Fagbevægelsens topforhandlere siger, at de har indgået minusoverenskomster for at sikre arbejdspladser. Men fører lavere løn til flere arbejdspladser?
Hellere genskabe 50.000 arbejdspladser end bevare reallønnen. Sådan begrunder industriens topforhandlere det minusforlig, de har indgået for de tilbageblevne arbejdere i industrisektoren.
Det er et minusforlig, selv om det to-årige forlig på papiret giver en årlig stigning i mindstebetalingen på omkring én og en kvart procent. Priserne på varerne ventes at stige omkring to procent om året – de stiger altså mere end lønnen for dem, der producerer varerne.
Reallønsfaldet skal ifølge industriens topforhandlere forbedre danske virksomheders konkurrenceevne på verdensmarkederne. Og vupti, vil de genansætte en stor del af dem, de har fyret i løbet af krisen. Det er i hvert fald, hvad vi får at vide.
Arbejder mod arbejder
Sjovt nok bliver samme argument brugt, når tyske arbejdere skal have fornyet deres overenskomst. Og når Sveriges, USA’s eller et hvilket som helst andet lands arbejdere forhandler løn og arbejdsforhold.
De skal vise samfundssind og solidaritet med »deres« virksomhedsejere. Ikke med deres kollegaer i andre lande, forstås. Det gælder om at konkurrere arbejder mod arbeiter, arbetar mod worker, mod hinanden, hen imod laveste fællesnævner. Så vil der blive skabt arbejdspladser.
Det er naturligvis en illusion. Det er rigtigt, at kapitalen søger hen, hvor der er størst profit at hente. Men det bliver der globalt set ikke skabt flere arbejdspladser af. Heller ikke under den nuværende krise. hvor der i det hele taget ikke bliver skabt flere arbejdspladser.
Der kan ganske vist blive omfordelt nogle arbejdspladser. Men man kan med lige så god ret påstå, at en reallønsstigning i vores nabolande vil skabe job i Danmark.
Det har vi dog endnu ikke hørt køberne af arbejdskraft argumentere for!
Lønfald = mere krise
Hvis den globale lønkonkurrence bliver en succes, er vi til gengæld sikre på, at der bliver færre arbejdspladser globalt. For det vil betyde, at arbejdernes købekraft vil falde, og de vil i endnu mindre grad end nu have råd til at købe de varer, som de producerer. Kapitalen vil blive sat på lagerhylderne, krisen ville blive endnu dybere.
Og det er faktisk, hvad der i øjeblikket sker i Grækenland, hvor EU har dikteret en omfattende lønnedgang for den græske arbejderklasse, og ophævet overenskomster. Mens kapitalejerne i Grækenland fryder sig over den billige arbejdskraft, falder produktionen i samme takt som fattigdommen øges.
Det sker for at sikre betaling af renter og afdrag på gælden til de tyske og franske banker. Men, som det græske kommunistiske partis formand Aleka Papariga ganske rigtigt siger, så vil Grækenlands gældskrise ikke blive løst, selv hvis alle græske arbejdere arbejder gratis i tre år.
Løn på scoreboardet
Med EU’s nye styring af EU-landenes samfundsøkonomi er der lagt op til at øge denne form for lønkonkurrence. I euroluspagten – som LO og Dansk Arbejdsgiverforening har givet sin fulde tilslutning – er lønkonkurrencen direkte skrevet ind pagt-paragrafferne.
EU-kommissionen har netop sat Danmark på overvågningslisten, fordi vi har scoret for lavt på nogle felter på det »scoreboard«, eller på dansk resultattavle, som er en del af de nye økonomiske styring.
Vi har »samfundsøkonomiske ubalancer«, blandt andet fordi danske virksomheders konkurrenceevne er hæmmet af »for høje« lønninger.
Men resultattavlen skal ikke kun bruges til at holde lønstigningerne under de fastsatte grænser. Den skal også bruges til, at EU-landene skal konkurrere om de laveste lønstigninger. Som en del af den økonomiske styring gælder det hele tiden om at øge EU-landenes »kraraktergennemsnit« på resultattavlen. Kort sagt, jo »bedre« resultater EU-landene opnår i at holde lønningerne ned, jo større bliver kravet til løntilbageholdenhed.
Modsatte interesser
Bag alle disse forsøg på at holde lønningerne på det allerlaveste niveau ligger forestillingen om, at en virksomheds konkurrenceevne afgøres af dens lønomkostninger. Ifølge den neoliberale økonomiske teori fører lavere løn til højere produktivitet – målt som den værdi, der skabes per lønkrone.
Men bliver denne løn-konkurrence drevet ud i sin yderste konsekvens, vil det reelt betyde et sammenbrud for det kapitalistiske samfund.
Selv hvis samtlige klodens industriarbejdere arbejdede gratis i de næste to år, ville den globale krise ikke blive overvundet.
Tværtimod, den globale kapitalistiske samfundsøkonomi ville bryde totalt sammen. Hvem skulle købe de producerede varer? Kapitalisterne ville blive nødt til at forære dem gratis til de arbejdere, der arbejder gratis!
Så meget for den konkurrenceevne...
Hvis lønnen falder vil arbejderne ikke kunne købe de varer, de selv producerer. Det er da også den generelle årsag til de tilbagevendene kapitalistiske kriser. De kaldes overproduktionskriser, men er i virkeligheden underefterspørgsels-kriser.
Stiger lønnen vil efterspørgslen stige, hvad der midlertidigt kan få priserne til at stige. Men det vil blot betyde, at der er økonomisk basis for at øge produktionen. Når produktionen igen er lige med efterspørgslen, vil prisen falde tilbage til sit gamle niveau.
Til gengæld vil den øgede løn betyde mindre profit til virksomhedens aktionærer.
Løn og profit
Det forhold har Karl Marx beskrevet sådan her i artiklen Lønarbejde og kapital:
»Hvad er nu den almengyldige lov, der bestemmer arbejdslønnens og profittens falden og stigen i deres gensidige forhold?
De står i omvendt forhold til hinanden. Kapitalens andel, profitten, stiger i samme forhold, som arbejdets andel, daglønnen, falder. Og omvendt. Profitten stiger i samme grad, som arbejdslønnen falder, den falder i samme grad, som arbejdslønnen stiger... Vi ser altså, at selv når vi bliver indenfor forholdet mellem kapital og lønarbejde, stiller kapitalens interesser og lønarbejdets interesser sig øjeblikkelig i skarp modsætning til hinanden«.
Når Dansk Industris og CO-Industris topforhandlere taler om konkurrenceevne, drejer det sig ikke om virksomhedernes konkurrenceevne. Nej, det drejer sig om danske arbejders evne til at konkurrere på lønnen med arbejderne i andre lande. Og den konkurrence vinder ingen arbejdere på, kun køberne af arbejdskraften – dem, der ynder at kalde sig selv »arbejdsgivere«.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
