Når regeringen fører an i den danske accept af EU’s finanspagt, vinker den samtidig farvel til den bebudede kickstart og bedre velfærd.

Trods skåltalerne på 1. maj om, at vi alle er i samme båd, er billedet tydeligt – det er ungdommen og arbejder­klassen, der får regningen. Og nu sker det oven i købet for anden gang.

sigaarsfoto.dk

Den Røde Tråd

af Benjamin Carl Egerod, Kommunistisk Parti

Så har vi igen fejret 1. maj, og selvom det i år bød på bedre vejr, end det har gjort længe, var det en kampdag i storm.

Det sidste år har været præget af, at krisen i den kapitalistiske økonomi er blevet voldsomt accelereret, og Danmark er på ingen måde sejlet uskadt igennem krisen.

Som altid er det ungdommen, der er hårdest ramt. Siden krisen sprang ud i fuldt flor for fire år siden, er den danske ungdomsarbejdsløshed eksploderet, og i dag står mellem 80.000 og 100.000 under 30 år uden arbejde.

Dertil kommer, at hver fjerde aldrig får gennemført en ungdomsuddannelse. På de tekniske skoler er tilstanden endnu værre – i skrivende stund mangler 10.000 praktikpladser.

Situationen er blevet omhyggeligt dokumenteret her i avisen og i andre medier, der er politisk enighed om, at problemerne er enorme, men alligevel sker der ingenting.

Finanspagt betyder ingen kickstart

Den 31. maj ratificerer Folketinget EU’s finanspagt, og det sker trods en historisk stor modstand i befolkningen.

Det er tidligere blevet beskrevet i Arbejderen, at tænketanken Kraka har regnet sig frem til, at Danmark skal skære 16 milliarder kroner i 2013, hvis vi har i sinde at overholde pagten.

Kort sagt: Når regeringen fører an i den danske accept af finanspagten, vinker den samtidig farvel til den bebudede kickstart og bedre velfærd.

Udviklingen i regeringens politik taler sit tydelige sprog. Nu handler det ikke om velfærd, men om »ansvarlige« nedskæringer. I sin tale 1. maj sagde Helle Thorning-Schmidt blandt andet, at »mådehold er en vej til sammenhold«, og sammenhold og solidaritet er jo, hvad kampdagen handler om.

I sin kronik i Berlingske den 6. januar går Villy Søvndal så langt som til at sige, at det kendetegner moderne socialister, at de går forrest og udpeger de »nødvendige« nedskæringer.

Regning nummer to til ungdommen

Men trods skåltalerne om, at vi alle er i samme båd, er billedet tydeligt – det er ungdommen og arbejderklassen, der får regningen. Og nu sker det oven i købet for anden gang.

Pisken bliver svunget over alle grupper i den danske ungdom. Tidligere har jeg kritiseret, hvordan reformen af førtidspension for unge vil tvinge sygdomsramte under 40 år ned omkring OECD’s fattigdomsgrænse.

Netop nu er en kontanthjælpsreform i spil, der vil udvide fattigdomsydelserne til at gælde alle under 30 år, og sidst er stormen også begyndt at rase over uddannelsessystemet, hvor regeringen planlægger at indføre en indkomstbestemt SU.

Tidligere var det borgerlige stemmer, der gik i kødet på universelle ydelser på alt fra børnecheck over folkepension til lægebesøg. Men nu er det den socialdemokratisk ledede regering, der spørger, hvorfor lavtlønnede skal betale til højere lønnedes velfærd.

Men den organiserede arbejderklasse har netop kæmpet for denne universalisme for at sikre den højeste grad af objektivitet i det sociale system – førtidspension, understøttelse og SU skal ikke variere fra person til person. Tværtimod er universelle og lige ydelser med til at sikre alle tryghed gennem et stramt socialt sikkerhedsnet.

Individuelt bestemte ydelser drejer sig ikke om retfærdighed, men er tværtimod et dække for at snige lavere offentlige udgifter ind ad bagdøren. Ved at slække på den kollektive ret og vurdere hver enkelt sag på baggrund af alder eller indkomst står den enkelte alene overfor systemet.

Kollektiv løsning af kollektive problemer

De indkomst- og aldersbestemte ydelser har sine rødder i et liberalistisk og individualistisk menneskesyn. De vil aldrig kunne varetage generelle behov på samme måde, som de universelle ydelser, men leder i stedet hen imod vilkårlighed i det sociale system.

Ønsker man mere retfærdighed i det sociale system, må man i stedet sikre reel progression i beskatningen. Målet skal være, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder i forhold til velfærdens finansiering – ikke at nogle klasselag har mindre adgang til velfærd end andre.

Regeringen må lytte til den bevægelse, der bragte den til magten. Her lyder kravet entydigt, at der er brug for et opgør med VKO-tidens angreb på den danske velfærd.

I stedet er det på tide, at man indser, at uddannelse, arbejdsløshed og sundhed er kollektive udfordringer – derfor skal de også løses kollektivt.

Kommunistisk Parti kaster sig derfor ind i kampen for at sparke gang i den bevægelse, der var under valgkampen.

Det gør vi med de basale krav om, at regeringen sætter gang i en massiv beskæftigelsesindsats, giver ungdomsuddannelserne et reelt løft og sikrer, at den kollektive velfærd forbliver kollektiv – det betyder at fjerne fattigdomsydelserne for unge arbejdsløse, forbedre SU’en og afvise nedskæringer i førtidspension.