue, Gen-Next, Access 360 Media og Columbia Law School om at grundlægge et globalt netværk, der skulle “mobilisere ungdommen til oprør mod vold og undertrykkelse“.

Man kaldte det Alliance of Youth Movements (AYM), hvad der vel kan oversættes til »Det Forenede Ungdomsoprør«. I 2011, da organisationen startede sin egen webside, kom den til at hedde Movements.org.

Blandt stifterne var Jared Cohen, tidligere rådgiver for to amerikanske udenrigsministre, Condoleezza Rice og Hillary Clinton, nu en ledende person i Google; Jason Liebman, leder og medstifter af Howcast, og Roman Tsunder, medstifter af Access 360 Media.

Blandt deltagerne var en, dengang ret ukendt, gruppe fra Egypten, som kaldte sig 6. April-gruppen. Den kom senere til at spille en rolle i ElBaradeis kampagne mod Mubarak i 2010 og blev verdenskendt i medierne som en af de mest fremtrædende grupper på Tahrir-pladsen.

Hillary Clintons rolle

I marts 2009 kundgjorde udenrigsminister Hillary Clinton, at næste møde i organisationen ville finde sted i Mexico City den 14.-16. oktober. Hun sendte en video med åbningstale til mødet, hvor hun blandt andet sagde:

– I er frontløberne for en voksende generation af borgerlige aktivister, som bruger de nyeste teknologiske redskaber til at fremkalde forandring, opbygge bevægelser og ændre livet. (…) I er alle rejst ad særskilte veje for at komme hertil i dag. I kommer fra forskellige kulturer og lande og taler forskellige sprog. Men I deler alle en forpligtelse til at deltage aktivt i verden, til at bruge ethvert middel, I har til rådighed, til at samle mennesker om at løse problemer. Og dét gør jer til den type ledere, vi har brug for, når vi skal møde udfordringerne og gribe mulighederne i det 21. århundrede.0

– Regeringer kan ikke gøre det alene. Borgere, organisationer, erhverv, universiteter – enhver, som er optaget af vor fælles fremtid må tage ansvar for at skabe den. Dét er, hvad vi forstår ved statskunst i det 21. århundrede.

– Jeg takker jer for at være frontløbere for fremskridtet, og jeg kan ikke vente på at se, hvad I vil finde på. ( www.state.gov/secretary/rm/2009a/10/130650.htm )

Et par punkter fra programmet, som kan læses i detaljer på:

http://info.howcast.com/youthmovements/summit/agenda giver et indtryk af, hvor vidtspændende (og praktisk oienteret), det er:

•Facebook: Kilder og redskaber for social forandring.

• Skabe en bevægelse mod terrorisme.

• Overvinde modstand: En case-study fra Egypten.

• Hvordan starter man? Få folk ud på gaden.

• Hvordan få mediernes opmærksomhed: At engagere og inspirere medierne.

Det er kun et vilkårligt udvalg, hele programmet er på 16 sider.

En detaljeret analyse af AYM kan findes på

www.newsrealblog.com/2011/02/02/the-social-networking-behind-egypt%E2%80%99s-unrest/ og er skrevet af Michelle Horstman.

ren græsrods­bevægelse?

Hun begynder med at dele den almene undren over, hvordan hele oprøret kom i gang, og fortsætter:

»Det kaldes en ”ren græsrodsbevægelse”, men jeg opdager, at disse aktivister har fået ikke så lidt hjælp med at forberede deres aktioner af Googles ledere, vores eget udenrigsministerium (State Department, th) og mange andre. (…) Alliance of Youth Movements (AYM) har givet megen støtte til aktivisternes anstrengelser i Egypten, som ikke begyndte i sidste uge, men har været under opbygning i årevis. Med tilbud om årlige topmøder, med arbejdsgrupper, aktivist-manualer og hjælp med problemer som at omgå internet administratorer, har de gjort deres bedste for at strømline processen for aktivister, som vil gøre opstand mod ”social uretfærdighed”.«

Google har løsninger på krisen i Egypten

»Google har sammensat en nem webside med løsninger på den egyptiske krise, hvor man kan holde sig underrettet om, hvor der lige nu protesteres, og hvordan man kan sende meddelelser på Twitter uden at have internet-adgang.«

»På deres hjemmeside fremhæver AYM 6. april-bevægelsen, som ser ud til at have startet de første aktioner (…) En af grundlæggerne, Ahmed Salah, er medlem af AYM.«

