Tegningen i vko-aftalen har ligget i kortene længe. Fogh rasmussens snigende underløbning af velfærds-staten er forbi, og der har i et stykke tid været optræk til det direkte angreb, som nu bliver en realitet.
af Anders Munk, formand for LO Århus
Forskån os for den forlorne snak om, at danskerne i fællesskab skal »samle regningen op« efter, at finansverdenen har kørt økonomien i sænk, og de rigeste 20 procent af befolkningen har fået massive skattelettelser. Og fri os fra at blive talt til som idioter.
Vi ved godt, at EU's konvergenskrav ikke er årsagen til regeringens nedskæringsplan, men kun anledningen.
Vi ved også godt, at det ikke skyldes befolkningens eller det offentliges overforbrug, at de fleste regeringer i Europa nu kører med uholdbare statsunderskud. De har alene fået den størrelsesorden, fordi regeringerne har pumpet umådeligt mange milliarder ind i finanssektoren for at redde den fra kollaps.
Og vi har hele tiden vidst, at det ville blive de almindelige lønmodtagere, der skulle »samle regningen op« både for regeringens skattelettelser og finanssektorens samfundsskadelige spekulation. Det eneste spændingsmoment har været - hvordan og hvornår.
Nu ved vi både, hvordan vi skal betale og hvornår. Og når jeg skriver »vi«, skyldes det den simple årsag, at det først og fremmest bliver de almindelige lønmodtagere, der skal »betale regningen«.
Reduktionen af dagpengeperioden fra fire til to år og udhulingen af kontanthjælpen rammer ikke kun de arbejdsløse.
Forringelserne af næsten alle efteruddannelsesmuligheder rammer heller ikke kun de arbejdsløse, og begrænsningen af støtte til efterskoleophold, skolepraktik, høreapparater og så videre rammer ikke kun de såkaldte »svageste« i samfundet. Forringelserne rammer bredt, fordi det går ud over vores almindelige sociale tryghed. Det der kendetegner en velfærdsstat!
Vi mister social tryghed
Nulvæksten i kommunerne indebærer også markante forringelser og nedskæringer. For reelt er der de sidste to-tre år foregået forringelser og afskedigelser i kommuner og regioner, selv om der har været en realvækst i kommunernes forbrug på 1,5 procent.
Hvem rammer disse nedskæringer eller effektiviseringer, som man nu har døbt barnet? De rammer de ganske almindelige mennesker, der har børn i daginstitutioner og skoler. De rammer selvfølgelig de ældre, og de rammer de familier der har handicappede pårørende. Og ingen af disse grupper hører til de »svage«.
Over en bred bank får de almindelige lønmodtagere og borgere frataget den sociale tryghed, det har krævet årtiers kamp at opnå. Og egentlig burde vi ikke blive overrasket. Tegningen i VKO-aftalen har ligget i kortene længe. Fogh Rasmussens snigende underløbning af velfærdsstaten er forbi, og der har i et stykke tid været optræk til det direkte angreb, som nu bliver en realitet med den nye plan.
Men hvorfor har regeringen så valgt at lægge sig ud med over halvdelen af Danmarks befolkning, når den med lethed kunne have overbevist EU-kommissionen om, at det danske statsbudget nok skulle blive rettet op over nogle få år gennem en offensiv investerings- og uddannelsespolitik?
For det første har den overvurderet effekten af den krisebevidsthed, som den har forsøgt at skabe i befolkningen. For det andet har den undervurderet danskernes almindelige sociale og politiske bevidsthed. Og for det tredje har den en helt anden dagsorden for, hvordan dansk økonomi skal komme på fode igen.
Billig og villig arbejdskraft
VKO har råt kalkuleret med, at når det bliver en voldsom social trussel at blive arbejdsløs, når den enkelte familie skal betale mere for flere og flere velfærdsydelser, og når de faglige organisationer er presset i knæ - så vil den enkelte lønmodtager være villig til at acceptere næsten alle vilkår på arbejdsmarkedet blot for at undgå afskedigelse eller lønnedgang.
Et drømmescenarie for arbejdsgiverne, som også har kvitteret med at rose VKO's nye plan. De får billig og villig arbejdskraft, og så bevarer de friheden til at bestemme, om overskuddet skal investeres eller kastes ind i den fortsatte spekulation på finansmarkederne.
Det er i korthed kernen i VKO's vækstplan - og det har været kernen længe. Al den snak om fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som EU-kommissionen, OECD og hele den økonomiske elite har ført i årevis - og nu også Lønkommissionen - får de foræret med VKO's plan.
Og hvis det går, som præsten prædiker, svækkes fagforeningerne. Den enkelte lønmodtager må klare sig selv, og der er ikke ret meget hjælp at hente fra det offentlige. Dem, der kan betale, forsikrer sig yderligere. Det er opskriften på ægte og usminket liberal økonomisk vækstpolitik.
Strategien er gennemskuet
Nu kunne man selvfølgelig hævde, at VKO herhjemme blot har lavet et selvmål. Men sådan forholder det sig ikke.
Denne samme plan om end med nationale nuancer gennemføres nu i Tyskland, England, Frankrig, Italien med videre. Og målet er også det samme: at tvinge de almindelige lønmodtagere til at betale oprydningen efter finanssektorens kollaps og samtidig forringe velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet så drastisk, at de samme lønmodtagere tvinges til at efterleve erhvervslivets krav, hvis de vil sikre sig hver især.
Men den strategi har vi gennemskuet. Det har lønmodtagerne også i de fleste andre europæiske lande. Og af samme grund vokser viljen til at forsvare velfærdsstaten og ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet. Ikke fordi vi bare synes det er synd for de »svageste« eller for de arbejdsløse, men ganske enkelt fordi det store flertal af lønmodtagere ikke kan få et ordentligt og trygt liv uden en stærk velfærdsstat og uden at være ordentligt beskyttet mod arbejdsløshed. Den lektie har vi lært gennem de sidste to år.
Denne kommentar er hentet fra internettidsskriftet Kritisk Debat, www.kritiskdebat.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
