Ud fra den humanistiske ide om, at det er muligt at skabe en anden slags verden, har vi bekæmpet analfabetismen, overvundet den ekstreme fattigdom og mindsket den almindelige fattigdom betydeligt.
af dr. Roger Corbacho Moreno, chargé d’affaires ved den Bolivarianske Republik Venezuelas Ambassade i Danmark
Verdens arbejdere og bønder – den arbejdende klasse – bør altid huske det, der skete i årene 1870, 1929, 1980 og 2008. Disse år er mærket af dybe verdensomspændende kriser i den kapitalistiske økonomi.
Og vi bør have det in mente, for det ramte vores bedsteforældre, det ramte vores forældre, og det har ramt os.
Det er os, der gang på gang har været nødt til at betale prisen – gang på gang har det været arbejderklassen, der har været nødt til at ofre sig for at få gang i maskineriet igen.
Vi er derfor nødt til at spørge os selv: Er arbejderne og bønderne mon ansvarlige for hver og én af disse kriser? Er arbejderne holdt op med at fremstille varer, eller har de sænket produktionen i en sådan grad, at hele systemet gang på gang må gå til grunde?
Er det mon sådan, at arbejderne – ved at gå til lægen, ved at føde børn eller ved senere at sende dem i daginstitutioner – er årsagen til, at børsmarkederne verden over krakker? Er det grunden til, at handelen stopper?
Er det årsagen til, at fabrikkerne lukker? Og endnu værre: Er det grunden til, at staten går bankerot? Tror I virkelig, at det er sådan, det hænger sammen?
I skal vide, at det kapitalistiske produktionsapparat i Latinamerika har været særlig grusomt over for de folkelige klasser. Selvom Latinamerika er et kontinent, der er rigt på naturressourcer, er vores fattigdomstal – både tallene for almindelig fattigdom og tallene for ekstrem fattigdom – blandt de mest alarmerende i verden.
Velstandens vej
Samtidig har vi en uanstændig ophobning af velstand på nogle få hænder. De herskende klasser i Latinamerika er de eneste, der – midt under den globale finanskrise – har øget deres formue med 20,4 procent.
Til sammenligning kan det nævnes, at den økonomisk stærke klasse i Europa kun har øget sin formue med 5,4 procent i den samme periode.
Efter hver økonomisk krise – i det, som eksperterne kalder »tiden for økonomisk genopretning« – har arbejderne knoklet i deres ansigts sved. Men den velstand, deres arbejde genererer, er ikke blevet anvendt til at kompensere for deres indsats.
Tværtimod – den er hver gang havnet i hænderne på nogle få privilegerede. På den måde har hver krise betydet endnu en nedskæring af budgettet for hospitalerne, skolerne og universiteterne; men det har også betydet endnu en lønnedgang for lærerne, sygeplejerskerne og funktionærerne.
Hver eneste krise har altså efterladt Latinamerika med en forringet offentlig service og lavere lønninger til folket.
Ved I, hvad det betyder for arbejderklassen, at den offentlige service hele tiden forringes og lønningerne hele tiden reduceres?
Det betyder, at folk har færre ressourcer til at købe mad og mindre adgang til elektricitet, vand og medicin. Man har til gengæld større risiko for at dø af helbredelige sygdomme eller under en ukompliceret fødsel.
Det betyder, at folk hele tiden får ringere mulighed for at modtage undervisning og udvikle deres evner.
Eller tror I måske, at et barn, der ingenting har spist – eller et barn, der er sygt og ikke får nogen behandling – er i stand til at studere ordentligt eller udvikle sig personligt?
Ved I, hvad »eksperterne« anbefalede os, at vi skulle gøre for at undgå at dø af sult på grund af de evigt faldende lønninger? Liberaliser økonomien, globaliser jer, åbn jeres markeder! Og hvad mener man så med det?
Haitis eksempel
Lad mig svare med et enkelt eksempel: Lad mig fortælle jer om Haiti – det fattigste land i Latinamerika.
Den liberalisering, der blev pålagt Haiti, siden man indførte frihandelsaftalerne og opskrifterne på omfinansiering af udlandsgælden, betød i sin enkelhed, at man i stedet for at købe nationalt produceret ris – som på grund af manglende investeringer og dårlig infrastruktur var for dyr – hellere købte den billige ris produceret i USA.
