11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Askeskyen der skabte krise

Askeskyen der skabte krise

Lørdag, 24. april, 2010, 06:00:00

Askekrisen har både udstillet svagheden i et sårbart og energifrådsende transportsystem og de stærke økonomiske interesser, der med stor styrke hævder deres forrettigheder - også når naturen slår til

af Lotte Rørtoft-Madsen, landsledelsesmedlem, Kommunistisk Parti

Rundt omkring i verdens lande i Afrika og Asien og ude på de store oceaner er naturkatastrofer et livsvilkår. Her rammes folk på deres hjem og levebrød af naturforandringer, der både skyldes naturens egne indre kræfter og menneskets - læs: den profitdrevne kapitalismes - indvirkning på disse.

I forbindelse med klimatopmødet i København for fire måneder siden blev de menneskeskabte klimaforandringer for alvor til et folkeligt anliggende.

Vi er mange, der endnu ikke har glemt den lille østat Tuvalus værdige og indtrængende optræden under de afsluttende forhandlinger, hvor landets forhandler bravt kæmpede mod, at hans land skal forsvinde i havet - og tabte.

Det er sjældnere, at vi på de breddegrader, hvor de danske øer og deres jyske forbindelsestange til Europa befinder sig, må overgive os til naturens kræfter og få hverdagen dybt påvirket af det.

'Vi vil ikke betale askekrisens byrder'

Jeg skal ikke her forbinde det islandske vulkanudbrud i kløften mellem Eyjafjallajökull og Myrdalsjökull med menneskeskabte klimaforandringer - det tilkommer eksperter at udtale sig om dén sag.

Men jeg kan konstatere, at Danmark lige har været vidne til et naturdrama, hvor de samme modsætninger som under klimatopmødet har udfoldet sig i fuldt flor: profit versus miljø og sikkerhed for befolkningen.

Dramaet har samtidig åbenbaret, hvad der kan blive til virkelighed i en ikke fjern fremtid, når de kapitalistiske produktions- og transportsystemer bliver ramt af den energiknaphed, som faldende olie-tilgængelighed vil medføre. Hvis ikke systemet forandres.

Askeskyen fra Island har vist, at blot nogle dages indstillet flytrafik over Europa er nok til at skabe panikagtig stemning omkring en i forvejen kriseforpint europæisk økonomi. Så skrøbelige er de europæiske økonomier tilsyneladende, at det på avisernes finanssider er blevet diskuteret, om den islandske vulkan også kan få de europæiske økonomier til - igen - at gå i udbrud.

Den internationale transportsammenslutning IATA har skønnet, at flyselskaberne samlet set mister omkring én milliarder danske kroner i afkast hver dag, der er flyveforbud. Dertil kommer andre tab i følgeindustrier - ikke mindst i turistindustrien.

'Alt nyt om askekrisen' hed en ny feature på Børsens hjemmeside fra i mandags, og her kan det nok være, at det blev diskuteret, om flyselskaberne vil overleve vulkanaskens daglange flyveforbud over dansk luftrum.

Da det stod klart, at den islandske askesky ikke sådan var til at drive væk, var den danske regerings første skridt at sende sin transportminister til møde med - Dansk Industri.

Fra de ledende kapitalkræfter i den danske flysektor lød hovedparolen klart: Vi vil ikke betale askekrisens byrder!

Afkast eller sikkerhed

Star Tour-direktør og konservativt medlem af Frederiksberg Byråd, Stig Elling, krævede med sjældent set skarphed, at nu måtte flyene komme på vingerne igen - underforstået: så der ikke skete et indhug i profitterne.

'Nu vil vi altså ud at flyve igen. Nu må det komme i gang', erklærede han tirsdag morgen i radioen. Uden så meget som at forholde sig til det videnskabelige grundlag for at ophæve flyveforbuddet. Dét kæmpede Statens Lufthavnsvæsen og den statslige lufttrafiktjeneste Naviair til gengæld en brav kamp for at fastholde.

EU`s transportministre holdt videokrisemøde om udsigterne for den betrængte flysektor, som fra sin side har indledt et massivt pres for at få ændret den EU-forordning, der giver passagererne ret til at få deres penge tilbage for de rejser, de har bestilt men ikke fået.

Lur mig om det ikke vil ske i en ikke så fjern fremtid.

På den måde har askekrisen både udstillet svagheden i et sårbart og energifrådsende transportsystem og de stærke økonomiske interesser, der med stor styrke hævder deres forrettigheder - også når naturens kræfter ubønhørligt slår til, og der intet kan stilles op imod dem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. apr. 2010 - 06:00   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik