Til min 60-års fødselsdag fik jeg af min søster en bog med digte, der er skrevet af hendes ungdoms dansklærer. Knud Kramshøj hedder han, og bogen hedder »Levedage – læredigte om at blive gammel.«

af Kjeld Stenum

Den indre Mette Frederiksen

Til min 60-års fødselsdag fik jeg af min søster en bog med digte, der er skrevet af hendes ungdoms dansklærer. Knud Kramshøj hedder han, og bogen hedder »Levedage – læredigte om at blive gammel.« Et af digtene hedder »På efterløn«, og det vil jeg gerne citere i sin helhed:

»begår du efterløn/ er du hjemfalden til/en udvidet tildeling af papirer med/ skemaer/ blanketter/ paragraffer/ talkolonner/udregninger/ begrænsninger/ forbehold/ håndfæstninger/ regler/ satser/ flere regler/ og flere papirer med/ venlige afslag/ imødekommende afvisninger/ åbenhjertig mistillid/ oprigtig mistænkeliggørelse/ sådan er det.// Resultatet af dine betingede satser sættes så let tøvende på din NEM-konto/ hvor svært kan det være?«

Jeg havde ikke tænkt mig at gå på efterløn. Eller rettere, min bank havde ikke tænkt sig, at jeg skulle. Men her sidst på foråret er der sket det, at jeg har fået konstateret dårligt hjerte. Og »dårligt« er desværre dårligt nok til, at lægerne rådede mig til at stoppe øjeblikkeligt med tungt fysisk arbejde. Så er det med at finde den rette kasse, hvis man vil klare sig. Falder man ned mellem kasserne, får man en elendig alderdom. Ingen samler dem op, som er faldet mellem kasserne.

Så jeg har måttet tage mine planer om at droppe efterlønnen op til revurdering, sammen med at jeg overvejede andre muligheder. Hvor hører jeg hjemme?

Nogle vil nok straks sige: »Dårligt hjerte, stop nu lige lidt. Hvis du har dårligt hjerte, skal du ikke på efterløn, for så er du jo invalid, og så skal du have førtidspension!« Det har jeg faktisk overvejet. Men nu har jeg jo hørt om flere, for hvem sådan en sag om førtidspension tog så lang tid, at jeg vil være død eller have nået pensionsalderen, før jeg kan forvente, at sådan en sag vil kunne afsluttes for mit vedkommende.

Bortset fra det er forløbet af sådan en førtidspensionssag ofte en ydmygende oplevelse, som det kræver en robust psyke at stå igennem. Og når jeg kommer dertil i mine overvejelser, giver jeg op. Jeg føler mig ramt af Mette Frederiksens pegefinger. For hvis man både har helbred til et langt liv og robust psyke, er man en nasser og bedrager, hvis man søger førtidspension i stedet for at gå ud og finde sig et rigtigt arbejde.

Så det, jeg egentlig bør som en god og artig samfundsborger, er vel at omskole mig. Er førtidspension kun for dem, der ikke længere skal have det, må jeg være rask nok til at omskole mig til noget ikke-fysisk belastende arbejde i stedet for. Men hvilket arbejde skulle det vel være, hvis ikke jeg skulle påbegynde en uddannelse af så lang varighed, at jeg igen stod foran folkepensionen, før jeg var klar?

På den måde endte jeg ved efterlønnen. Ganske vist ikke helt uden protester fra min indre Mette Frederiksen. Efterløn er jo kun for de virkeligt nedslidte, formaner hun. Og nedslidt… Altså, vel er jeg nedslidt, men skal jeg være ærlig overfor mig selv, er det jo ikke derfor, jeg vil holde op med at arbejde, det er fordi jeg er blevet syg.

Og så er det, Mette Frederiksen siger til mig, at det duer ikke som begrundelse for at søge efterløn. Hvis jeg selv tror på den sygdom, må jeg også acceptere samfundets måde at prøve den af på i en sag om førtidspension.

Men nu synes jeg ligesom, jeg kan få det psykologiske overtag. Jeg behøver jo slet ikke begrunde det, hvis jeg gerne vil på efterløn. Jeg får automatisk et bevis for, at jeg er berettiget til det, og så kan jeg skide alle moraliserende Mette Frederiksen’er et stykke. Og det vil jeg også. Jeg kan jo ikke gøre dem tilpas.

Jeg kan kun undgå at synde mod deres samfund, hvis jeg arbejder mig ihjel. Og så stor kan forsyndelsen vel heller ikke være. For jeg har jo selv betalt ind til den efterløn i mange år, så i hvert fald for en stor del af den handler det vel bare om, at jeg hæver penge, som jeg selv har sparet op.

I min mave føles det dog ikke, som om Mette Frederiksen har givet helt op. Det handler ikke bare om, at man skal lade være med at tage fra samfundet, siger hun, det handler om, at man skal bidrage aktivt til det.

Men det har jeg da også tænkt mig, siger jeg irriteret. Jeg går da ikke fuldstændig i stå, bare fordi jeg går på efterløn. Jeg har tænkt mig at bruge tiden på at skrive og den slags, og det kan jeg godt forsvare, i hvert fald overfor mig selv som stadig noget at give til samfundet. Ja ikke nok med det, jeg giver til samfundet uden at tage plads fra de unge langtidsledige ved det.

Og på den måde blev jeg min indre Mette Frederiksen kvit. Troede jeg. Lige indtil jeg kom ned og snakkede med fagforeningens socialrådgiver om sagen.

For man må ikke skrive bøger på efterløn, eller i hvert fald ikke udgive dem, heller ikke selv om det er ren tilsætning økonomisk set. Jeg risikerer ikke blot, at timerne skal modregnes, jeg risikerer at få at vide, at så kan jeg slet ikke få efterløn. Om det så er den ugentlige times ulønnet klummeskriveri for Arbejderen, så skal det tages op til individuel vurdering.

Derimod må jeg gerne leje lejlighed ud til min datter uden modregning, trøstede socialrådgiveren, da hun så mit misfornøjede ansigt. Man måtte have helt op til fem lejemål.

Altså, man må gerne være bolighaj og lave penge på det. Men lidt meningsgi­vende kreativ kommunikation med samfundet må man ikke bedrive, selv om man så taber penge på det.

Hævnen er sød, grinte Mette Frederiksen grumt nede i min mave. Men tag det ikke så tungt! Til gengæld må du gå til alt det petanque og banko, du har lyst til.

De kunne lige så godt putte mig i fængsel!