Vi skal styrke virksomhedernes konkurrenceevne ved at holde igen med lønkrav. Det skaber arbejdspladser, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Men passer det?

Lønstigning og arbejdsløshed 1951-2002 Linien viser år for år tallene for henholdsvis lønstigninger og arbejdsløshed. Som det fremgår, kan der ikke spores nogen sammenhæng mellem løn og arbejdsløshed. Den høje kurve, hvor arbejdsløshed og løn tager en fælles himmelflugt, skyldes »oliekrisen« i 70’erne, hvor inflationen bragede i vejret på grund af eksplosionen i oliepriserne – og arbejderne forsøgte at få lønningerne til at følge med.

af Helge Knudsen

Når den danske velfærd er i fare, skyldes det, at danske arbejdere producerer for lidt og kræver for høj en løn. Så forsvinder arbejdspladserne og dermed velfærden ud af landet. Skal vi sikre velfærden i Danmark, må danske arbejdere holde igen med lønkravene og se at få hænderne op af lommen.

Sådan lyder, lidt forsimplet, det budskab erhvervs- og vækstminister Ole Sohn forsøger at sælge danskerne i en kronik i Politiken den 9. marts.

Ifølge Ole Sohn skal danske arbejdere konkurrere på lønnen med arbejderne i de lande, danske virksomheder konkurrerer med, for at vinde virksomhedernes konkurrence-ræs. Så vil kapitalen søge til Danmark og skabe arbejdspladser, påstår Ole Sohn.

At lavere lønninger giver flere arbejdspladser, er dog indtil nu kun en påstand, der er blevet plantet i Ole Sohns og andre politikeres hoveder af en bestemt type borgerlige  økonomer.

De kaldes »udbudsøkonomer«, idet de bygger hele deres argumentation på, at et større udbud automatisk fører til lavere priser, som igen fører til en større efterspørgsel. Det skulle også gælde for arbejdskraften. Deres parole er, at »udbud skaber sin egen efterspørgsel«.

Says lov

Ideen om, at udbud skaber sin egen efterspørgsel kommer fra den franske kapitalist og økonom Jean-Baptiste Say (1767–1832). Han og andre borgerlige økonomer søsatte denne idé som »bevis« på, at en fri markedsøkonomi via udbud og efterspørgsel løser alle problemer:

Eftersom alle varer straks bliver solgt for den pris, man nu kan få for dem, og da penge kun er nyttige, når der bliver købt varer for dem, vil alle kapitalister straks købe nye varer for pengene, enten til eget forbrug eller videre produktion.

Ideen, der af samtidige økonomer blev døbt Says lov, er dog en gang frit  opfundet skrivebordsarbejde, påpegede filosoffen og økonomen Karl Marx (1818-1883), der kaldte Says lov for »barnligt sludder«.

Selve det, at der under kapitalismen optræder overproduktionskriser, hvad enten overproduktionen skyldes for meget kapital eller for mange varer, viser, at ideen om stadig balance mellem udbud og efterspørgsel ikke holder en meter, forklarer Marx i sit værk Teorier om merværdien.

Kapitalister producerer ikke kun varer for at købe andre(s) varer, sådan som Say og andre med ham hævdede, men men for at at skabe mere værdi – merværdi. Og denne merværdi, skabt af arbejderne, betyder en stadig større koncentration af kapital. Det er denne kapitalophobning,  som igen skaber grundlaget for stadig mere voldsomme økonomiske kriser.

Says fastelavnsboller

Kapitalens stadige kriser – herunder den nuværende – er det bedste bevis på, at Says lov ikke har noget med virkeligheden at gøre. Alligevel bliver den i dag brugt af de borgerlige økonomer, herunder de såkaldte økonomiske vismænd, til at »påvise«, at hvis arbejderne blot accepterer lønnedgang, så vil alle komme i arbejde.

De peger på, at også 50’ernes og 60’ernes voksende udbud af arbejdskraft jo blev opsuget på arbejdsmarkederne. Denne periode var dog helt speciel, idet der skulle bygges op efter Anden Verdenskrigs voldsomme ødelæggelser.

Denne argumentation svarer lidt til, at man bruger fastelavn til at påvise, at et større udbud af fastelavnsboller også fører til et større salg af selvsamme boller. Men det er jo ikke fastelavn året rundt, ligesom 50’ernes og 60’ernes højkonjunktur ikke kommer igen.

Hvis man forsøger at tegne en linie over sammenhængen mellem realløn og arbejdsløshed, får man da heller ikke ligefrem nogen smuk kurve ud af det. Tværtimod vil man opdage, at den slår utallige knuder på sig selv (se graf).

Hvis der endelig er nogen sammenhæng mellem realløn og beskæftigelse, er den omvendt: Reallønnen falder, når der er stor arbejdsløshed. At et fald i reallønnen omvendt skulle føre til, at arbejdsløsheden falder, er der absolut intet, der tyder på.

For eksempel var reallønsfremgangen i 1980 kun på en halv procent, og arbejdsløsheden lå på omkring 180.000. Frem til 1984 faldt reallønnen, i 1981 endda med hele to procent. Imens steg arbejdsløsheden til 270.000!.

Fattigfirsernes reallønsfald blev dog indhentet i 90’erne og 00’erne. Især i midten af 00’erne steg reallønnen – mens arbejdsløsheden faldt.

Tag hvad der er dit!

Ifølge Ole Sohn skulle danske arbejdere have holdt igen med deres lønkrav, da det i midten af 00’erne gik godt for landets kapitalister, som udbetalte årlige millionbonusser til sig selv og hundredevis af milliarder kroner til aktionærerne.

Her lægger han sig op ad de såkaldte økonomiske vismænd og finanskapitalens økonomer, der dengang advarede fagbevægelsen mod at benytte den fulde beskæftigelse til at kræve højere  lønninger.

Det ville føre til »overophedning af økonomien«, hed det fra de økonomer, der ellers hylder de frie markedskræfters regulering af udbud og efterspørgsel.

Om dette synspunkt siger Karl Marx i Løn, pris og profit:

»I de synkende markedsprisers stadium og i krisens og stagnationens stadium er arbejderen ganske sikker på, at lønnen bliver nedsat…

Hvis han ikke i blomstringens stadium, i den tid, da der blev tjent ekstra profit, har kæmpet for lønforhøjelse, så vil han i det industrielle kredsløbs gennemsnit ikke engang få sin gennemsnitsløn eller værdien af sit arbejde.

Det ville være toppunktet af forrykthed at forlange, at arbejderen, hvis løn det nødvendigvis går ud over i kredsløbets nedadgående stadium, skulle udelukke sig selv fra en tilsvarende udligning i det stadium, hvor forretningen går godt.«

En forsvarskamp

Man skal da også være meget hardcore neoliberalist for at påstå, at det var reallønsfremgangen i de kapitalistiske markedsøkonomier, der førte til krisens udbrud.

Da finanskrisen brød ud, var der derimod bred enighed blandt økonomerne om, at det skyldtes bankernes »uansvarlige« lånepolitik: De havde nemlig lånt penge ud til fattigrøve, der ikke kunne betale dem tilbage.

Og fattigrøvene – ja, det var i høj grad den amerikanske arbejderklasse, der i 90’er og 00’erne ikke som herhjemme oplevede reallønsfremgang, men derimod reallønsfald.

Henvisningen til at løntilbageholdenhed fremmer konkurrenceevnen, holder heller ikke i virkeligheden. At holde igen på lønnen øger ganske vist profitten, akkurat som lønstigninger mindsker den. Men det ændrer ikke på varernes priser.

Den stigende realløn i midten af 00’erne førte da heller ikke til voldsomme tab af markedsandele eller nedgang i eksporten – det er en udvikling, der tog fart ved krisens udbrud.

Lønkampen, både i opgangs- og nedgangstider, har karakter af forsvarskamp. At den danske arbejderklasse kunne tilkæmpe sig reallønsforbedringer for fem-otte år siden, var en sejr for samfundet, ikke en byrde. Det er derimod den nuværende reallønsnedgang, der sætter samfundet i stå.