Sikkerhedsnettet under spekulanter har aldrig været mere fintmasket. Og aldrig har maskerne været mere åbne under de unge i forstæderne.

De engelske byer står på den anden ende. I gaderne brænder biler, butikker plyndres og brændes ned. Luften er tyk af trods og indestængt vrede, der kommer ud som lava af en vulkan.

I fem dage fik vi den ene historie efter den anden om bander og bøller. Om vanviddet der folder sig ud som en kæmpe overraskelse. Der gik alt for mange dage, inden nogle blandt de store medier begyndte at spørge, hvad dette mon handler om.

Når aktierne falder en sølle procent på børserne i London og New York, er der breaking news om det nervøse marked og de neglebidende finansfolk.

Time for time følger de feberkurverne og den psykiske tilstand. Medierne og deres folk kan være meget følsomme, når det gælder. Og de kan være meget tykhudede.

En million uden job

I England står en million unge under 24 år uden job. De får 1500 kroner om måneden til at overleve for.

»De giver mig lige penge nok til at jeg kan spise og se TV hele dagen. Jeg betaler ikke mine regninger mere,« siger en af de unge.

Og så er det jo ikke engang helt sandt. En frisk undersøgelse viser, at en stor del af de unge sulter. I løbet af det sidste år er mange klubber og mødesteder er lukket af spareplaner.

Dette og meget mere er nogle meget tydelige og meget voldsomme facts. Ingen af de folk der har deres gang i City eller Wall Street kunne overleve en uge på de vilkår.

Hvorfor kommer udbruddet så som en overraskelse for medierne?

De to verdener er forbundet i et skæbnefællesskab i krisen. Nogle skal tage skraldet. Sikkerhedsnettet under spekulanter har aldrig været mere fintmasket. Og aldrig har maskerne været mere åbne under de unge i forstæderne. Eliten i samfundet har valgt side. Når nogen skal falde, så er det store lunser af ungdomsårgangene og hele byområder.

Er der noget at sige til at vreden blusser op netop nu?

Det er jo dyrt at redde røven på spekulanter og korrupte politikere, der har kørt flere europæiske lande i sænk.

De unge kan nemt se, hvad det er der foregår. De bliver lunset ud af samfundet. De bliver smidt ud af skolerne. De bliver chikaneret af politiet. De har ingen ting og ingen fremtidsudsigt, selv om eliten på den mest arrogante måde lader som om at de har – bare de vil.

Den aristokratiske premierminister David Cameron er eksponenten for denne arrogante engelske overklasse og for hvor langt de er væk fra virkeligheden.

Hvor er Labour?

Den britiske vulkan har ført til mange tåbelige handlinger. Men hvordan kan man forvente andet, når de unge reelt er nødt til at bygge et alternativt samfund for at kunne overleve?

Det deprimerende er, at der ikke er en organisering af disse lag. En organisering af de sociale bevægelser, som kan trække perspektiver og bygge brede alliancer. Det er jo både nødvendigt og muligt.

Hvor er Labour? Ingen steder. De er lige så meget på pletten som SF med »friske øjne på Danmark« er i deres nye program med ti billeder af Villy Søvndal.

Vi er ved et tipping point, hvor samfundene polariserer og er ved at dele sig. Det er jo ingen nyhed, men det er blevet tydeligere.

En radikalisering af de samfundsmæssige analyser er mere påkrævende. Medierne kunne begynde at måle samtiden med nye alen i stedet for at bedømme enhver situation på rygrad ud fra en tro på at alt er som i gamle dage.

De gamle dage – fra for fem år siden – er døde.