Vort land er efter min mening på vej til at blive et lovløst land. Retsplejeloven, straffeloven og Grundloven er – som jeg ser det – delvist sat ud af kraft til fordel for de nye terrorlove.
af Anton Nielsen
I mange år har jeg beskæftiget mig med samfundsforhold – og ikke mindst menneskers sociale forhold – har arbejdet som murer og tillidsmand og fagforeningsagitator i mere end 40 år, været rejsesekretær i DKP og redaktør og journalist på forskellige kommunistiske og antifascistiske blade og tidsskrifter.
Og i den sidste halve snes år har jeg været formand for den antifascistiske forening Horserød Stutthof Foreningen.
Alt inden for lovens rammer, troede jeg – måske lidt naivt. For lige pludselig finder jeg mig selv anklaget på grundlag af en politimæssig »formodning« om støtte til terrorisme.
Må jeg være så fri at spørge, hvad er en »rimelig formodning«? Det har indtil nu været umuligt at få et svar på. Men det kommer måske, når man får sig taget sammen til at fremkomme med et anklageskrift.
Indtil da undrer jeg mig: Kan man sigte et menneske for noget, som i sin yderste konsekvens kan give op til ti års fængsel, alene på formodninger? Ja, det kan man åbenbart i det herrens år 2010. Hvordan er det nået dertil?
Op til den kommende retssag mod Horserød Stutthof Foreningen har jeg måttet sætte mig ind i ting, som jeg ikke tidligere har beskæftiget mig med. Af mine studier har jeg for eksempel forstået, at i en retsstat skal indgreb i borgernes frihed i princippet have klar lovhjemmel og skal gennemføres under domstolenes kontrol.
Det bygger, har jeg forstået, på den erkendelse – og mange års kedelige erfaringer – at al magt korrumperer.
Men jeg har også forstået, at kernen i politistaten, modsat retsstaten, er troen på, at politiet altid gør det rette og alene kan betros beslutningerne.
I dag lægges som bekendt flere og flere beslutninger ud til politiet. Resultatet heraf så vi blandt andet ved det grove magtmisbrug i forbindelse med FN’s klimatopmøde i København i 2009.
I sagen mod Horserød Stutthof Foreningen og min ringhed er det åbenbart domstolene, der skal bestemme, hvad vi skal mene politisk, og hvem vi må solidariserer os med. Konsekvenserne af et sådant attentat på den personlige og politiske frihed er et grundskud mod demokratiet. Tilbage er et hult demokrati – et skindemokrati.
Bøjet jura
Det forekommer mig desuden, at det officielle Danmark i disse år alt for ofte – og i stadigt stigende grad – er på kant med menneskerettighederne – såvel i den store sammenhæng som i denne lille og mange andre sager .
Det er forstemmende og urovækkende, at den nuværende danske regering ikke respekterer – og gang på gang bevidst overtræder – de internationale humanitære og menneskeretsrelaterede aftaler, som Danmark har tilsluttet sig gennem årene. Og gang på gang blæser på FN’s henstillinger og beslutninger.
Det indtryk har fæstnet sig, at lovene udformes og bøjes efter det evigt gentagne mantra – straf.
Juraen er i dag – som under besættelsen – underkastet de politiske magthaveres forgodtbefindende og behov – politikere, som i parentes bemærket kommer fra de samme partier, som i sin tid udgjorde samarbejdsregeringen.
Nu som dengang afstemmes alt efter deres politiske meninger og mål. Man har efterhånden det indtryk, at lovene så og sige laves til lejligheden, som vi så det for eksempel med »lømmelpakken«.
Derfor er solidaritet med mennesker, som kæmper mod en besættelsesmagt forbudt. Derfor forsøger man at kriminalisere dem, som kæmper for national frihed, social retfærdighed og politisk selvstændighed.
Det, der var tilladt og en moralsk pligt i går – nemlig at komme undertrykte og ulykkelige mennesker til hjælp, er i dag en forbrydelse mod statens sikkerhed. En terrorhandling.
En ven har kort formuleret tilstanden på denne måde:
»Det midlertidige er blevet permanent, det ekstraordinære er blevet det sædvanlige. De regler, der skulle anvendes mod fjenden, anvendes i stigende grad mod landets egne borgere, mod den indre fjende, og det uanset at politikerne havde tilkendegivet det modsatte under behandlingen af terrorlovene i Folketinget.
Landets egne borgere er i stigende grad blevet statens fjender.«
Modstand
Aktuelt betyder det, at jeg som formand for Horserød Stutthof Foreningen – i sin tid oprettet af de overlevende fra udryddelseslejren Stutthof, hvortil de var deporteret med velvillig støtte fra den danske samarbejdsregering, Højesteret og dansk politi – nu står anklaget for støtte til terror.
En gammel antifascistisk parole siger med få ord, hvorfor vi – og stadig flere med os – gør som vi gør, og hvorfor jeg i dag har fået en terrorsigtelse på halsen: Når uret bliver ret – bliver modstand en pligt!
Vi gør modstand. Derfor står vi i Horserød Stutthof Foreningen – og mange med os – fast på vore meninger. Vi lader os ikke kyse.
For os er dagens kampe en fortsættelse af den antifascistiske kamp, der ikke – som mange bildte sig ind – sluttede den 4. maj 1945, men som stadig er bydende nødvendig i dagens tusmørkesamfund.
Set fra min side er de sidste rester af det borgerlige demokrati under konstant pres og hastig afvikling. Med indførelsen af den nuværende terrorlovgivning kører lovmøllen for fulde omdrejninger.
Formålet med denne tilsyneladende endeløse strøm af love og stramninger af lovgivningen er – som før sagt – at lukke munden på anderledes tænkende, gøre befolkningen angst for at engagere sig politisk i blandt andet i solidaritetsarbejde og angst for i den sammenhæng blive hængt ud for støtte til terrorisme og terrororganisationer.
Som den tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre, Britta Schall Holberg sagde det til Kristeligt Dagblad den 29. januar: »Først gør man folk bange, så kommer man bagefter og siger, at man vil redde dem fra det, de er bange for. I virkeligheden bærer det hele terrorlovgivningen.«
Terrorbevægelser vil i dag sige frihedsbevægelser, som tilfældet er i Palæstina – en bevægelse, som kæmper mod en besættelsesmagt. End ikke den humanitære hjælp – sådan som Horserød Stutthof Foreningen i meget beskedent omfang har forsøgt – er tilladt.
Åbenlyse uretfærdigheder
Så derfor er det helt klart, at den store internationale flåde med fødevarer og medicin til Gaza den 31. maj blev opbragt af israelske krigsskibe – oven i købet i internationalt farvand.
Resultat: Ni fredsaktivister myrdet med koldt blod og endnu flere sårede og lasten beslaglagt. Det kunne ikke være anderledes i en verden, hvor kun magten tæller.
Den af FN’s Sikkerhedsråd nedsatte kommission til undersøgelse af Israels piratvirksomhed er endt som det rene teater.
Formand for kommissionen er den forhenværende Labour-premierminister fra New Zealand, Geoffrey Palmer og som næstformand Colombias afgåede præsident Alvaro Uribe. Manden, som stod bag de colombianske dødspatruljer og paramilitære grupper, som har tusinder af fagforeningsledere og bondelederes liv på samvittigheden.
»En mand med blod på hænderne skal undersøge andres blodige hænder«, som en avis formulerede det.
Men på trods af de israelske, amerikanske og danske myndigheders skærpelse af situationen, bliver der stadig flere, som ikke lader sig skræmme – den civile modstand breder sig.
Vreden mod de åbenlyse uretfærdigheder og de racistiske holdninger, som dagligt kommer til udtryk i forhold til flygtninge og indvandrere er stadigt stigende.
Det samme gælder modstanden mod de krige, Danmark er blevet trukket ind i på grundlag af en dansk statsministers løgnagtighed – og naturligvis uden man spurgte om det danske folks mening.
De sidste opinionsmålinger viser da også, at et flertal af den danske befolkning kræver de danske soldater hjem.
Og stadig flere sætter – i lighed med Horserød Stutthof Foreningen – spørgsmålstegn ved den førte politik og den deraf udledte kriminelle lovgivning.
Hvad lovgivningen angår, kunne vi måske endnu engang lære noget historien. Lad mig derfor kort opholde mig ved en gammel sag – den såkaldte Hjalf-sag. Ukendt for de fleste – glemt af resten.
