Den stadig mere snyltende finanskapital truer selve livsnerven i det kapitalistiske system, produktionen af merværdi og dermed profit.

Den nuværende krise viser, at Karl Marx’ analyse af kapitalismens indre modsætninger ramte plet.

Den seneste tids op- og især nedture i aktiekurserne på verdens børser skyldes ikke, at børsspekulanterne sælger ud lige så snart  der tegner sig den mindste krusning på krisemeldingerne.

Kursudsvingene afspejler dybden i den kapitalistiske krise og den rådvildhed, de politiske ledere i de kapitalistiske lande møder den med.

Den nuværende krise er ikke kun en midlertidig krusning på kapitalismens overflade, hvor alt snart igen vender tilbage til »normalen«. Den er en krise for hele det kapitalistiske system.

Da krisen boblede op til overfladen i 2008, kom den til udtryk som en finanskrise. Men i virkeligheden var der tale om, at en skjult overproduktionskrise kom for dagens lys. Den var blot blevet udskudt i adskillige år gennem en enorm låntagning, især i boligsektoren.

Ifølge nyhedsbureauet CNN faldt de amerikanske arbejderes realløn med 12 procent fra slutningen af 90’erne frem til krisens udbrud. Men deres købekraft blev holdt kunstigt oppe ved finanskapitalens lån til dem, med sikkerhed i deres boliger.

De profitable lånepapirer blev handlet på børsen til stadig stigende priser, der igen smittede af på boligmarkedet – indtil ballonen revnede. Ikke blot i USA, men for eksempel også i Danmark, hvor samme trafik er foregået med afdragsfrie lån og flexlån. De er til at betale,så længe renten er lav og låntageren kan se frem til en større indkomst, den dag afdragene skal falde. I modsat fald revner gælds-ballonen.

Kampen om merværdi

Krisen har fået modsætningen mellem produktiv kapital og finanskapital til at træde tydeligt frem. Allerede Karl Marx skrev i sit værk »Kapitalen«, om den kamp om merværdien, der foregår mellem industrikapitalisten og den kapitalist, der låner industrikapitalisten penge til at finansiere produktionen.

Det nye er, at finanskapitalen tilegner sig en større og større del af den merværdi, arbejderne skaber i produktionen.

De marxistiske økonomer Dumeneil og Levy analyserede i slutningen af 90’erne profitratens udvikling i henholdsvis den produktive sektor og i finanssektoren.

Deres analyse  viser klart, at profitraten i den produktive sektor faldt i 70’erne og har stået i stampe siden 80’erne, mens finanskapitalen har tilegnet sig en stadig større del af merværdien i produktionen, og fordoblet sin profitrate. Grundlaget for den nuværende krise blev skabt allerede dengang.

Da det kun er i produktionen, der bliver skabt merværdi, giver resultatet sig selv: Den stadig mere snyltende finanskapital truer selve livsnerven i det kaptalistiske system, produktionen af merværdi og dermed profit.

Snylte-kapitalisme

I dag har kapitalen ikke kun frie tøjler globalt, men kan på grund af digitaliseringen flyttes på sekunder fra en virksomhed til en anden, hvor profitraten måske er en anelse bedre.

Da en virksomheds aktiekurs og dermed overlevelse dermed i stadig højere grad bliver kædet sammen med, hvor stort et udbytte ledelsen kan præsentere for aktionærerne, forsvinder en stadig større del af merværdien ud af produktionen og over i finanskapitalens lommer.

Finanskapitalen er dermed ikke længere en finansieringskilde til produktion, men snylter på den, trækker merværdien ud af den. Kapitalismen er, med Lenins ord, blevet til en snyltende kapitalisme, et døende og rådnende system, der ødelægger produktionsmulighederne frem for at fremme dem.

Derfor er den nuværende krise ikke kun en midlertidig krusning på kapitalismens overflade, hvor alt snart igen vender tilbage til »normalen«. Den er ikke kun en cyklisk overproduktionskrise. Den er en krise for hele det kapitalistiske system.