6. april-bevægelsen har navn efter en bølge af strejker og aktioner af tekstilarbejdere i Mahalla, som bredte sig og blev slået brutalt ned af Mubaraks regering i april 2008. Lederen, Ahmed Maher, er en 28-årig bygningsingeniør, som i et interview med Los Angeles Times udtalte:

»Efter revolutionen i Tunesien, kan vi markedsføre idéen om forandring i Egypten. Folket vil nu gribe efter noget.«

Efter det andet AYM-møde i London den 10. marts udtalte David Rowan, en af deltagerne:

– Ved åbningen i går aftes, som fandt sted i Googles hovedkvarter, traf jeg en mængde smarte mennesker fra organisationer som Blue State Digital (som styrede Obamas valgkampagne på nettet), Howcast’ Aktivister for fred i Mellemøsten og Ungdomsfonden fra Østlondon. Men højdepunkterne er en førende samling talere i dag og i morgen – blandt andet Jack Dorsey fra Twitter, Sir Martin Sorrell fra WPP, Scott Heiferman fra MeetUp samt topfolk fra Google, YouTube og Verdensbanken.«

Hizb-ut-Tahrir

En af AYM’s såkaldte “ambassadører“ er Maajid Nawaz, som har optrådt flittigt i amerikanske medier, og som er tidligere ledende medlem af Hizb-ut-Tahrir og grundlagde denne islamistiske bevægelses afdelinger i Pakistan og Danmark. Ifølge hans egne oplysninger tilbragte han fire år i egyptisk fængsel og blev kendt som “samvitigheds-fange“ via Amnesty International. I fængslet skiftede han standpunkt og tog afstand fra Hizb-ut-Tahrir, fordi, som han siger:

– Jeg tror, at hvad jeg lærte fra mig, ikke bare har skadet det britiske samfund og forholdet mellem briter og muslimer og skadet muslimers forhold som britiske medborgere. Jeg tror, det har skadet verden.

I dag er han direktør for en organisation, der kalder sig Quilliam Foundation, som vil skabe bedre forhold mellem muslimer og det britiske samfund. Til trods for, at alle større muslimske organisationer i Storbritannien har taget afstand fra Quilliam, har organisationen fået én million pund i støtte fra regeringen.

Som Tony Cartalucci skriver d. 19. februar 2011 på globalresearch.ca/index.php?context=va&aid under overskriften Google’s  Revolution Factory – Alliance of Youth Movements: Color Revolution 2.0:

“venstreorienteret“ liberalisme

»Det er svært – disse mænds (stifterne) tilhørsforhold taget i betragtning – at tro, at de forandringer, de vil opnå, er andet end en generation, der drikker mere Pepsi, køber mere forbrugermøg, og tror på de Forenede Staters regering, hver gang den leverer sine løgne til os via de erhvervsejede medier (corporate owned media).«

»Mens de aktivister, som deltager i Movements.org.’s møder, bekender sig til en form for “venstreorienteret“ liberalisme, udgør selve mændene bag møderne – som betaler dem og ansporer disse aktivisters dagsorden – en forening af de største erhvervsinteresser i Amerika. De repræsenterer de store firmaer, som har krænket menneskerettigheder verden over, som ødelægger miljøet, sælger elendige, oversøiske varer, fremstillet af arbejdere under slavelignende forhold og arbejder udfra en dagsorden af grådighed og vækst for enhver pris. Hykleriet er forbløffende, medmindre man indser, at deres nedrige, egoistiske politik kun kan gennemføres i ly af dybfølt bekymring for menneskeheden, bjerge af opmuntrende snak og med bistand af en hær af naiv ungdom.«

Måske. Men som Quilliam er et af rigtigt mange eksempel på, har en del forhenværende ekstremister fundet ud af, at der er gode penge i at bruge deres illegale fortid som adgangsbrev til regeringer og hemmelige tjenester. Embedsmænd har ofte et behersket kendskab til livet udenfor kontoret, og agenter har det notorisk svært, hver gang “fjenden“ finder på noget nyt.

Nødtvunget har staterne måttet indse, at våben og soldater ikke er nok, hvis man vil have lov og orden og ro på bagsmækken. Derfor er overløbere velkomne og belønnes, fordi man går ud fra, at de ved, hvordan “fjenden“ tænker.

Et besøg på Movements.org kan anbefales. Selvom man ved, hvem der står bag, virker indholdet oprigtigt, fordi det meste er lavet af folk, der mener, hvad de siger, og har fået frihed til at udtrykke det. Spørgsmålet er så, om bagmændene vil kunne styre begivenhederne hen ad vejen, når de kommer rigtigt i gang.