Hjalf-sagen
Sagen var det sidste af de store opgør efter besættelsen nemlig mellem landets daværende højeste militære ledelse, repræsenteret ved general Viggo Hjalf – hærens øverstkommanderende – versus den kommunistiske avis Land og Folk’s chefredaktør og den aktive modstandsbevægelse, hvis våben militæret under besættelsen beslaglagde – stjal er det rigtige ord – for at kunne bruge dem efter krigen mod kommunisterne.
Et forræderi som kostede mange modstandsfolk livet. Sagen blev afsluttet ved Højesteret i 1961, hvor chefredaktøren for Land og Folk naturligvis blev dømt. Tre måneders fængsel til redaktøren og 25.000 kroner i erstatning til generalen.
Kort efter fik Hjalf dog silkesnoren – blev fyret. Han var trods alt blevet en for stor belastning for den daværende socialdemokratiske regering. Kommunisten – den tidligere Stutthof-fange – kom i fængsel en sidste gang, og som forventet døde han kort efter. Så var man fri for ham – alt var igen på »sin rette plads«.
Den store færøske digter William Heinesen skrev dengang følgende:
»Om højesteretsdommen over redaktør Martin Nielsen tør jeg ikke udtale mig, jeg kender ikke juraens labyrinter og irgange; lovgivning og håndhævelse af lov og ret er jo særdeles komplicerede ting. Men det turde vel dog kunne slås fast som noget urokkeligt, at loven er til for menneskenes skyld og ikke modsat.«
Helt sikker var Heinesen åbenbart ikke, for han slutter:
»Hvor ofte i historien har man ikke set, at menneskelig anstændighed og mandsmod under visse forhold så sig stillet over for valget mellem lovbrud og moralsk defaitisme?«
Det kunne være skrevet til den situation, jeg og Horserød Stutthof Foreningen i dette øjeblik befinder os i. Det er de samme valg, jeg og mange med mig står over for i dag, når vi siger:
Vi vil forsvare de sidste rester af demokratiet – om nødvendigt ved at sætte os op mod den eksisterende terrorlovgivning, koste hvad det koste vil. Det er vor demokratiske pligt!
Eller som juraprofessor Eva Schmidt har sagt det: »Vort demokrati stivner, hvis ingen tør udfordre magthaverne.« (Politiken den 21. august)
det politiske problem
Jeg vil herefter kort berøre en anden side af problemerne – den politiske – som ikke finder sin løsning i en retssal, uanset at jeg som formand Horserød Stutthof Foreningen bliver dømt. (Hvilket jeg med statsgaranti bliver.)
Der er nemlig forskel på folk:
Engang i 1988 red den nuværende danske statsminister forklædt som afghansk mujahedin med en Kalasni-kof slængt over skulderen ind i Afghanistan med 600.000 gode danske kroner i saddeltasken som et beskedent bidrag til Vestens og mujahedin’s terror mod det afghanske folk og kamp mod den gudløse kommunisme og Sovjetunionen.
Mig bekendt blev han aldrig retsforfulgt for støtte til terroristisk virksomhed.
Men Horserød Stutthof Foreningen skal klapses af for at have formidlet et meget beskedent bidrag på cirka 17.000 kroner til humanitær hjælp i det ødelagte Gaza.
Konklusionen må være: Hvis Horserød Stutthof Foreningen – i stedet at opfordre til at støtte befrielsesorganisationen PFLP’s humanitære arbejde for ofrene i Gaza – havde indsamlet og videresendt penge til de israelske bosættere, som bærer et hovedansvar for den stadigt mere spændte situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt, men som ikke er på hverken USA’s eller EU’s terrorlister, var jeg og den forening, jeg repræsenterer, ikke blevet sigtet efter terrorparagraffen.
