Hele EU’s struktur og forfatning fastholder, at EU's økonomiske politik er baseret på, at det er markedet, der er regulatoren og politikerne skal holde sig fra større initiativer i forhold til samfundsøkonomien.

Økonomikommentar

af Carl-Aage Jensen

Endnu en gang er euroen reddet. I hvert fald hvis vi skal tro de officielle bulletiner fra det netop ovenstående EU-topmøde.

EU-topmødet har, som tidligere beskrevet i Arbejderen, vedtaget en vækstpakke på 900 milliarder kroner, samt en bankpakke, der løfter de store banker ud over det nationale niveau, og gør dem til et EU-anliggende.

I den officielle retorik bliver det lanceret, som om EU-topmødet nu har taget fat på at bekæmpe den rekord store arbejdsløshed i EU–landene. På den ene side tager topmødet initiativer, der skal sætte gang i væksten, og på den anden side tager topmødet hånd om bankerne, der har fået rolle som prügelknabe i kølvandet på krisen.

Problemet med vækstpakken er bare, at dels er hovedparten af midlerne i pakken ubrugte midler fra EU's strukturfonde – kun 75 milliarder kroner er ny kapital. Og dels er problemet, at selv de 900 milliarder ikke rækker langt på EU-plan.

Markedet er regulator

Udsigten til, at EU ville bruge af strukturfondene, fik økonomiprofessor Jesper Jespersen til at kommentere tiltagene i sin nye bog »EUROEN hvorfor gik det galt«:

»Men selvom det lykkes for euro-pragmatikerne at få løftet på låget til EU's pengekasser, er der tale om så relativt små beløb, at man ikke med nogen rimelighed vil kunne kalde det en ’kick-start’.«

I Danmark, som udgør cirka én procent af EU's befolkning, er det årlige private opsparingsoverskud på 150 milliarder kroner. I december vedtog den danske regering en såkaldt kick-start til 16 milliarder kroner, som endnu ikke har sat sig spor i arbejdsløshedstallene. Og det vil EU's vækstpakke sandsynligvis heller ikke.

Hele EU’s struktur og forfatning fastholder, at EU's økonomiske politik er baseret på, at det er markedet, der er regulatoren.

Ud fra devisen om at markedet selv kan regulere ubalancerne i økonomien – så som arbejdsløshed – skal politikerne holde sig fra større initiativer i forhold til samfundsøkonomien. De skal sørge for at holde orden i eget hus samt sikre, at markederne er fleksible, så de kan følge udbud og efterspørgsel.

Derfor er EU's primære fokus fortsat rettet mod, at staterne skal sikre balance på de offentlige budgetter, da det netop er underskuddene på de offentlige budgetter, der skaber uro på markederne i deres optik.

Privat kapital

Erfaringsmæssigt viser det sig, at der er stor sammenhæng mellem arbejdsløshed og underskud på de offentlige budgetter. I lande med et udbygget velfærdssystem, som i Danmark, forventes det derfor, at budgettet forværres med halvanden procent af bruttonationalproduktet for hver procent arbejdsløsheden stiger.

Den underliggende årsag til krisen er den løbende akkumulering af store mængder privat kapital, der ikke kan finde rentable investeringer på markedsvilkår. Derfor er der brug for, at få de store mængder kapital investeret i forskning og infrastruktur, fysisk, digitalt og energimæssige, som kan løfte samfundet og skabe grundlaget for fremtidens produktion, uden at investeringerne skal underlægges kortsigtede markedsøkonomiske profitbetragtninger.

EU kan ikke bare ændre på de grundlæggende økonomiske betragtninger, der danner baggrund for de politiske beslutninger, uden at der skal laves traktatændringer.

Finanspolitisk union

Planerne om at skabe en finanspolitisk union viser, at EU heller ikke ønsker at tage et opgør med den fejlslagne økonomiske politik. Finansunionen har som mål, at det i fremtiden er EU, der laver et overordnet budget for hele Unionen, som de nationale budgetter så skal følge.

Finansunionen vil reelt betyde, at budgetterne i EU-landene vedtages i stil med vedtagelsen af den danske finanslov, hvor staten først lægger rammerne og efterfølgende forhandler aftaler om økonomien med kommuner og regioner.

Udkastet til Finansunionen er endnu ikke vedtaget, da det kræver en traktatændring. Det faktum at finansunionen kræver en traktatændring åbner mulighed for, at EU-landene kunne gennemføre en ændring af den traktatfæstede økonomiske politik. I oplægget understreges det imidlertid igen og igen, at grundlaget for en fælles finanspolitik er stabilitetspagt, finanspagt med mere. Så EU er også i fremtiden bundet til de finansielle markeder.

Formålet med bankunionen er heller ikke at sikre kontrollen med finansmarkedet. Formålet er derimod at sikre, at de store private værdier, der er indsat i bankerne, bliver omfattet af en statsgaranti på EU-plan, som alle EU- landene kommer til at bidrage til.

Både bankunion og finansunion vil dermed bidrage til at rodfæste EU som en overnational stat i stil med USA.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen i hver måned.