Anders Fogh Rasmussen nævner selv Friedman som en af sine store inspiratorer og gennem det arbejde, som Fogh iværksatte, og som Lars Løkke fortsætter, har vi været vidne til en udhulning af det offentlige system.
af Christian Stokbro Karlsen, forfatter
Siden 70’erne er der blevet ført en ofte brutal idékamp rundt om i verden; nu må venstrefløjen se tiderne i øjnene og genopfinde sig selv i en verden, hvor kun få taler menneskets sag.
Der er visse ideologiske ligheder mellem 70’ernes økonomiske laboratorium i Latinamerikas sydlige del og den politik, der lidt efter lidt er blevet gennemført herhjemme de seneste ti år. Fællesnævneren er Milton Friedman (1912-2006).
Den amerikanske økonom, Friedman, var frimarkedstænker udi det ekstreme og har direkte eller indirekte rådgivet flere af Latinamerikas militærjuntaer, der er blevet støttet af CIA og Washington. I Lars Christensens (cand. polit.) farvel til Friedman i Information (25.07.07) beskrives han afslutningsvist som en »frihedskæmper«, og enhver sammenhæng mellem Friedman og diverse diktaturstater bliver afvist kategorisk.
Centralt hos Friedman
Centralt hos Friedman står det, der kan kaldes treenigheden i hans økonomiske tænkning: privatisering, deregulering, hvilket i praksis vil sige et kapitalistisk anarki, og afvikling af de sociale ydelser. Anders Fogh Rasmussen nævner selv Friedman som en af sine store inspiratorer og gennem det arbejde, som Fogh iværksatte, og som Lars Løkke fortsætter, har vi været vidne til en udhulning af det offentlige system.
For eksempel får hospitalerne i dag tildelt et vist beløb, som de skal administrere i forhold til indlæggelser, operationer og undersøgelser, men sideløbende hermed skal de leve op til ventetidsgarantien. Det betyder, at hvis en afdeling har penge til at operere 150 patienter, men får 200 patienter, så har de ikke råd til at operere de sidste 50 patienter, og derfor kan de heller leve op til ventetidsgarantien, hvorfor de får bøder.
For at føje spot til skade bliver de sidste 50 patienter herefter tilbudt en dyrere behandling på privathospitaler, der får penge pr. behandling, som det tidligere også var tilfældet med det offentlige sygehusvæsen.
Det er et strategisk valg fra regeringens side, som har det klokkeklare formål at afvikle det offentlige sygehusvæsen.
Flere falder igennem
Hele vores sociale sikkerhedsnet er blevet stadig mere stormasket, så flere og flere falder igennem.
Kontanthjælpen er skåret så langt ned, at mange end ikke kan sidde i de billigste lejligheder i de større byer, hvilket betyder, at de bliver sat på gaden. Ydermere begynder man nu at snakke om en stramning af reglerne på (læs afvikling af) førtidspensionsområdet. Igen er det en social ydelse, der står for skud.
Endelig forsøger man at gøre indtjeningsmulighederne for den private sektor så optimal som muligt.
Tankegangen er her, som den borgerlige tænketank CEPOS udtrykker det i et notat, »at privatiseringer og øvrige produktmarkedsliberaliseringer øger produktiviteten i hele økonomien.« (29.03.07). Men hvor end man vender sig og ser på den friedmanske model i praksis, har den nok medført en kapitalstigning, men det skal ses på baggrund af massefyringer samt rekordstore stigninger i folk, der lever under fattigdomsgrænsen. De, der tjener på privatiseringer og produktmarkedsliberaliseringer er nogle ganske få, der til gengæld oplever helt uvirkelige stigninger i fortjenesten.
Sådan ser det endnu ikke helt ud herhjemme, men ideologien bag den førte politik de seneste ti år er ikke til at tage fejl af, den er utvetydig friedmansk, og får den siddende regering lov til at blive siddende, så er det dét scenarie, vi går i møde.
Ny regering og så...
Problemet synes at være, at selvom vi får en anden regering, så kommer klaveret ikke til at spille markant anderledes. Under Nyrup blev der privatiseret for godt 36 milliarder, og Thorning-Schmidt sætter i sin redningsplan nogle af arbejderbevægelsens sejre under pres med en times længere arbejdsuge.
Vi kan selvfølgelig håbe på, at Enhedslisten ved at gå aktivt ind i den førte politik kan påvirke den i en sådan grad, at i hvert fald kerneområderne, såsom infrastruktur, miljø, undervisning, social- og sundhedsvæsen bliver/forbliver nationaliseret.
Men vi befinder os uden tvivl i en ideologisk kamp – og der er ikke bare tale om en idékamp i akademisk fordragelighed, men om en kamp, der har og vil få uhyre store konsekvenser for landet såvel som for middelklassen og nedefter i den sociale segmentering. Spørgsmålet er, om vi kan yde en tilstrækkelig modstand med en fuldstændig fragmenteret venstrefløj? Og spørgsmålet er videre, om vi kan sprede vores idéer med en retorik, der af og til synes at stå i tomgang?
Ikke læne sig tilbage
En ting er i hvert fald sikkert: Med det massive pres på de tilkæmpede mindsterettigheder, der er i dag (tag for eksempel EU’s friedmanske opretningspakke til Grækenland), så kan vi ikke tillade os den luksus, at læne os tilbage og afvente historiens nødvendige gang mod revolution og socialisme.
Er der noget historiens gang har vist indtil nu, så er det at frimarkedsteorierne trives i bedste velgående bag et slør af krise og demokratiseringer – tag bare Kinas kapitalistiske kommunistparti (?) – og at historiens gang ikke har nogen nødvendighed bag sig, men er drevet af meget menneskelige aktører.
Vi kan heller ikke tillade os blot at aflire marxismens grand old men, som det hed i en artikel i Arbejderen (07.07.10), eller som Alvaro Cunhal blev citeret i samme artikel for at skrive:
»Et af de hyppigste udtryk for denne dogmatiske ånd er kanonisering af de kommunistiske mestres tekster og opgivelse af analysen af situationer og fænomener til fordel for systematisk og kuende afskrift af de klassiske tekster som svar, som kun den nutidige analyse kan give.«
At kæmpe idékamp
Vi må med andre ord sørge for, at idékampen ikke er ensidig og næsten udelukkende føres af borgerlige tænketanke med kapital og et massivt propaganda- og krigsapparat i ryggen. Et udgangspunkt, som også ligger i forlængelse af Cunhal, kunne være det, som den slovenske filosof Slavoj Zizek fremhæver i den netop oversatte Ideologiens sublime objekt:
»Den opgave, der står tilbage, er altså at gentage Lenin: At give nyt liv til det håb, som stadig fortsætter med at hjemsøge os. […] At gentage Lenin betyder følgelig ikke at genoptage Lenin. At gentage Lenin vil sige at acceptere, at Lenin er død, at hans særlige løsningsmodel slog fejl, ja slog uhyrligt fejl, men at der var en utopisk gnist i den, som er værd at bevare. At gentage Lenin vil sige, at man forstår at skelne imellem, hvad Lenin faktisk gjorde, og det felt af muligheder, han åbnede – at man forstår spændingen i Lenin imellem, hvad han konkret udrettede og den dimension, der ligger herudover: At der så at sige ‘var mere i Lenin end Lenin selv’.«
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
