Siden krisen brød ud, har cubanerne både oplevet pris­stigninger på de varer, de normalt importerer, og pris­fald på de varer de normalt eksporterer. Det har for­værret Cubas handels­balance

Cuba vil skabe mulighed for et bredt løft i basisproduktion og infrastruktur, der på langt sigt kan sikre fødevare- og energisikkerhed, effektiv udnyttelse af arbejdskraften og udvikling af nye avancerede produkter.

Morten Larsen

^Kronik_{af Helene Caprani, formand for Dansk-Cubansk Forening}

Den verdensomspændende krise rammer ulandene hårdt, og det gælder også Cuba. Siden krisen brød ud, har cubanerne både oplevet prisstigninger på de varer, de normalt importerer, og prisfald på de varer de normalt eksporterer.

Det har forværret Cubas handelsbalance; landets købekraft er faldet med hele 15 procent fra 1997 til 2009 (1). Samtidig har det påvirket fødevareudbuddet, idet flere af de fordyrede importvarer er fødevarer som eksempelvis ris, der er en del af den cubanske basiskost.

En anden vigtig indtægtskilde, turismen, bliver også påvirket. Krisen har ganske vist ikke formindsket antallet af turister, der besøger Cuba, men de lægger færre penge i løbet af ferien end før.

Blokade og orkaner

Udover krisens effekter er den cubanske økonomi præget af en række andre eksterne forhold. Det gælder først og fremmest USA's blokade, der i 50 år har været den største enkeltstående bremse for økonomisk udvikling i Cuba.

På det individuelle plan nægter blokaden samtidig cubanerne adgang til en lang række produkter, deriblandt medicin, fordi det produceres af virksomheder med base i USA.

I oktober blev blokaden endnu engang fordømt som et folkemord af FN’s Generalforsamling, men det har endnu ikke forhindret præsident Obama i at forlænge den præsidentielle del af blokaden årligt med sin underskrift.

Dertil har en række voldsomme orkaner ramt Cuba de seneste år og gjort store skader på både boliger og produktion. Genopbygningen efter orkanerne er nu endelig ved at være ført til ende, blandt andet takket være en indsamlingskampagne organiseret af Cubas mange venner verden over.

ALBA

Ved at udnytte deres sundheds- og uddannelsessystem i verdensklasse som eksportvare har cubanerne til en vis grad formået at mildne konsekvenserne af krisen.

Den centrale del af ALBA-samarbejdet mellem otte latin­amerikanske lande er Cubas handel med Venezuela, der sender blandt andet brændstof i bytte for cubanske læger, sygeplejersker og lærere.

Cubas handel med Kina, Vietnam, Rusland og flere afrikanske lande er også vokset kraftigt i de seneste 10 år og har gjort en betydelig forskel.

Effektivitet efterlyses

Cubanernes økonomiske situation afgøres naturligvis ikke blot af forholdet til omverdenen, og derfor har de da også valgt at se indad.

Ifølge Cubas Kommunistiske Parti er problemerne først og fremmest en lav effektivitet i flere vigtige sektorer af produktionen og utilstrækkelige investeringer i basisproduktion og infrastruktur.

Samtidig er den cubanske arbejders gennemsnitsalder steget og befolkningstallet stagneret. For at imødegå den pressede situation har partiet valgt at afholde sin sjette kongres i økonomiens tegn.

Organiseret debat

Kongressen bliver afholdt midt i april på 50-årsdagene for USA’s og cubanske lejesoldaters fejlslagne invasion i Svinebugten – eller som cubanerne meget naturligt kalder det, »Sejren i Svinebugten« – og udråbelsen af den cubanske revolutions socialistiske karakter.

Kongressen skal foreløbigt afslutte en omfattende diskussion om samfundsøkonomien, der er blevet gennemført siden 2005.

Som cubanerne har for vane, bliver centrale nationale spørgsmål sat til organiseret debat, hvorefter kritik og forslag samles ind og der endelig gennemføres større reformer.

Således er debatten om økonomien blevet kogt ned til dokumentet »Retningslinjer for den Sociale og Økonomiske Politik«, der er udsendt til befolkningen som forberedelse til kommunistpartiets kongres.

Underbeskæftigelse

Cubanerne fastholder, at løsningerne fortsat skal findes indenfor en planøkonomisk ramme, og at de ikke vil gå på kompromis med hverken socialismen eller deres nationale selvstændighed. Men derudover er der ingen hellige køer.

Målet er en bæredygtig økonomi, og med en reduceret og ældet arbejdsstyrke gælder det om at organisere produktionen så effektivt som muligt. Derfor har cubanerne ikke spildt tiden, men allerede igangsat de første store forandringer i forbindelse med opsamlingen af den folkelige debat.

En del af svaret er at sløjfe omkring én million »overflødige« arbejdspladser i den statslige sektor, fortrinsvis indenfor servicesektoren. En halv million skal afvikles allerede inden marts 2011, og deraf skal omkring 100.000 arbejdere fortsætte i deres nuværende stillinger, men omorganisere og effektivisere deres arbejdsopgaver.

Ingen bliver fyret

Med en befolkning på 11 millioner kan reformen ikke undgå at påvirke hver enkelt cubanske familie. Imidlertid er der ikke tale om fyringer, hvor arbejderne smides på porten til en uvis fremtid, men om en gennemgribende omfordeling af arbejdskraften.

Således har det cubanske hovedforbund CTC spillet en central rolle i udformningen af reformen for at sikre, at alle arbejdere får tilbudt et nyt arbejde og eventuel omskoling.

Det er ikke blot samfundsøkonomien, men også den enkelte cubaner, der skal sikres en bæredygtig fremtid.

Større fødevareproduktion

Omfordelingen af de underbeskæftigede arbejdere skal først og fremmest ske til de sektorer, der i dag mangler arbejdskraft. Det gælder i høj grad fødevareproduktionen.

Cuba kan ikke i dag brødføde sin egen befolkning, hvilket både skyldes USA's blokade, orkanernes hærgen og lav interesse blandt befolkningen for at arbejde i landbruget.

Sidstnævnte er blandt andet forsøgt ændret ved at lade bønder sælge overskydende produktion på byernes torve, men det står klart, at det også er nødvendigt med et generelt løft i arbejdsvilkårene, inklusiv lønnen.

Udover manglen på arbejdskraft slås det cubanske landbrug samtidig med, at hele 50 procent af den dyrkbare jord i dag ikke bliver udnyttet, hvilket også understreger det store potentiale for at opnå selvforsyning og fødevaresikkerhed (2).

Bedre planlægning

Cubanerne er ikke bange for at udøve selvkritik. Det kommer tydeligt til udtryk i opremsningen af nødvendige ændringer i den statslige sektor:

»Oppustede« lønudgifter skal fjernes, produktiviteten og arbejdsdisciplinen højnes, der skal indføres materiel belønning i højere grad, lønnen skal svare til arbejdsopgaverne, og kommunikationen mellem det centrale planlægningsorgan og de enkelte provinser, kommuner og statslige virksomheder skal forbedres (3).

På kort sigt er målet at forbedre handelsbalancen, først og fremmest gennem øget effektivitet i produktionen af de varer, som Cuba importerer flest af.

Det skal skabe mulighed for et bredt løft i basisproduktion og infrastruktur, der på langt sigt kan sikre fødevare- og energisikkerhed, effektiv udnyttelse af arbejdskraften og udvikling af nye avancerede produkter.

Socialismen er grundlaget

Oplægget til kongresdiskussionen understreger, at de økonomiske reformer ikke er i konflikt med socialismen.

Tværtimod repræsenterer reformerne en nødvendig opdatering af den socialistiske model, der er garanten for at de seneste 50 års landvindinger ikke bliver tabt på gulvet.

»Socialisme er lighed i rettigheder og muligheder, ikke ligemageri. Arbejde er både en rettighed og en pligt« (4), hedder det.

Nu fortsætter diskussionen om oplægget i den cubanske befolkning i tre måneder, hvorefter indkomne ændringsforslag igen vil blive bearbejdet til et nyt dokument, der præsenteres på kommunistpartiets kongres to måneder senere.

Og det er da meget passende at diskutere, hvordan den cubanske socialisme kan nå sit næste udviklingstrin, netop på 50-årsdagen for udråbelsen af revolutionens socialistiske karakter.