Yderligere magt til EU vil deponere Danmarks udenrigspolitiske handlefrihed i Bruxelles sammen med vores økonomiske handlefrihed.
af Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti
Socialdemokraterne, SF og Radikale præsenterede i denne uge et udspil til en ny regerings fælles udenrigspolitik. Partierne lover en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik, men de leverer langt fra varen.
Det grundlæggende problem i det fælles udenrigspolitiske udspil er, at de tre partier vil erstatte den borgerlige regerings tætte bånd til USA med en styrket dansk integration i EU.
På en række områder lægges der op til hårdt tiltrængte justeringer efter 10 år med VKO. Det er godt og nødvendigt. Udenrigspolitisk har den borgerlige regering været en katastrofe, ikke mindst på grund af de tætte bånd til USA. Derfor er det godt, at udspillet på mange måder lægger op til at løsne den danske udenrigspolitiks tætte bindinger til USA.
De tre partier peger konkret på, at Danmark ikke skal føre klimapolitik i halen på et fodslæbende USA, blandt andet med henvisning til COP 15. Istedet lover man en storstilet satsning for klimaet og en afvikling af Danmarks brug af fossile brændstoffer inden 2050.
Irakkrigen var en fejl
De tre partier understreger, at den danske krigsdeltagelse i Irak var en fejl. Man lover derfor at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kulegrave både den danske krigsdeltagelse i Irak og behandlingen af fanger.
Kommissionen skal ligeledes kulegrave »mulige problemer med overholdelsen af vores internationale konventioner, blandt andet i forbindelse med fangeoverdragelser og fangetransporter«.
På en række områder lægges der op til hårdt tiltrængte justeringer efter 10 år med VKO. Det er godt og nødvendigt.
Jeg ser frem til resultatet af en sådan kommissions arbejde. Der er fejet masser af skidt ind under gulvtæppet. Hvis det kommer frem i lyset, vil det kunne belyse konsekvenserne af, at den borgerlige regering har tilbudt sine tjenester til USA.
Irak-krigen blev igangsat på det snævrest tænkelige parlamentariske mandat. Også her lover de tre partier forandringer. Man tilkendegiver, at man fremover vil kræve at to tredjedele af folketinget står bag kommende dansk krigsdeltagelse.
Mere magt til eu
De tre partier lover et grundlæggende skift i dansk udenrigspolitik. Og lad mig understrege, at der er en række gode tiltag og hensigtserklæringer, der peger i den rigtige retning.
Det grundlæggende problem i det fælles udenrigspolitiske udspil er imidlertid, at de tre partier vil erstatte den borgerlige regerings tætte bånd til USA med en styrket dansk integration i EU.
Europa skal tale med én stemme, lyder budskabet. De tre partier understreger direkte, at de også i fremtiden er klar til at sende Danmark i krig.
De tre partier vil »engagere os aktivt i Europas økonomiske styring og udvikling«. Det lyder pænt, men det er reelt en ganske alvorlig trussel.
Efter min opfattelse er det et dårligt valg, uanset om man vil underlægge dansk udenrigspolitik USA eller EU. Det får alvorlige konsekvenser. Lad mig blot give et enkelt eksempel:
Der har allerede været en diskussion i valgkampen om dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat, når sagen behandles i FN til efteråret. Villy Søvndal har mere end antydet, at en ny regering vil efterleve appellen fra palæstinenserne om anerkendelse, sådan som Norge vil gøre det. Men nu ligner det pludseligt en pose med varm luft.
I det udenrigspolitiske udspil lover de tre partier, at de »i tæt samarbejde med det øvrige EU (vil) arbejde for anerkendelse og etablering af en selvstændigt og levedygtig palæstinensisk stat.« Problemets kerne er, at en ny regering åbenbart ikke vil handle på egen hånd, men afvente et fælles udspil i EU. Og så kommer man til at vente længe. Meget længe.
De tre partier vil have en fælles udenrigspolitik i EU med det erklærede formål at få indflydelse. Eksemplet med Palæstina viser, at man opnår det stik modsatte og mister sin egen handlefrihed.
Af med forbeholdene
Socialdemokraterne, SF og Radikale vil afskaffe forsvarsforbeholdet ved en snarlig folkeafstemning, fordi de mener, at Danmark skal deltage i EU’s militære aktioner og styrke EUs sikkerhedspolitiske rolle.
Også retsforbeholdet vil man afskaffe. Det er en kurs, som endnu engang vil flytte magt fra Danmark til EU og udhule det nationale demokrati.
De tre partier vil »engagere os aktivt i Europas økonomiske styring og udvikling«. Det lyder pænt, men det er reelt en ganske alvorlig trussel.
I udspillet henvises direkte til konkurrenceevnepagten (europlus-pakken), som de tre partier påstår vil sikre »en ansvarlig økonomisk politik, (...) høj beskæftigelse, sunde offentlige finanser og et stabilt finansielt system.«
I alle de lande hvor EU har blandet sig i den nationale økonomi, har man skåret i den offentlige sektor og nedsat pensionerne og lønningerne. Disse konsekvenser forholder de tre partier sig bemærkelsesværdigt nok slet ikke til.
Et hurtigt blik ud over EU, viser med al tydelighed at europagten ikke har sikret nogle af disse ting. Udviklingen går den modsatte vej. Der er ikke antydning af stabilitet i EU i øjeblikket. Der er derimod en dyb kapitalistisk krise, som EU forsøger at tølje med europlus-pagten.
I alle de lande hvor EU har blandet sig i den nationale økonomi, har man skåret i den offentlige sektor og nedsat pensionerne og lønningerne. Disse konsekvenser forholder de tre partier sig bemærkelsesværdigt nok slet ikke til.
Virkeligheden er, at denne pagt vil sende regningen for krisen direkte til de danske lønmodtagere. Den pagt, de tre partier skønmaler, anbefaler direkte, at arbejderklassens lønninger holdes nede, ikke mindst i den offentlige sektor.
Derfor er den blevet mødt med protester over hele EU. I Danmark har fagbevægelsen i det store og hele forholdt sig passivt – ikke mindst under indtryk af Socialdemokraternes støtte til pagten.
I en situation hvor efterlønnens skæbne afgøres af valgresultatet den 15. september, er det også værd at huske på, at EU anbefalede Danmark lavere offentlige udgifter, en afskaffelse af efterlønnen, lavere dagpenge og indførelse af en højere pensionsalder. Det er jo netop den politik, som den borgerlige regering har indført.
Der er ikke brug for mere EU, men mindre EU, ja naturligvis helst en dansk udmeldelse af både EU og NATO, når muligheden måtte opstå. Også derfor er der god grund til at stemme på Enhedslisten.
Det udenrigspolitiske udspil fra Socialdemokraterne, SF og Radikale vil på nogle måder rydde op efter den borgerlige regerings værste fadæser. Det er godt og tiltrængt.
Men min påstand er, at de tætte bånd til EU – som forsvares af både VK og Socialdemokraterne, SF og Radikale, vil være den største forhindring for det grundlæggende kursskifte i både udenrigs- og indenrigspolitikken, som der er så stort behov for.
Yderligere magt til EU vil deponere Danmarks udenrigspolitiske handlefrihed i Bruxelles sammen med vores økonomiske handlefrihed.
Derfor er der ikke brug for mere EU, men mindre EU, ja naturligvis helst en dansk udmeldelse af både EU og NATO, når muligheden måtte opstå.
Også derfor er der god grund til at stemme på Enhedslisten. Kampen for en ny udenrigspolitik og for Danmarks nationale selvbestemmelse vil fortsætte længe efter stemmerne er talt op.
Læs R, S og SF's udspil "En aktiv og ansvarlig udenrigspolitik" her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