Det, haitianerne ikke vidste, var, at der var en fidus ved den billige ris fra Arkansas – som tilfældigvis var den delstat, hvor Bill Clinton havde været guvernør:
Den blev produceret med statsstøtte, så de amerikanske landmænd kunne udkonkurrere deres konkurrenter i andre lande uden at respektere den famøse lov om »udbud og efterspørgsel«.
Udfaldet blev, at Haitis risproduktion fuldstændig forsvandt, fordi den ikke kunne konkurrere med de udenlandske priser, der blev holdt kunstigt nede.
Bønderne blev tvunget til at søge andre muligheder for overlevelse i de overbefolkede byer, som desuden manglede den nødvendige infrastruktur.
Meget få – bortset fra haitianerne selv – var opmærksomme på denne dramatiske situation, hvis ikke det havde været, fordi naturen dikterer forholdene efter sine helt egne spilleregler:
Efter det altødelæggende jordskælv har Haiti været udsat for gentagne oversvømmelser og tørkeperioder – alt sammen i løbet af et enkelt år. Og takket være pressen har vi fået Haitis elendighed smidt lige i ansigtet.
Selv Bill Clinton, der jo absolut ikke er under mistanke for at være en farlig venstreorienteret revolutionær, har været nødt til at erkende, at den politik, USA indførte i Haiti under hans ledelse, bærer ansvaret for den humanitære katastrofe, nationen oplever i dag. Og han har givet en offentlig undskyldning.
Hele Latinamerika har oplevet voldsomme oprør i landenes nyere historie. Det er alt sammen tegn på en vrede, der udspringer af elendighed og desperation over den økonomiske politik dikteret af markedskræfterne.
Amerikas frihandelsområde med sine neoliberale modeller var et projekt baseret på »fri handel«: En vej, der var bred i den ene retning og meget smal i den modsatte.
På den baggrund bliver der nu skabt et regionalt samarbejde, hvor man vælger at styrke den arbejdende befolkning i stedet for at købe såkaldt billig ris af USA eller Europa og sælge råvarer til foræringspriser.
ALBA-samarbejdet
I stedet for at prioritere bankernes interesser – de banker, der bliver ved med at drukne os i en udlandsgæld, der til en vis grad er både ulovlig og forkert – forsvarer man nationalarven og retten til at råde over egne naturressourcer.
I stedet for at skabe konkurrence mellem de forskellige produktionssystemer, lader man dem samarbejde og komplettere hinanden.
I stedet for at prioritere kapitalgoder, der efterhånden bruges mere til spekulation end produktion, prioriterer man de goder, der skabes ved reelt arbejde.
Som modstykke til de mindre og mindre attraktive fordele ved det »frie marked« – som i virkeligheden ikke er så frit endda – opstiller man nye kriterier, såsom et lands evne til at brødføde sin egen befolkning.
På den baggrund er ALBA-samarbejdet mellem kontinentets mest progressive nationer blevet skabt. Det er baseret på den betragtning, at den sociale investering er en økonomisk drivkraft, der ikke skal opfattes som en udgift.
Desuden – og det er det, der er det grundlæggende bag samarbejdet – opfatter ALBA de økonomiske, sociale og civile rettigheder som udelelige størrelser, der er gensidigt afhængige af hinanden.
Ud fra denne formel, ud fra denne humanistiske ide om, at det er muligt at skabe en anden slags verden, har vi bekæmpet analfabetismen, vi har overvundet den ekstreme fattigdom, og vi har mindsket den almindelige fattigdom betydeligt.
Samarbejdsparterne er blandt de lande i verden, der har opnået størst fremskridt i kampen mod den uretfærdige fordeling af velstand. Blandt udviklingslandene er det de lande, der tilbyder deres befolkninger de bedste muligheder for at tage akademiske uddannelser.
De er blandt de få nationer, der har en troværdig strategi for at nå 2015-målene inden for sundhed, uddannelse og adgang til rent drikkevand og elektricitet. Og det er dem, der har formået at rykke deres befolkninger opad på Human Development-indekset.
Alt det opnår man – helt enkelt – ved at prioritere værdien af arbejde over værdien af kapital. I stedet for at nedsætte lærernes og sygeplejerskernes lønninger stimulerer man investeringerne i hospitaler og skoler.
Og i stedet for at give statsstøtte til bankerne, forsvarer man arbejderne og bønderne.
Tale holdt den 21. august ved K-Festivalen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
