Vi har ikke brug for at tabe en hel generation af unge i arbejdsløshed. Alle VKO’s nedskæringer på uddannelses­området skal rulles tilbage.

Torsdag mødtes 300 elever, lærlinge og studerende til stormøde for at råbe folketingskandidater op. De rejste 12 konkrete krav til politikerne, men kun Rosa Lund fra Enhedslisten kunne støtte alle krav.

Sigaardsfoto.dk

Den røde tråd

af Benjamin Carl Egerod, Kommunistisk Parti

I sidste uge offentliggjorde Dansk Statistik tal, der viste, at Danmark mod forventning ikke var i recession. Det passede som fod i hose i regeringens valgkampsdagsorden, og de var da heller ikke sene til udnytte det ­– endnu engang erklærede de krisen for afsluttet.

Straks bugnede medierne af interview med statsministeren, der roste sig selv i store vendinger for at have udvist økonomisk ansvarlighed. Det var det seneste års sparerunder, der havde gjort tricket, sagde han.

På trods af den slags udmeldinger står det klart, at der er en voksende modstand i befolkningen mod VKO-flertallet – for ikke én af de mange meningsmålinger, som medierne flyder over af, giver den borgerlige regering flertal.

Ud af det kan man se, at nødvendigheden af et politisk kursskifte står soleklart for den danske arbejderklasse – og især dens ungdom – der dag ud og dag ind må leve med regeringens sparekniv for halsen.

94.000 unge står uden arbejde

Hvis vi konkret ser på den selv samme udgivelse af Dansk Statistik fra den 30. august, fremgår det nemlig, at hele 94.000 unge under 30 år – svarende til godt 12 procent – var arbejdsløse ved udgangen af andet kvartal i år. Det er værd at bemærke, at det er en stigning på nogle tusinde siden krisens angivelige højdepunkt i 2009.

Og det er her, vi kan se, hvem regeringen virkelig viser ansvar overfor. Siden 2003 har de pumpet godt 54 milliarder ud i ufinansierede skattelettelser til de rigeste, og efter krisens udbrud har bankpakkerne kostet yderligere 2,5 milliarder.

Men da den hovedløse politik gav udslag i voksende statsgæld, prædikede regeringen mådehold – vi er alle i den samme båd, lød det, og vi skal alle være med til at betale regningen for den økonomiske krise. Så kom den såkaldte genopretningspakke, der medførte, at 17.000 offentligt ansatte blev fyret, og 1500 praktikpladser til unge teknisk skoleelever blev nedlagt – og bemærk lige, at 8000 unge i forvejen manglede lærepladser. Ved siden af det kørte grønthøsteren over både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser – Københavns Universitet har alene måttet spare 800 millioner.

Kort sagt er der ingen tvivl – ansvaret for den galopperende ungdomsarbejdsløshed ligger hos regeringen, hvis ansvarlighed går ud på at overdænge finanskapitalens store monopoler med pengegaver, som de blandt andet tager fra uddannelsesområdet.

Når det kommer til de mange arbejdsløse unge, bliver det ikke til mere end skåltaler om det lurende opsving og forsikringer om, at alt nok skal gå, så længe bankerne overlever.

Men sandheden er den, at uden de nødvendige økonomiske tiltag, der kunne bringe nogle af de unge arbejdsløse i job, kan 94.000 under 30 år nu se frem til en tilværelse på understøttelse eller kontanthjælp.

Allerede i februar måned i år viste en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at hele 200.000 unge levede under OECD’s fattigdomsgrænse. Den direkte årsag er regeringens gentagne angreb på SU, dagpenge og kontanthjælp, der har tvunget titusindvis af unge ud på grænsen til en tilværelse i direkte økonomisk armod.

Den danske ungdom  kæmper

I den nuværende situation oplever den danske ungdom - ligesom resten af arbejderklassen – en lang række angreb på de tilkæmpede velfærdsrettigheder. Og lige meget hvor mange gange regeringen gentager det, er kapitalismens krise ikke ved at være forbi – den vil blive brugt som påskud til flere grundlæggende angreb på den kollektive velfærd.

Det er en situation med dybe vanskeligheder, men den rummer også nye muligheder. For første gang i 10 år er den borgerlige regering i en eksistentiel krise, VKO-alliancen er rystet i sin grundvold, og en enorm fremgang til Enhedslisten ved valget ser ud til at være en reel mulighed. Det stiller kravet om et grundlæggende brud med den borgerlige regerings kulsorte politik endnu klarere – og her spiller ungdommens krav en helt central rolle.

Kommunistisk Parti kæmper for kravet om en massiv beskæftigelsesindsats – vi har ikke brug for at tabe en hel generation af unge i arbejdsløshed.

Alle VKO’s nedskæringer på uddannelsesområdet skal rulles tilbage. Med den nuværende politik har det være en utopi at forestille sig, at alle på en årgang skulle kunne komme igennem en ungdomsuddannelse – men med store investeringer og en praktikpladsgaranti kan det blive en mulighed.

Når 200.000 unge lever i fattigdom, er det på tide at handle – vi kræver, at de halve satser for dagpenge og kontanthjælp til unge fjernes, og vi kræver en SU til at leve af.

Det er krav, som ungdommen længe har kæmpet for, og man skal ikke tage fejl – den danske ungdom er en kæmpende ungdom. Man har tidligere kunnet læse her i Arbejderen, at den unge generation – min generation – er den rødeste og mest politisk aktive siden 68’erne. Derfor bliver den også helt central i kampen for at vælte det borgerlige flertal, og få den rødest mulige regering – med mest mulig indflydelse fra Enhedslisten – til magten.