Man kan ikke bremse kampen mod terrorlovene ved at dømme Horserød Stutthof Foreningen. Civil ulydighed lader sig ikke dirigere af en byretsdommer eller en politianklager.
af Anton Nielsen
Vi er her for at mindes vore kammerater, som den 22. juni 1941 – for nu 69 år siden – blev ofre for den danske regerings grundlovsbrud og samarbejde med besættelsesmagten.
Det er lang tid siden, og et flertal af den nuværende danske befolkning var end ikke født dengang. Nogen spørger derfor, hvad kommer det os ved? Hvorfor skal vi blive ved med at høre om Besættelsen, og det der skete dengang?
Det skal vi, fordi dette skændige kapitel af vort land historie ikke skal blive glemt. Det skal vi netop nu, hvor et kobbel af såkaldte historikere har til opgave at skrive historien om, så den kommer til at passe med de nuværende magthaveres politiske hensigter og mål.
Deres mål er en historieløs befolkning – eller en befolkning med en fordrejet og manipuleret historieopfattelse. En historisk viden hentet fra endeløse tyske og amerikanske tv-serier, som aften efter aften løber over skærmen. Hvor man forsøger – og sikkert ikke uden held – at kaste et forsonende skær over nazismen.
På det sidste har man præsenteret morderne fra SS, som var fantastiske soldater og kunne slå ihjel uden at blinke, som det blev sagt. Krigens hårde halse. Serierne har en udtalt antikommunistisk og antisovjetisk slagside. Den røde Hær fremstilles som en samling primitive ukultiverede voldtægtsforbrydere, mens Vestmagterne er gentlemen i uniform.
Det hele er et led i den ideologiske krig, som ikke stoppede i 1991 med Sovjetunionens opløsning, men fortsætter på trods af, at man for længst har erklæret kommunismen for død og begravet.
Men som Simon Wiesenthal sagde det: »Håbet lever, så længe mennesker husker«. Og vi er nogle af dem, der husker! Derfor er det blandt andet vor opgave at ruske op i menneskenes hukommelse. For kampen mod fascisme og krig og for fred og frihed sluttede ikke den 4. maj 1945, den fortsætter – og er fortsat en realitet i det herrens år 2010.
Lighedspunkter
Man siger godt nok, at historien ikke gentager sig, og det er rigtigt et langt stykke af vejen. Men der er unægtelig mange lighedspunkter mellem optakten til Anden Verdenskrig i 1930’erne og det, vi oplever nu i de første år af det nye årtusind.
Den kapitalistiske krise hærger dengang som nu med arbejdsløshed og fattigdom til følge. De rige går fri – eller rettere sagt bliver præmieret for deres spekulationer og svindelnumre. Banker og monopoler får hjælp i milliardklassen, mens arbejdsløshedsunderstøttelsen og bistandshjælpen beskæres.
EU og IMF udsender ordrer på stribe, som indebærer hidtil usete nedskæringer og forringelser af de sociale forhold i Europa til følge. Grækenland er sat under administration og er nu reelt et protektorat under EU og IMF. Spanien og Portugal er de næste på ventelisten.
Danmark er ingen undtagelse – de arbejdsløse, pensionisterne og arbejderklassen er udset til at betale gildet for Danske Bank, A.P. Møller og konsorter.
Socialdemokratiet og SF mener, at problemerne kan løses ved, at vi alle arbejder 12 minutter mere om dagen – de af os som stadig måtte have arbejde. Hvorfor har ingen da tænkt på det noget før – 12 minutter og alle problemer er løst.
Men et spørgsmål melder sig og er endnu ikke besvaret: I de sidste mange år har fagbevægelsens hovedkrav været nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer. Hvorfor skal vi så pludselig sætte arbejdstiden op?
Hvem gavner det? Ikke de arbejdsløse, kan man roligt fastslå. Men arbejdsgiverne er helt med på spøgen, mens regeringen har svært ved at skjule sin ærgrelse. Hvorfor fandt vi dog ikke på det?
Ideologisk hetz og racisme
Imens trækkes samfundet mod højre, her i Danmark som i resten af Europa. Fascismen stikker endnu engang sit beskidte fjæs frem. Censur og stempling af politiske modstandere som fædrelandsløse slyngler, der har sat sig ud over folkefællesskabet, fratages deres rettigheder.
I Polen har man netop vedtaget en lov, som forbyder »hammer og segl«. Det kan give op til to års fængsel, hvis man bliver fundet i besiddelse af en rød fane med hammer og segl. Den politiske atmosfære bliver stadig mere giftig. Så vidt jeg har forstået, er al økonomisk hjælp til kz-lejrmuseernes vedligeholdelse og arbejde med at sikre historien beskåret kraftig eller helt stoppet. Det gælder også museet i Stutthof.
I Ungarn har efterfølgerne af Horthys fascistiske Pilekorps fra krigens tid og den ungarske kontrarevolution i 1956 vundet det sidste valg og sidder nu på magten. Hermed er jagten på romaer og andre etniske mindretal gået ind for alvor. Det kommunistiske parti og dets symboler har længe været forbudt. For et par år siden, blev en mand, der havde en rød stjerne i sin kasket den 1. maj, idømt et års fængsel.
I Tallinn, Riga og Vilnius marcherer gamle SS’ere i gaderne med regeringernes helhjertede opbakning og støtte – mens den russiske befolkningsgruppe diskrimineres og forulempes på det groveste. Mindesmærker til erindring om dem, som satte livet til i kampen mod de nazistiske horder, skændes eller destrueres.
I Holland vandt racisten og fremmedhaderen Wilders valget. I Belgien vandt det flamske efterfølgerparti til det fascistiske Vlams Block valget. Resultatet kan blive Belgiens opløsning. I Tyskland vinder nazistiske grupperinger stadig frem. Arbejdsløsheden er igen stigende: omkring fire millioner tyskere er i dag uden arbejde.
Overfald på indvandrere og flygtninge hører til den daglige uorden, nøjagtig som vi ser det i vort naboland Sverige og i vort eget land, hvor regeringen og Dansk Folkeparti tager stadig mere rabiate metoder i brug i det racistiske felttog mod alle anderledes tænkende.
Via de eksisterende terrorlove nedbrydes systematisk de sidste rester af det borgerlige demokrati. Retssikkerheden har udviklet sig til en illusion, en by i Rusland, som vi var vidne til det under klimatopmødet i København i december sidste år.
Lømmelpakker lavet til lejligheden skulle forhindre befolkningen i at demonstrere for klodens overlevelse. Forstod man ikke et vink med en vognstang, blev man sat i »futtog« og klimafængsel omgivet af knippelsvingende betjente og glammende hunde.
Styrk solidariteten
Hermed er jeg tilbage ved grundlovsbruddet den 22. juni 1941, hvor den danske regering underdanigt bøjede sig for besættelsesmagten. Dansk politi fulgte nidkært nazisternes ordre og fængslede langt flere kommunister, end tyskerne havde forlangt.
Man brød Grundloven for senere at udlevere landsmænd til fjenden. Hvilket for mange fik en dødsdoms virkning.
Efter krigen oprettede de overlevende en række organisationer, som blandt andet havde til formål at sikre, at det, som skete mellem 1940-45, ikke skulle blive glemt. Blandt andet oprettedes Horserød-foreningen og Stutthof-foreningen. De blev senere lagt sammen til Horserød Stutthof Foreningen.
Nu i 2010 har man sigtet Horserød Stutthof Foreningen efter straffelovens paragraf 114, terrorparagraffen, for at have »medvirket til at indsamle og at have ydet støtte til grupper, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af paragraf 114.«
Der er tale om to frihedsbevægelser: FARC i Colombia, som kæmper mod en korrumperet og brutal regering, som sidste år lod 48 faglige aktivister myrde.
Men ikke mindst er det vor støtte til PFLP’s humanitære arbejde i Gaza efter det israelske overfald i 2008-09, som går dem på. Begge organisationer er på EU’s og USA’s terrorlister. Og derfor skal vi dømmes.
Som i årene 1940-45 således også i 2010. Målet er at så angst i befolkningen, så man afholder sig fra at solidarisere sig med mennesker, som kæmper for frihed og menneskerettigheder. Solidariteten skal svækkes netop nu, hvor vi har mere brug for, at solidariteten og sammenholdet styrkes, end i lang tid. Ikke mindst i vore egne rækker.
Vi ved endnu ikke, hvornår retssagen skal finde sted – formodentlig efter sommerferien. Men vi lader os ikke kyse og er klar til at tage kampen op. I retssalen og udenfor.
Man kan ikke bremse kampen mod terrorlovene ved at dømme Horserød Stutthof Foreningen – eller Tømrernes Faglige Klub for den sags skyld. Civil ulydighed lader sig ikke dirigere af en byretsdommer eller en politianklager.
Vi lader os ikke kyse!
I stedet henvender vi os til alle progressive mennesker. Lad jer ikke skræmme af magthavernes trusler. Det stærkeste ord i verden er nej. Og tiden er inde til at sige nej. Civilkurage er det, der skal til en tid som denne.
Civil ulydighed er vejen. Hvis et flertal af befolkningen står af, så kan de putte deres kriminelle og udemokratiske love skråt op, for ingen retter sig efter dem, og dermed smuldrer deres magt. Det er vor hensigt, det er vort mål.
Men vi har en lang og vanskelig vej foran os.
Tale ved mindesmærket i Horserød den 22. juni.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
