Gældskrisen i Sydeuropa truer selve euro-konstruktionen. Ironisk nok er det euroen, der er en afgørende årsag til, at de sydeuropæiske lande er havnet i gældsfælden.

Gældskrisen har bragt Grækenland til tiggerstaven.Men det er ikke tiggeren foran den græske nationalbanks bygning i Athen, der har tømt statskassen. Det har den internationale kapital, med skiftende græske regeringer hjælp.

Helge Knudsen

af Helge Knudsen

Gældskrisen i eurozonen udvikler sig dag for dag. Ikke kun eurozonens periferi er ramt. I Tyskland og Frankrig prøver regeringerne ihærdigt at redde deres egne storbanker fra kollaps på grund af de store lån, bankerne gennem årene har ydet til euro-randzonerne.

Hele Euroland er i en dyb krise, der rækker ud over EU. Den amerikansk dominerede internationale valutafond, IMF, tager ikke del i »redningspakkerne for eurolandenes blå øjnes skyld, men fordi krisen også truer amerikansk finanskapital.

Det er også årsagen til, at USA’s finansminister deltog på det krisemøde, EU’s finansministre holdt i september.

Den internationale finanskapital frygter, at en græsk statsbankerot kan starte en lavine, der breder sig globalt.

Kapitalens gæld

Gældskrisen er en direkte følge af kapitalens krise. I de sidste 20 år er købekraften i den vestlige kapitalistiske verden blevet pumpet kunstigt op via forbrugs- og boliglån. Dertil er kommet omfattende lettelser i både selskabs- og personskatter, finansieret via omfattende salg af offentlige virksomheder og tjenesteydelser til private virksomheder.

Men denne skjulte udbytning af arbejderklassen realiseres altid i sidste ende. Det ser vi nu i den krise, der fulgte efter sammenbruddet af forbrugs- og boligboblen.

Bankerne er blevet reddet med skatteydernes penge. Statskasserne er blevet tømt,  og indtægtskilderne tørret ud på grund af privatiseringerne samt den stigende arbejdsløshed, der er fulgt med krisen.

Gældskrisen er altså ikke et resultat af et enormt offentligt overforbrug, sådan som nyliberale økonomer påstår, men et resultat af krisen og den omfattende statslige krisehjælp til kapitalen. Det er resultatet af en »nationalisering« af kapitalens gæld.

Den ulige euro

Indførelsen af den fælles valuta, euroen, har medvirket til at øge den ulige udvikling mellem landene i eurozonen, og krisen har forstærket denne tendens.

Eurozonens to store lande, Tyskland og Frankrig, har en størrelse og en produktion, der før euroens indførelse gjorde deres valutaer stærke på verdensmarkedet. Prisen på D-mark og franc var derfor høj og renten tilsvarende lav.

Det betød, at varer produceret i de to lande, dengang havde en forholdsvis høj pris i udlandet, mens det var forholdsvis billigt for tyskere at købe importerede varer.

Omvendt var den lave kurs på græske drachmer med til at gøre græske varer billigere i udlandet, og udenlandske varer dyrere i Grækenland.

Valutakurserne var altså med til at rette op på den ulige økonomiske styrke og dermed det ulige bytteforhold mellem de lande, der senere kom til at udgøre eurozonen.

Euroen ændrede fundamentalt på dette billede. Med den fulgte ikke blot en fælles valuta, men også en fælles pengerente. Og plejen af kursen og renten blev taget ud af eurolandenes hænder og lagt over til EU’s centralbank, ECB.

ECB blev opbygget som en tro kopi af den tyske Bundesbank med pris- og rentestabilitet i eurozonen som det eneste mål.

