Den pris, SF vil betale for at øge de pågældende erhvervssektorers vækst og beskæftigelse, er en reel indskrænkning af den offentlige sektors råderum.

SF’s udspil har positive takter for miljø og beskæftigelse, påpeger Anders Bjerre Mikkelsen. Men med mere offentlig-privat partnerskab er der fare for, at arbejdspladser og knowhow går tabt for det offentlige – til skade for velfærden.

Bille

^kronik_{af Anders Bjerre Mikkelsen, medlem af Kommunistisk Parti}

Med udspillet »Ny Vækst – Nye Job« vil SF gavne miljø og velfærd samt øge vækst og eksport inden for grøn teknologi og velfærdsteknologi.

Samtidigt skal planen skabe 75.000 nye private arbejdspladser over ti år. Udspillet løfter sløret for, hvad oppositionen kunne tænke sig at gøre på de nævnte områder, der er hærget af kapitalismens krise og ti års borgerlig offensiv.

Det har betydet, at vi står med et femcifret arbejdsløshedstal, faldende velfærd og katastrofale forsømmelser på miljøområdet. Med et valg inden for rækkevidde og gode udsigter til en S-SF regering har udspillet krav på opmærksomhed.

Hjort Frederiksen har erklæret sig »grundlæggende uenig« i oplæggets tankegang. Det kan SF-udspillet dog ikke vurderes ud fra. Den borgerlige regering er så angrebet af valgpsykose, at den også ville afvise, at 2+2=4, hvis det kom fra oppositionen.

Ideen i oplægget, der er afstemt med Socialdemokratiet, er at stimulere virksomheder inden for de forsømte sektorer: vedvarende energi, vand- og affaldsbehandling samt sundheds- og velfærdsteknologi.

Det skal ske gennem en række tiltag i det politiske og offentlige system:

* klare politiske meldinger om mål vedrørende CO2-udslip, energi, vand og miljø, så de relevante virksomheder kan planlægge produktion og investeringer,

* udarbejdelse af strategier for udvikling, innovation og markedsmodning af produkter inden for de nævnte områder, samt for velfærdsområdet med henblik på salg på hjemme- og verdensmarkedet,

* styring af de offentlige indkøb i retning af smart, ikke nødvendigvis billig, teknologi for at støtte danske innovative virksomheders produktudvikling og samtidigt få bedre miljø og mere velfærd.

Offentligt-privat partnerskab

Krumtappen er her dannelse af offentligt-private partnerskaber.

Det hedder, at SF i en ny regering vil »… etablere forpligtende partnerskaber mellem det offentlige, private virksomheder og forskningsinstitutioner på globale vækstområder.

Partnerskaberne skal udvikle langsigtede strategier for forskning med videre, diskutere hvordan lovgivning og anden regulering kan understøtte branchens udvikling, samt dele viden om nye muligheder – det kan være sig teknologiske eller reguleringsmæssige«.

Øjet er rettet mod verdensmarkedets behov, således at Danmark kan indhente den førerposition, det havde, før VKO kom til, og få del i væksten på de grønne områder.

Typen af offentligt-private partnerskaber er ikke uddybet. Udspillet taler endvidere om at skabe »bedre rammebetingelser« for erhvervslivet. Hvad det er for forbedringer er ikke nærmere forklaret.

Vil planen kunne virke og give job og vækst? Ja, alene udmeldinger af bindende danske mål for CO2, energi, vandkvalitet med mere må kunne sætte gang i adskilligt.

At følge det op med en offentlig indkøbspolitik, der understøtter grøn produktion og ny, lovende teknologi, kan give et yderligere skub og basis for øget eksport, altså hvis verdensøkonomien udvikler sig som forventet. 

Planen er her hægtet op på en klippefast tro på markedsmekanismer og markedsprognoser og på de muligheder, EU menes at give.

For eksempel antages, at det globale marked for de omhandlede typer produkter vil holde den aktuelle, høje vækstprocent ti år frem i tiden. Den endnu ikke afsluttede økonomiske verdenskrise måtte da være et lærestykke i så henseende.

Planen proklamerer i samme virkelighedsfornægtende ånd, at modsætningsforholdet mellem offentlig og privat virksomhed skal afideologiseres.

Hermed ser SF uden videre bort fra de vidt forskellige mål, de to sektorer har for deres virke – henholdsvis at levere tjenester for befolkningen og at hive flest mulige skillinger hjem til investorerne.

Et samarbejde med slagside

Erhvervs- og Byggestyrelsen udgav i 2007 publikationen »Fem modeller for offentligt privat sammenspil«. Her lægges der ikke skjul på, hvad »sammenspillet« handler om. Det hedder her på første side:

»Når målsætningen om øget konkurrenceudsættelse skal udmøntes i en kommunal virkelighed, er der brug for konkrete værktøjer.«

Herefter gennemgås de fem modeller med fordele og ulemper. Det såkaldte samarbejde eller sammenspil er ikke andet end konkurrenceudsættelse, en af den borgerlige regerings kæpheste. Den pris, SF vil betale for at øge de pågældende erhvervssektorers vækst og beskæftigelse, er en reel indskrænkning af den offentlige sektors råderum.

Flere og flere skattekroner skal passere gennem firmaer, selvfølgelig tillagt profit. Den resterende offentlige sektor vil i høj grad skulle øde sin tid med at sikre sig mod snyd, overbetaling med meget mere.

I den type komplicerede og langsigtede projekter, SF foreslår, skal det offentlige især sikre sig mod at hænge på uforudsete risici og imod, at de private løber med gevinsten og den i fællesskab udviklede knowhow.

I den igangværende udliciteringsbølge belaster kontrolspørgsmålet kommunerne ganske meget, allerede uden SF-planen.

Mere offentlig produktion

Hvad med et udspil, der lagde op til, at det offentlige fik øgede muligheder for at udvikle innovation og produktion inden for egne rammer?

Hermed ville der kunne skabes økonomisk og beskæftigelsesmæssigt langt mere stabile projekter med klar målsætning og uden indbyggede interessemodsætninger.

Den såkaldte kommunalfuldmagt står ganske vist i vejen. Den er dog ikke hugget ind i Moses tavler sammen med de ti bud, og SF kunne gå i front med få den fjernet.

En stor offentlig sektor er af det gode – minimalstaten af det onde. Hvad betyder en stor offentlig sektor?

Umiddelbart en tilsvarende stor og stabil beskæftigelse og levering af ydelser til borgerne, hvor ansvaret for disse ydelser klart er placeret i det demokratiske system.

En udviklet offentlig sektor er uløseligt forbundet med og en garant for den kollektive velfærd, som det er lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig.

Den rummer elementer af det, der har været arbejderbevægelsens drøm siden dens start: et samfund uden udbytning.

Den er det modsatte af de borgerliges ønskedrøm: minimalstat og konkurrenceudsættelse. Øget beskæftigelse samt øget vækst og udvikling af den grønne sektor er positive mål. Men at betale herfor ved at konkurrenceudsætte yderligere lunser af den offentlige sektor er ødelæggende.

Det er at sælge arvesølvet og prisgive et strategisk vigtigt holdepunkt i kampen for en bedre, socialistisk fremtid og mod at blive suget med ned i dybet af kapitalismens systemkrise.

En stor del af danskerne sukker efter at få den borgerlige regering væk – præget, som den er, af kapitalens grove ragen til sig mentalitet, trampen på fag- og arbejderbevægelse, fusk og spin.

Men det skal ikke bare være en ny regering, det skal også være en ny politik. SF’s udspil har positive takter for miljø og beskæftigelse. Men nej tak til mere konkurrenceudsættelse.