Glemt og forladt boede Emilie Schindler 50 år i Argentina. Selv om overlevende jøder efter krigen vidnede om hendes indsats for at redde dem, blev de mange rapporter begravet i de allieredes arkiver.
af Louis Bülow, Århus
For et par år siden markeredes overalt i verden 100 året for den tyske industrimand Oskar Schindler, der blev berømt som den centrale figur i Spielbergs oscarbelønnede film Schindlers Liste som frelseren af 1200 jøder.
Mens Schindler således blev hentet frem fra glemslen og udødeliggjort som én af de store humane skikkelser i Holocaust, levnede Hollywood og og filmindustriens hårde drenge ikke plads til Emilie Schindler, der spillede en helt afgørende rolle og arbejdede tæt sammen med sin mand for at redde de mange jøder gennem det nazistiske inferno af mord og hensynsløs barbari uden sidestykke i versenshistorien.
Glemt og forladt boede Emilie Schindler 50 år i Argentina i San Vicente, 40 kilometer sydvest for Buenos Aires – selv om overlevende efter krigen taknemligt vidnede om hendes store indsats for at redde dem, blev de mange rapporter uden videre begravet i de allieredes arkiver.
Emilie førte i alle disse år et stille, tilbagetrukket liv i fattigdom i sit lille hus med sine katte, hunden og de smukke roser, og naboer og lokale kendte hende kun som Mutter Courage. Alene uniformerede politifolk forstyrrede idyllen – i årevis posteret døgnet rundt for at beskytte den gamle dame mod angreb fra nynazister og højre-ekstremistiske grupper.
Levemanden Schindler
Historien om Emilie Pelzl og hendes omtumlede liv med Oskar Schindler begyndte den 6. marts 1928, hvor den kønne 20-årige landmandsdatter blev gift med den charmerende levemand fra Zwittau i det nuværende Tjekkiet. Hendes fader gav Oskar en større medgift på 100.000 tjekkiske kroner, men de mange penge blev hurtigt klattet væk på biler, sprut og piger.
Der gik i det hele taget ikke lang tid, før de barske realiter gik op for nygifte Emilie: Oskar Schindler var en alkoholiseret playboy og skamløs skørtejæger af værste skuffe, der elskede at holde hof med sine venner, vodka og dobbelt cognac på de lokale kroer – ofte ledsaget af en elskerinde.
Hans sidespring var utallige, men efter hver affære vendte han som en skamfuld skoledreng altid tilbage til Emilie og bad om tilgivelse – og fik den. Selv om hun senere bittert kunne konstatere, at han skiftede kvinderne ud, som han skiftede tøj.
Hun beskriver det således i sine erindringer: »På trods af sine åbenbare svagheder og fejl havde Oskar et stort hjerte og var altid rede til at hjælpe enhver i nød – han var imødekommende, venlig, usædvanligt generøs og næsten barmhjertig, men meget umoden ... han løj og bedrog mig konstant ...«
Men Emilie resignerede og blev hos ham. Hun støttede ham ihærdigt, da han senere under krigen besluttede at sætte alt på spil i desperate forsøg på at redde de 1200 Schindler-jøder fra dødslejrenes helvede.
Alt blev gjort for at sikre jøderne, hver en pfennig blev brugt til mad, klæder og medicin. Emilie solgte sine smykker og arvestykker for at kunne oprette et hemmeligt lazaret på fabrikken med lægeudstyr købt på det sorte marked, hvor hun utrætteligt passede og plejede de syge.
Under eet eller andet påskud tiggede hun ofte SS officerer og deres koner om mad og medicin, hun lærte hurtigt at bruge bestikkelse og illegale sortbørsvarer helt uden hæmninger, og jøderne kom til hende om sygdom og aborter ...
Bestikkelse og sortbørsvarer
Overlevende kunne senere tænke tilbage med dyb taknemlighed på dèn isnende vinterdag i krigens sidste år, hvor flere end 100 dødsdømte jøder fra Gollechau, en underlejr til Auschwitz-Birkenau, ankom til den lokale station, lastet i overfyldte kreaturvogne.