En udtalelser fra en skandinavisk transportarbejderkonference, bragt i Arbejderen fredag i sidste uge. giver en malende beskrivelse af, hvad det betyder for de enkelte eurolande, at de ikke længere kan regulere deres egen nationaløkonomi:

»Det kan sammenlignes med, at der er ét centralvarmeanlæg i hele eurozonen, og at systemet kun er udstyret med én termostat, som er placeret i Frankfurt, og som der bliver skruet op og ned på alt efter temperaturen i Frankfurt.«

Temperaturen passer i høj grad til tysk og fransk industrikapital, som har nydt godt af, at kursen på euroen har gjort deres varer billigere på verdensmarkedet. Omvendt ligger euroens kurs – eller »temperatur« – for højt for landene i euroens yderområder, som har svært ved at konkurrere på verdensmarkedet.

Grækenland og euro

For Grækenlands vedkommende betød landets indtræden i eurozonen i 2001 en voldsom forværring af handelsbalancen:

Importen røg i vejret, eksporten faldt. Handelsunderskuddet gik fra at udgøre syv-otte procent af bruttonationalproduktet i 90’erne til i snit 11 procent efter indtræden i eurozonen.

Det førte samtidig til en forværring af betalingsbalancen. Hvor Grækenland i 90’erne var nødt til at købe udenlandsk valuta for tre procent af bruttonationalproduktet i 90’erne, er betalingsbalanceunderskuddet eksploderet til over 13 procent af BNP i eurozone-tiden. Et underskud som er blevet finansieret ved at optage udenlandske lån.

Problemet med den forværrede konkurrenceevne  blev samtidig forsøg »løst« ved omfattende nedsættelser af erhvervsskatterne, ikke blot i Grækenland, men i hele  Sydeuropa. Noget tilsvarende skete i det nordeuropæiske euroland, der er blevet mest rost for denne »løsning«, og i dag også er på fallittens rand: Irland.

En anden »løsning« lå i den lave rente, der var en anden virkning af euroens indførelse. De sydeuropæiske landes regeringer kunne nu låne penge til en langt lavere rente end tidligere. Og det gjorde de!

Tyske og franske banker stod nærmest i kø for at låne penge til de sydeuropæiske lande. Pengene blev brugt til at polstre disse landes egen finanskapital, så de nationale banker kunne yde billige lån til landenes virksomheder.

Statslånene blev betalt tilbage via de privatiseringer og udliciteringer, der var en del af gennemførelsen af EU’s indre markeder. Og i det omfang, det ikke var nok, blev tilbagebetalingen finansieret ved nye statslån.

På overfladen så det ud som om, at euroens indførelse gav et boost til hele eurozonens økonomi. Grækenland kunne for eksempel uden problemer låne de mange milliarder, der blev brugt til statsfinansieringen af de olympiske lege i 2004.

Bygge- og anlægsaktiviteterne hertil fik det græske bruttonationalprodukt til at stige, og både græske og udenlanske entreprenørvirksomheder scorede enorme profitter.

Men under overfladen voksede gældsætningen for at slå fuldt igennem ved krisens udbrud. Med Grækenland som indehaver af den olympiske rekord i denne disciplin.

Privatiseringer

De omfattende statslige redningspakker til finanskapitalen i EU har øget denne statsgældsspiral – uden at løse krisen. Redningspakkerne har blot forvandlet den private gæld til offentlig gæld.

Det ironiske er, at redningspakkerne også er finansieret ved lånte penge. De mange milliarder euro i EU’s redningsfonde er ikke penge, der ligger i statskasserne. Det er penge, der er lånt af finanskapitalen, der til gengæld har fået statsgarantier fra de store EU-lande på, at de nok skal blive betalt tilbage.

Det tjener finanskapitalen i øjeblikket store penge på. Penge, som regeringerne forsøger at få befolkningen til at betale via nedskæringer i velfærden og direkte lønnedgang.

Om det lykkes, afhænger af arbejderklassens styrke. Klassekampen mod krisen er i fuld gang. I går strejkede de offentlig ansatte i Storbritannien mod de nedskæringer, der skal finansiere statsgaverne til finanskapitalen. IGrækenland slås næste slag mod krisepolitikken i dag med en 24 timers generalstrejke.