I Grundloven står, at det bør tilstræbes, at en hver arbejdsduelig borger har et arbejde. Desværre står der ikke noget om, hvem der har pligt til at skaffe det. 80.000 unge går rundt med hænderne i lommen, var det måske på tide at tage den debat?

Dagens ret til landets unge er stærkt krydret med pligt. Tegning: Bjørn Gemzøe

Den Røde Tråd

af Julie Malling, leder af Kommunistisk Partis ungdomsudvalg

Den politiske debat har på det seneste været præget af en diskussion om ret og pligt. Bannerfører er socialminister Mette Frederiksen, som af flere omgange har udtalt, at vi alt for længe har haft fokus på rettigheder, og det derfor nu i lyset af krisen er på tide at sadle om.

Spørgsmålet om ret og pligt bliver sat i centrum i et hvert udspil, socialdemokraterne og de øvrige regeringspartier kommer med i øjeblikket. Tonen i udmeldingerne er klar: det er tid til at kigge vores rettigheder efter i sømmene. Den enkelte må selv stå til ansvar. 

Herefter er jagten gået ind på den syge, den sårbare, den arbejdsløse og den uddannelsessøgende. Men klapjagten har stået på længe nok, og det er på tide at give debatten en helt anden lyd.

Hvem har pligt til at skaffe arbejde? 

I den danske Grundlov står, at det bør tilstræbes, at en hver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde. Desværre står der ikke noget om, hvem der har pligt til at skaffe det. Med en hastigt voksende arbejdsløshedskø som betyder, at mere end 80.000 unge går rundt med hænderne i lommen, var det måske på tide at tage den debat?

De såkaldte »arbejdsgivere« fyrer flere end de hyrer. Enhver virksomhed, der kan, flytter sin produktion til udlandet, hvor prisen på arbejde er lavere. I profittens navn har de åbenbart ret til, at flytte hvorhen de vil. De er frataget enhver forpligtigelse om, at der fortsat skal være arbejdspladser og produktion herhjemme – til gavn for den enkelte og velfærdssamfundet som helhed.

Krisen og presset fra EU om at skære på den offentlige velfærd, vil blot sende endnu flere ud i arbejdsløshed. Regeringen har blåstemplet EU’s neoliberale finanspagt, som nemt kan komme i konflikt med valgløfterne om en ‘kickstart’ af økonomien, der skulle skaffe flere arbejdspladser.

Som valgt af den danske befolkning bør pligten til at skaffe os arbejde ellers være stor hos SRSF. Men i stedet bruges kræfterne på at stille befolkningen til regnskab. Den syge og arbejdsløse skal have mindre, og den arbejdende må arbejde mere og længere for lavere løn. Efterlønnen er væk, dagpengene er forkortet, reallønnen falder, og forslaget til en førtidspensionensreform vil blot parkere endnu flere på kontanthjælp.

Ingen uddannelsesgaranti 

Vi forpligter os til at tage en uddannelse men uden ret til arbejde bagefter. Faktisk er der slet ingen garanti for, at vi får lov at gennemføre den uddannelse, som vi startede på.  Der er stadig cirka 8000 unge, som ikke kan komme i lære. Hvem har ansvaret for at skaffe dem en praktikplads? Den foregående og nuværende regering forsøger at løse problemet ved at skænke den arbejdsgiver, som tager en ung i lære en økonomisk bonus. Den strategi har i al sin tydelighed ikke haft den tilsigtede effekt. Så hvad med i stedet med at gøre det til enhver arbejdsgivers pligt at oprette praktikpladser? Det burde om ikke andet gennemføres som et ufravigeligt krav til alle virksomheder, der løser opgaver for det offentlige.

Regeringen har tilsyneladende heller ikke pligt til at sikre os tilstrækkelig undervisning.  For tiden byder medierne på utallige historier om universitetsstuderende, der betaler mange tusinde kroner for privatkurser for, at kunne gennemføre deres studie.

Pligten til at sikre ordentlig og nok uddannelse bliver sprunget over. I stedet vil Socialdemokraterne nu diskutere, om alle skal have samme, lige ret til SU. Med deres 2032 udspil vil regeringspartiet åbne op for lån frem for SU til de langtuddannede.

Pligten kalder de rige

Gør din pligt – kræv din ret, lyder en Socialdemokratisk parole fra slutningen af 1800-tallet. Det er den parole Mette Frederiksen og co. nu forsøger at hive frem fra gemmerne og bruger overfor befolkningen. Det lyder mere og mere som om det er arbejderklassen, der skal bære pligterne, mens overklassen får alle rettighederne. Det er god liberal politik, når det er bedst!

De skattelettelser VKO gav de rige, lever i bedste velgående. De radikale anbefaler nu nye skattelettelser til de velstillede, helt eller delvist finansieret af offentlige nedskæringer. Et vanvittigt forslag i en tid, hvor der i forvejen er store sparerunder i det offentlige. Og en debat om, at de rige bør være forpligtet til at betale mere til vores fælles velfærd, er derimod helt fraværende.

Gennem bankpakker får bankerne ret til statsgarantier i milliardklassen – skatteborgernes penge vel at mærke. Hvad har familien, der bliver sat på gaden, da den mistede alt og gik bankerot på grund af krisen, ret til?

Mærsk har ret til at tjene fedt på Danmarks naturrigdomme men ingen pligt til at betale ret meget af det tilbage. Hvis regeringen forpligtede ham til en højere skat, ville der flyde millioner ind i den tomme offentlige pengekasse.

I stedet for at bruge en debat om ret og pligt, som en undskyldning for at fortsætte nedskæringsræset overfor de svageste og tørre ansvaret for krisen af på arbejderklassen, er det på tide, at regeringen tager ansvar, og placerer langt flere pligter hos sig selv, arbejdsgiverne og samfundets rigeste.