I Geneve-erklæringen om terrorisme, vedtaget af FN’s generalforsamling den 29. maj 1987, står der i indledningen:
FN’s erklæring
»Vi nævner det palæstinensiske folks fortsatte kamp for deres hjemland over for Israels og USA’s militære og paramilitære politik i hele det østlige Middelhavsområde… » og videre: »… det særlige kendetegn ved terrorisme er frygt, at denne frygt stimuleres af trusler om vilkårlige og forfærdende former for vold rettet direkte mod almindelige mennesker overalt. (…)
Den moderne statsmagts terrorisme og dens højteknologiske våben overgår kvalitativt mange gange den politiske vold, som grupper, som stræber efter at ophæve undertrykkelsen og opnå befrielse, støtter sig på.«
Og med klar relevans til situationen i dag: »… Det er en grusom forlængelse af terrorismens svøbe spottende at stemple kampe mod terrorismen som “terrorisme“. Vi støtter disse kampe og opfordrer til såvel folkenes befrielse som det politiske sprogs befrielse.«
Netop sproget bliver stadig vigtigere i en verden hvor fortielse, fordrejelse, manipulation og decideret løgnagtighed er blevet faste ingredienser i den politiske kamp og i kampen om historien.
Her på det sidste har vi endnu engang set, hvordan Dansk Folkeparti og regeringspartierne mener, at deres ytringsfrihed bliver begrænset, hvis ikke den såkaldte racismeparagraf – straffelovens paragraf 266b – bliver slettet. Den er en hindring for deres frie udfoldelse. Den forhindrer dem i at tale frit fra leveren, og som de »gode danske mænd« de er, at »forhåne og nedværdige andre mennesker på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering« (citat fra paragraffen).
Om de nationale befrielsesbevægelser står der videre i Geneve-erklæringen:
»Som gentagne gange anerkendt af FN’s generalforsamling har folk, der kæmper mod koloniherredømme, fremmed besættelse eller racistiske regimer, i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse ret til at bruge magt for at opnå deres mål inden for rammerne af international humanitær lov.
Sådanne lovlige aktiviteter skal ikke forveksles med international terrorisme. Således vil det være juridisk utilladeligt at behandle medlemmer af nationale befrielsesbevægelser… som om de var almindelige kriminelle.«
Til sidst understreges det, at: »… langt størstedelen af brud på krigsførelsens love og skikke er blevet begået og begås stadig af staters regulære, irregulære, paramilitære og hemmelige styrker, ikke af nationale frihedskæmpere.
De vestlige medier har med vilje fordrejet og perverteret dette numeriske forhold for at skabe denne antiterrorkult til fordel for deres regeringers egne militaristiske og terroristiske formål.«
The Geneva Declaration on Terrorism – FN’s generalforsamlings erklæring fra 1987 – er underskrevet af Danmark.
Angsten som våben
Afslutningsvis kun dette:
En usynlig fjende som terroristen og terroren kan man fremstille som langt farligere end den synlige fjende. Hvor er terroristen? Hvornår slår han til? Og hvor slår han til?
Med en sådan fjende er det let at skræmme borgerne. Og skræmte, det blev de, tilmed så meget, at de blandt andet accepterede at give endnu større bevillinger til militæret end hidtil. De hemmelige væsener skulle også have endnu større bevillinger og endnu mere mandskab end hidtil. Det samme gjaldt politiet.
Frygten blev opbygget systematisk, næsten videnskabeligt, og den råder den dag i dag. I løbet af få år er frygten steget til uanede højder i de vestlige lande. Nogle lande er gået så vidt, at de erklærer undtagelsestilstand i korte perioder.
Andre steder er militæret sågar sat i alarmtilstand. Og alt imens frygten råder, eksporterer USA sine våben og krigsudstyr i endnu større mængder end førhen, hvor fjenden var synlig og kunne underkastes en analyse af hvem som helst – hvilket den usynlige fjende altså ikke kan.
Det har fået fatale følger – også for Danmark. Vort land er efter min mening på vej til at blive et lovløst land. Retsplejeloven, straffeloven og Grundloven er – som jeg ser det – delvist sat ud af kraft til fordel for de nye terrorlove.
For at sikre demokratiet mod påståede, ukendte terroristers mulige anslag mod det danske demokrati, begrænses befolkningens demokratiske rettigheder.
I demokratiets navn sættes demokratiet ud af kraft. Det ligner begyndelsen til en politistat, hvor CIA’s og PET’s ord er Loven!
Kronikken bygger på en tale holdt den 6. november i Dokumentationscentret mod Historieforfalsknng.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
