23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Byggepladser og EU

Byggepladser og EU

Onsdag, 07. september, 2011, 10:55:34

Den eneste vej til at sikre danske løn- og arbejdsforhold på alle arbejdspladser i Danmark er et grundlæggende opgør med EU-medlemsskabet.

Valgkommentar

af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør

Byggefagforeningernes store aktion mandag, hvor godt tusind byggearbejdere tog på arbejdspladsbesøg, satte arbejdspladsernes krav på dagsordenen i valgkampen.

Formålet med aktionsdagen var at sætte spot på konsekvenserne af, at mange EU-firmaer og arbejdere fra EU-lande de sidste år er kommet til Danmark for at arbejde – ofte med skattefusk, plat og svindel som følgesvend.

Mandagens aktion viste endnu engang, at der er masser at komme efter på de danske byggepladser, selv om en del østarbejdere tilsyneladende havde fået en fridag – sandsynligvis for egen regning.

Derfor var det også fint, at mange folketingskandidater valgte at tage med på arbejdspladsbesøg for at se på forholdene i virkeligheden.

Som SF’s arbejdsmarkedsordfører Ejgil Andersen sagde i Aarhus, hvor han deltog:

– Der er forskel på at vide noget, som andre har fortalt, og så have oplevet det selv.

Manglende kontrol

Ud af de 695 byggepladsbesøg, som BAT gennemførte, var 337 pladser forladt. På de 358 byggepladser, hvor der blev arbejdet, havde mere end halvdelen af de udenlandske arbejdere ikke orden i papirerne og var ikke tilmeldt det lovpligtige RUT-register.

Bygningsarbejderne i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, BAT, har i flere år påpeget behovet for mere kontrol på området. Og lige så længe har VKO-regeringen afvist behovet eller trukket spørgsmålet i langdrag, som det skete med opstarten af RUT-registeret.

Nu viser erfaringerne med RUT-registeret, at det er langt fra nok at være tilmeldt et register, hvis ingen kontrollerer oplysningerne. Ifølge BAT-kartellet fører manglende kontrol til, at registret nærmest tjener som en blåstempling af udenlandske virksomheder.

Systemets manglende effektivitet skyldes, at de forskellige kontrolenheder ikke taler nok sammen. Derfor er oprettelsen af en fælles kontrolmyndighed, der tager sig af alle spørgsmål og kontrolopgaver overfor udenlandske virksomheder og arbejdere, også et hovedkrav fra BAT.

Det er ikke et krav, som møder forståelse hos regeringens ministre. Måske fordi flere af dem selv bruger udenlandsk arbejdskraft...

– Der er allerede et godt samarbejde mellem myndighederne. Det kan altid blive bedre, men der er ingen grund til nye myndighedsinstanser, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Politiken.

Rød blok vil kontrollere

Anderledes lydhørhed er der heldigvis hos oppositionen, som nu er enige om at oprette en tværfaglig kontrolenhed mellem Arbejdstilsynet, Skat, Politiet samt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Initiativet skal skrue op for kontrollen med ulovlig og forkert registreret arbejdskraft og kan sandsynligvis tjene sig selv ind igen.

Her er et spørgsmål, hvor der er tydelig forskel på rød og blå blok. Hurra for det.

Men vi må ikke glemme, at i kulissen spøger EU-spørgsmålet stadig. Hvor meget kontrol må man overhovedet gennemføre overfor de udenlandske firmaer, før det bliver opfattet som konkurrenceforvridende?

Arbejdskraftens frie bevægelighed i EU er et grundlæggende princip i EU-samarbejdet på linje den frie bevægelighed for tjenesteydelser, varer og kapital.

Det er et princip, som ingen må anfægte, men som i høj grad har anfægtet den danske arbejdsmarkedsmodel, især efter at EU-domstolen greb ind i konfliktretten og forhindrede den danske fagbevægelse i at stille de samme krav til udenlandske som danske virksomheder.

Den eneste vej til at sikre danske løn- og arbejdsforhold på alle arbejdspladser i Danmark er et grundlæggende opgør med EU-medlemsskabet. Det spørgsmål burde debatteres mere, også i valgkampen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2011 - 10:55   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar