Parolen om, at »det skal betale sig at arbejde«, har indtil nu kun været brugt til at angribe levevilkårene for dem, der i forvejen hænger i udkanten af arbejds-markedet og har svært ved at komme ind.

Økonomikommentar af Carl-Aage Jensen

»Tak Özlem«.

Sådan lyder overskriften hånligt på lederen i Berlingske torsdagen efter, at SFs socialordfører Ôzlem Cekic havde præsenteret en enlig mor på bistand som fattig, selv om hun havde mere end 15.000 kroner efter skat om måneden til sig selv og sit barn.

Berlingske fandt straks en kontorbetjent med fuldtidsarbejde, der efter skat kun havde 14.500 kroner, og konklusionen lå lige til højrebenet: »Det kan ikke betale sig at arbejde i Danmark«.

Det startede som en debat om fattigdom i Danmark, men den borgerlige presse har hurtigt vendt sagen til at dreje sig om deres yndlings tema - et alt for generøst velfærdsamfund, »der er ved at blive en parodi«, hvor »et stadig mindre mindretal arbejder for, at et stadig større flertal kan slippe for at arbejde«, og det vel at mærke uden at det koster dem noget. I hvert fald ifølge lederen i Berlingske og andre borgerlige medier.

Hvor meget den omtalte kontorbetjent vil få fra det offentlige, hvis han bliver arbejdsløs uden ret til dagpenge og derfor stiller sig op i køen på ydelseskontoret for at få kontanthjælp, bringer Berlingske selvfølgelig ingen oplysninger om. Selv om det må siges at være relevant for en vurdering af niveauet af de offentlige ydelser. Avisen har heller ikke fundet en arbejdsgiver, der vil tilbyde den enlige mor et job, hun kan bestride og leve af.

Ikke arbejde til alle

Derimod argumenterer Berlingske og store dele af den øvrige presse, som om virkeligheden i dagens Danmark er, at alle kan få et arbejde, hvis de vil. Så når folk er på offentlig forsørgelse, må den logiske konklusion selvfølgelig være, at det er fordi, det ikke kan betale sig at arbejde.

Det kan godt være, at lederskribenten på Berlingske har nemt ved at få et nyt job, men der er trods alt også en verden på den anden side af skrivebordet i Pilestræde. Han eller hun kan for eksempel starte med at orientere sig i sin egen avis - Berlingske - fra sidste uge, hvor overskrifter som »Økonomer varsler alvorlig jobkrise«, »Små lønstigninger mange år fremover« og »Krise presser studerende ud i gratis arbejde« tegner et billede af noget, der er alt andet end en lyserød fremtid og et jobmæssigt tag selv bord.

Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde. Det skal kunne betale sig at skabe værdier, som er til gavn for samfundet, men hvad skal man måle det op imod?

I perioden under det økonomiske opsving i 90’erne og i starten af det nye årtusind har parolen »det skal betale sig at arbejde« kun været brugt til at angribe levevilkårene for dem, der i forvejen hænger i udkanten af arbejdsmarkedet og af forskellige årsager har svært ved at komme ind.

Folk, der er i arbejde, er derimod blevet tudet ørerne fulde med nødvendigheden af at vise økonomiske ansvarlighed og løntilbageholdenhed, men når folk skal investere deres sparepenge små som store på kapitalmarkedet, så gælder det om at maksimere udbytte.

Mangel på arbejdspladser

Den økonomiske boble blev skabt af alt for meget privat kapital, der skal forrentes på kapitalmarkedet, og som har skabt en hær af kapitalforvaltere, formueplejere og aktieanalytikere, hvis job ikke er at skabe værdier, men at tilegne sig dem. For man kan godt tjene penge på at købe værdipapirer, men det skaber ikke værdier i sig selv at købe en andens mands aktier. 

En anden konsekvens af den store mængde privat kapital har været, at prisen på selv små huse frem til krisen i 2008 steg lige så meget om året, som kontorbetjenten kunne tjene efter skat. Det faktum fik imidlertid hverken pressen op af stolen i forargelse over, at det ikke kunne betale sig at arbejde, eller fik vækket de påståede økonomisk ansvarlige politikere. 

Hovedproblemet i dag er ikke, at det offentlige betaler for høje ydelser, men at der mangler arbejdspladser, og det problem ser kun ud til at blive yderligere forværret i den nærmeste fremtid. Løsningen er heller ikke, at vi alle skal konkurrere med studenter på SU, der arbejder gratis for at stå bedre i konkurrencen, når de er færdige med deres studier.

Løsningen er derimod, at der bliver investeret i forskning og ny teknologi, der kan være grundlaget for en fremtidig økologisk og økonomisk bæredygtig produktion. Det kræver store offentlige investeringer. Set i det lys er det en »parodi« på økonomisk ansvarlighed, at staten mangler kapital, mens den har omkring 1200 milliarder kroner til gode i udskudt skat i de pensioner, der er blevet sparet op med baggrund i midlertidig skattefritagelse.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen i hver måned.