Oskar Schindler var selv bortrejst, men Emilie tøvede ikke. Hun fik fat i Oskar over telefonen, og han fik nazisternes tilladelse til at ansætte de dødsdømte som »nødvendige for krigsindustrien«.
Om natten i næsten 20 graders frost begav Emilie og nogle Schindler-jøder sig af sted og gik i gang med at befri de ulykkelige fanger. Et grufuldt syn mødte dem, da man efter stort besvær fik åbnet kvægvognene med økser: døde og levende døde muselmænd mellem hinanden i urin og ekskrementer, frosset fast til plankerne.
Bukket under for kulde
Nogle af fangerne var allerede bukket under for kulde og sult, men i ugevis plejede Emilie de syge og døende og fik bragt mange tilbage til livet. For at skaffe medicin på det sorte marked rejste hun næsten 300 kilometer med to kufferter fyldt med let omsættelige vodkaflasker, ligesom hun på mirakuløs vis fik fremskaffet et helt vognlæs brød på den sorte børs.
Mange af jøderne kom til at betragte hende som en mor og fortalte efter krigen om hendes utrættelige bestræbelser på at hjælpe dem.
Efter krigen flygtede ægteparret Schindler efter trusler fra gamle nazister til Buenos Aires i Argentina, ledsaget af Oskars elskerinde og et dusin Schindler-jøder, og slog sig i 1949 ned som farmere, støttet økonomisk af den jødiske organisation Joint og taknemlige jøder, der aldrig glemte dem.
Stikker af til europa
Da de efter otte års kamp for tilværelsen måtte se en truende økonomisk fallit i øjnene, rejste Oskar Schindler alene tilbage til Europa og slog sig ned i en lille lejlighed Am Hauptbahn 4 i Frankfurt Am Main i Vesttyskland.
Emilie havde en vag fornemmelse af, at han nu havde forladt hende for altid – og det kom til at slå til. »Det første, han gjorde, var at sælge sin returbillet og så ellers bruge pengene på cognac og kvinder«, fortalte hun åbenhjertigt i et interview.
De blev aldrig formelt skilt, men hun så ikke Oskar siden. Han fortsatte med at sende hende breve i de følgende år, en enkelt gang med penge og en udgave af Anne Franks Dagbog – skuffet og træt smed hun efterhånden brevene uåbnede i den gamle kakkelovn ...
Brevene ophørte i 1974, hvor Oskar Schindler døde i Hildesheim den 9. oktober, 66 år gammel.
Dybt forgældet måtte Emilie Schindler sælge farmen, og hun klarede sig kun igennem sin ensomme tilværelse i sit lille hus takket være hjælp fra velgørende organisationer og de få venner.
Da hun blev indlagt på et hospital i Buenos Aires med en brækket hofte, nægtede lægerne pure at operere, da hun ikke kunne betale for operationen. Først da spillere fra fodboldholdet River Plate og andre lokale trådte til med økonomisk støtte, blev Emilie Schindler opereret.
Hun stod i alle årene i skyggen af sin mand men blev i sine sidste leveår hentet frem fra glemslen og fik oprejsning for sin egen indsats for at redde jøder under Holocaust. Hun blev erklæret for »Retfærdig« i Israel og fik i forbindelse med Spielbergs film tilsendt en mindre check.
Hun blev modtaget af Argentinas præsident og blev tildelt såvel en fornem orden Order Of May som en månedlig pension. Hun mødtes med præsident Bill Clinton, blev modtaget af pave Johannes Paul II i Vatikanet og var den tyske regerings hædersgæst, hvor hun mødtes med præsident Roman Herzog.
Emilie Schindler døde i oktober 2001 under et besøg i Tyskland. Hun blev begravet på kirkegården i Waldkraiburg i Bayern en times kørsel fra München, og hendes gravsten bærer indskriften: Den, der redder ét liv, redder hele verden.
Muselmænd var betegnelsen for de personer i kz-lejrene, der gik rundt som levende døde. De havde ingen muskler eller fedt tilbage på kroppen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
