Vi står med to EU-lande, der på diktat fra EU afsætter de folkevalgte ledere og ind­sætter embedsmænds­regeringer, der skal gennem­tvinge EU-dikterede nedskæringer.

af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti

Ny regeringsleder i Grækenland, ikke overraskende gik jobbet til teknokraten med en fortid centralt i EU systemet. Kort tid efter fulgte Italien efter med en udskiftning efter samme formel: Væk med Berlusconi, og ind med Monti, teknokraten, der har den bundne opgave at gennemføre de nødvendige reformer.

Politik er alt for vigtig til at overlade til politikerne. Med EU’s nuværende udvikling får det slogan en helt ny, og meget skræmmende betydning. Det er en virkelighed der er meget langt væk fra noget, der bare minder om et reelt demokrati. Hvis regeringslederne ikke løser opgaven, må de væk. Ikke fordi de væltes ved et valg, ikke fordi befolkningerne kræver deres afgang – men fordi EU siger det.

Den græske regeringsleder – der efter de voldsomme nedskæringer ikke var specielt populær – havde alle intentioner om at danse efter EU’s pibe. Han var parat til at lade befolkningen betale for en krise, de ikke har skabt.

Men han begik en fejl, han kom til at love folkeafstemning om nedskæringerne, så hele processen kunne få et skær af demokratisk fernis:

»Vi stoler på borgerne; vi tror på deres dømmekraft; vi er med på deres beslutning,« var Papandreous argument.

Teknokrater

Hylekoret udeblev ikke: Beslutningen blev kaldt dum, vanvittig og farlig, og få dage efter kunne Papandreou lade sig erstatte af en »politiker«, der ikke bare er med på nedskæringerne, men også er parat til at gennemføre dem uden afstemning. En regeringsleder der har lovet, at der først udskrives valg, når nedskæringspakken er vedtaget og i gang med at blive gennemført.

I Italien faldt regeringslederen gennem 17 år, den medieejende tumling Berlusconi, der har bevaret sin position trods anklager om forbindelser med mafiaen og anklager om at bruge mere tid i den kulørte presse end på politik. Berlusconi, blev tvunget til at gå af, fordi de europæiske politiske ledere og de internationale finansmarkeder havde mistet tilliden til ham.

Han erstattes af den »mere kedelige og fornuftige« Monti, der har en klar ide om, hvad den kommende tid skal gå med. I regeringen, der skal arbejde med at reformere ( læs: skære ned på) pensions- og arbejdsmarkedssystemet er der blevet plads til den øverste leder af en bank samt erfarne diplomater, militærfolk og eksperter i økonomi og jura. Monti siger, at hans teknokratregering må forblive ved magten frem til det planlagte valg i 2013.

Det siges ret så direkte, at folk har levet over evne, har overforbrugt, har udnyttet alt for gunstige velfærdsydelser, har været dovne og uvillige til at bidrage. Groft sagt, at krisen er skabt af almindelige mennesker, der nu bliver nødt til at betale. Betale med ringere dækning ved arbejdsløshed, ved at blive længere på arbejdsmarkedet og ved at leve med en forringet velfærd.

Demokratisk?

Vi står med to europæiske lande, der på diktat af EU afsætter de folkevalgte ledere og i stedet indsætter embedsmændsregeringer, der har til opgave at gennemtvinge planlagte EU-dikterede nedskæringer og sikre, at disse ikke kan stemmes ned via folkeafstemning eller valg.

Demokratisk? Langt fra, men der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved det, da der jo er tale om »nødvendige reformer«.

Det anses for ganske rimeligt, at man ikke kan lade folk have indflydelse på den førte politik, før den er gennemført. Det anses for helt i orden, at folkestyre kun er noget, der er plads til, når der er økonomisk råderum til det. At folkestyre ikke er noget, der skal tages rigtigt alvorligt, i hvert fald ikke når økonomien er under pres.

I lyset af »nødvendigheden« forsvinder debatten om det folkestyre, der lige så stille afgår ved døden. Der stilles ikke spørgsmål ved det rimelige i, at det er EU og ikke befolkningerne, der bestemmer, hvem der skal lede landene.