Vi vil ikke lægge beslutninger om Danmarks fremtid i hænderne på politikere, der tænker mere på storkapitalen end på mennesker. Derfor vil vi bruge det danske formandskab til at give EU-projektet al den modstand, det har fortjent.
Den røde tråd
af Julie Malling, leder af Kommunistisk Partis ungdomsudvalg
Når jeg ser nyheder i fjernsynet, og de for en gangs skyld bringer nyt om det danske EU-formandskab, så handler det ofte om, at nogle hotelejere i Horsens gnider sig i hænderne fordi, de tjener kassen på, at magtfulde mænd fra Bruxelles gæster dem, når den jyske by er vært for diverse topmøder.
På trods af at vi ikke hører særlig meget om det, så er det altså en kendsgerning, at Danmark nu lægger land til, at EU fortsat kan træffe store beslutninger. Disse kan synes nok så abstrakte og fjerne, men i virkeligheden handler de om dig og mig og vores hverdag.
Men EU-politikerne får ikke lov til at sidde og bestemme i stilhed. Det har Kommunistisk Partis unge besluttet sig for. Sammen med andre modstandere og skeptikere skal vi ud og være aktive. Vi vil ikke lægge beslutninger om Danmarks fremtid i hænderne på skrupelløse politikere, der tænker mere på, hvad der er godt for storkapitalen end for helt almindelige mennesker. Derfor vil vi bruge det danske formandskab til at give EU-projektet al den modstand, det har fortjent. Vi vil diskutere EU med andre unge og samtidig sætte vores alternativer til det dybt kriseramte projekt på dagsordenen.
Det handler om dig og mig
I Kommunistisk Parti siger vi, at kampen mod EU i dag er den helt afgørende kamp for at sikre velfærd, faglige rettigheder og demokrati. Sagt på en anden måde: At EU forhindrer, at Danmark kan føre en solidarisk økonomisk politik, og at vi selv kan bestemme, hvordan vi vil indrette vores velfærdssamfund og arbejdsmarked.
Men hvorfor så det?
Den nye finanspagt – seneste skud på stammen for at redde EU ud af krisen og ensrette medlemslandenes økonomi og forbrug – betyder blandt en hel masse andet, at et medlemsland ikke må vedtage beslutninger, som går imod unionens mål. En ret skræmmende formulering som vel har den konsekvens, at Danmark ikke kunne gennemføre solidariske reformer, hvis det var det vi ville. For samtidig dikterer EU nemlig, at vi nu max. må have et underskud i den offentlige økonomi på 0,5 procent.
De fine økonomitermer og abstrakte vendinger, som EU-pagterne er spækket med, betyder, oversat til et sprog som vi alle sammen kan forstå, at Danmark er bundet på hænder og fødder, når det drejer sig om økonomisk politik.
Den politik de pålægger os nede fra Bruxelles, handler alene om, hvad der gavner kapitalens behov. Den voksende arbejdsløshed er et godt eksempel. I EU er hver femte ung arbejdsløs. Det vil sige, at 14 millioner mellem 15 og 29 år, ikke kan forsørge sig selv og få en normal tilværelse, fordi krisen har forhindret dem at arbejde.
Samtidig udstikker den nye pagt strammere rammer for, hvor meget lønnen må stige. Reallønsfaldet, som finder sted for øjeblikket, noterer EU-politikerne med tilfredshed, fordi det gavner konkurrenceevnen.
Bankdirektørernes løn og de multinationale virksomheders profit bekymrer tilsyneladende ikke magthaverne i EU.
Forvaltningen af det offentlige bliver efter bedste virksomhedsprincip alene bedømt ud fra om det giver overskud eller underskud. Det betyder fortsatte nedskæringer og fyringer af skolelærere, plejepersonale og pædagoger. Der imod sætter EU ingen rammer for, hvor store skattelettelser millionærerne og de multinationale må få.
Det kan måske undre, hvordan Danmark kan være spundet ind i alt det her, når den danske befolkning har sagt nej til euroen. Men for at undgå folkeafstemning vejes hvert et ord på en guldvægt i den nye finanspagt, så supereuropæeren Helle T. kan få os ind i varmen. Absurd nok alt imens euromodstanden vokser i den danske befolkning.
Giv EU kamp til stregen
Vi har solgt vores selvstændighed til EU, der dikterer en økonomisk politik, som alene har til formål, at euroen og storkapitalen skal overleve den omfattende krise. Alt hvad der handler om deltagelse og demokrati er sat over styr og overladt i hænderne på Merkel og Sarkozy. De får lov at diktere en politik, som alene gavner kapitalens interesser, og hvor alt er tilladt. Dig og mig og vores velfærd og demokrati, det kommer så i anden række.
Der er altså alle mulige gode grunde til at give EU modstand. Det danske formandskab en oplagt mulighed.
Kommunistisk Partis unge griber den lejlighed og inviterer alle, der heller ikke vil finde sig i, at EU smadrer vores velfærd og demokrati, med til vores aktiviteter. Vi skal ud med materialer på uddannelsessteder og skabe debat om EU. Vi inviterer til politiske ungdomsseminarer, vi laver sjove happenings og aktioner for at vække opsigt, og vi deltager selvfølgelig i de store demonstrationer, som kommer i Horsens og København. Og her vil Kommunistisk Partis budskab være helt klart: Lad den europæiske storkapital betale krisen – socialisme et solidarisk og demokratisk alternativ.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278