Ikke fordi de integrationsivrige politikere ikke gerne vil have os om bord i den økonomiske udgave af Titanic, men de taler ikke så meget om det, for de ved, at lige nu er det svært at lokke nogen til at købe billetten.
Den røde tråd af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti.
Kan du huske da vi stemte om euroen? Kan du huske alle truslerne, om hvor forfærdeligt det ville gå os, hvis vi valgte at stå udenfor? Huske lovprisningerne af euroen, al den snak om, at hvis vi fik den, ville det slet, slet ikke kunne gå galt? Huske koret af økonomer der var meget enige om, at euroen var den eneste rigtige/ansvarlige/sikre/fornuftige/gode vej at gå? Kan du huske skræmmekampagnerne, og den hånlige foragt for alle der tillod sig selv at sige nej?
(Og kan du huske den boblende fornemmelse af glæde, lettelse og sejr da vi vandt?)
Her – mere end ti år efter – er lovprisningerne over euroen i nogen grad forstummet. Der er nærmest kun indædte fanatikere fra Nordea, og håbløst integrationsivrige politikere der påstår, at det er ærgerligt, at vi står udenfor. Ja, og selv de, der mener det, har ikke alt for travlt med at råbe om en afstemning. Ikke fordi de ikke gerne vil have os om bord i den økonomiske udgave af Titanic, men mere fordi de ved, at lige nu er det svært at lokke nogen til at købe billetten.
Flest er glade for nej’et
Et overvældende flertal er glade for det danske nej. Koret af økonomer råber nu om det fornuftige i at bevare den selvstændige valuta, euromodstanden har vel næppe været stærkere, både her i landet og i de andre EU lande – såvel i som udenfor eurozonen.
Hvad er det der gør, at skuden er vendt? Når nu alle aviser har haft travlt med at fortælle ja-sidens historie (den avis du har i hånden som den hæderlige røde undtagelse)? Når nu man i nyhedsudsendelser ikke hører om den alarmerende svage euro, men i stedet hører den indpakkede version om, hvor stærke de andre valutaer er blevet, hvad er det så der gør, at det bliver gennemskuet? Hvad er det der gør, at der sættes spørgsmålstegn ved, om det nu kan være rigtigt med ensrettet nedskæringspolitik i et EU med meget forskelligartede problemer? Hvorfor stejler befolkningerne over, at svaret på euroens krise, på den fejlslagne politik skal være mere EU, mere euro, mindre mulighed for de enkelte lande til at løse deres konkrete økonomiske og samfundsmæssige problemer? Hvorfor er det blevet så meget svære at få folk til at sluge kamelen?
Som en af mine engelske venner skrev i sin opdatering på facebook, da regeringen derovre gav sig til at tale om at skære i pensioner, øge tilbagetrækningsalderen, og reducere velfærden i øvrigt: Kan du huske da lærere, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, sosu-assistenter og skraldemænd væltede aktiemarkederne, fik millioner i bonus og gyldne håndtryk, og undlod at betale skat? Nej – heller ikke mig! Så bak op om protesterne mod at skære i velfærden.
Løgnene står afklædte
Skepsis og modstand er vokset, fordi vi er blevet fyldt med løgn, fordi det er så tydeligt – så himmelråbende klart – at både analysen og konklusionen fra eliten har været forkert. Krisen er ikke skabt af almindelige mennesker der har levet over evne. Problemerne skyldes ikke alt for generøse velfærdssystemer. Det er ikke de syge, de svage, de arbejdsløse, de gamle, de unge der har skabt hullet i samfundets kasse.
Da der ikke var krise, kunne det i nogen grad skjules, hvor dårlig en idé euroen faktisk er. Nu bliver det dag for dag mere og mere tydeligt, hvilken spændetrøje de lande, der har den, er havnet i – særligt hvis de har problemer.
Udenfor euroen kan man vælge at handle – hvis man som land oplever problemer med arbejdsløshed, eller med dyr udlandsgæld. Man kan skrue på nogle af knapperne, føre en målrettet økonomisk politik, der har som mål at løse netop det problem man står med.
I euroen er dette en umulighed.
Du har som land fralagt dig muligheden for at kunne gøre ret meget andet end at skære ned, og følge de anvisninger der gælder fra de lande der er stærkere økonomisk.
Det er bedre at stå udenfor, hvis det der er indenfor er euroen.
Tak til alle jer der stemte nej i 2000, og velkommen til alle jer der stemte ja dengang, men vil stemme nej næste gang. Vi ses i næste kamp for undtagelserne, når vi om mindre end 100 dage har fået væltet den borgerlige regering – og står med en ny lyserød regering, der har skrevet ind i grundlaget, at de vil prøve kræfter med en afstemning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
