18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lisbeth Knudsens bekymring for demokratiet

Lisbeth Knudsens bekymring for demokratiet

Fredag, 02. marts, 2012, 19:33:32

Arbejderen får i dag omkring 1,7 millioner kroner i mediestøtte (distributionsstøtte). Berlingske Media modtager 66,7 millioner kroner.

Den røde tråd

af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør, Arbejderen

Jeg ved ikke, hvorfra chefredaktør Lisbeth Knudsen har kendskab til, at dagbladet Arbejderen er Per Clausens foretrukne avis, som hun skriver på sin blog den 4. februar.

Det er i hvert fald ikke noget, jeg kan bekræfte.

Derimod ved jeg, at Per Clausen er tilhænger af et mangfoldigt medieudbud og derfor går imod, at Arbejderen ikke skal kunne modtage mediestøtte på linje med andre dagblade.

Det gør Lisbeth Knudsen derimod ikke. Hun støtter det forslag, som er fremlagt af mediestøtteudvalget under ledelse af den tidligere konservative finansminister, Henning Dyremose, som – skriver Lisbeth Knudsen på sin blog – »fandt frem til et godt kompromis i efteråret. En nyfortolkning af mediestøtten og et forslag om at erstatte distributionsstøtte med produktionsstøtte og linke støtten direkte op på den demokratiske opgave, som medierne har«.

Et af dette udvalgs »demokratiske« forslag er at indføre et såkaldt ejerskabskriterium, som blandt andet betyder, at medier udgivet af politiske partier ikke længere kan modtage mediestøtte.

Forslaget vil betyde, at Arbejderen – som det eneste dagblad – vil blive frataget sin nuværende støtte. Arbejderen er nemlig udgivet af Kommunistisk Parti.

Demokratistøtte

Dyremoseudvalget lægger i sit forslag vægt på, at mediestøtten skal være demokratistøtte, som skal understøtte den demokratiske debat i samfundet og sikre alsidighed og mangfoldighed i det danske mediebillede.

I det lys er det unægteligt bemærkelsesværdigt, at udvalgets forslag om at indføre et ejerskabskriterium lægger op til det modsatte, nemlig at indskrænke alsidigheden og mangfoldigheden.

Og at forslaget i øvrigt får støtte fra store dele af dagbladsbranchen, inklusiv Lisbeth Knudsen.

Avislukninger

Nu er Lisbeth Knudsen så bekymret for, om hun vil miste penge i det kommende medieforlig. »Pilles der ved den nuværende mediestøttes fordeling, så skal der ikke meget til, før vi kommer til at se avislukninger i Danmark. Det har en demokratisk konsekvens«, skriver hun på sin blog.

Ja, det har det. Men det har det også, hvis Arbejderen, som i dag er det eneste dagblad med rødder i arbejderbevægelsen, mister sin mediestøtte.

Arbejderen modtager i dag omkring 1,7 millioner kroner i mediestøtte (distributionsstøtte). Berlingske Media modtager 66,7 millioner kroner.

Lisbeth Knudsens bekymring er måske forståelig men klinger unægtelig lidt hult…

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2012 - 19:33   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar