Får vi ikke en ny politik og en ny regering, så må vi vel følge dette gamle råd: Hellere rig, rask og klog end fattig, syg og dum.

Den ^Røde Tråd _{af Inge Søborg}

På Skolerådets hjemmeside kan man finde mange spændende rapporter og oplæg ved forskellige møder og konferencer.

Når man surfer lidt rundt i alle disse interessante sager, kan man blandt andet finde ud af, at det ser ud til, at lande, der er højtpræsterende eller har store stigninger i præstationerne i for eksempel PISA, alle er præget af et godt samarbejde mellem regering og lærerforening.

Hvis det er rigtigt, vil regeringens drøm om et Danmark i top i PISA nemt kunne indfries ved at have et godt og fremadrettet samarbejde med Danmarks Lærerforening (DLF). Men det går mildest talt ikke særlig godt.

time- og minuttællere

Skiftende ministre gennem de sidste 10 år opdagede slet ikke, at der med formandsskiftet i DLF skete noget nyt, hvor lærerne nu vil være professionelle og ikke blot time- og minuttællere.

Der er kommet flere udspil fra DLF til de skiftende undervisningsministre, som alle er blevet afvist, ind imellem ret hånligt. Og når der kom forskellige ændringer i folkeskolen fra regeringens side, bliver DLF skældt ud for ikke at være ambitiøse, hvis lærerne smækker hælene sammen, bukker og siger javel og tak. Dialog er ikke politikernes spidskompetence i disse tider.

Et af højdepunkterne var tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard, der meget fornuftigt var i gang med at opbygge et nationalt partnerskab omkring folkeskolen, men hun smed meget hurtigt DLF ud, da de ikke var begejstret nok for to af hendes mange forslag. Og så var der flere skæld ud til lærerne.

Løkkelars’ nytårstale

Et andet højdepunkt var Løkkelars’ nytårstale, hvor han vil give eleverne i 2. klasse et læseløft. Det var godt nok en anelse for sent, for i indskolingen går det meget godt. Det blev så DLF og en masse lærere, der tog fat på der, hvor problemet er og kan løses, nemlig læsning i alle fag på alle klassetrin.

Også her fik DLF en afvisning, nu af den nuværende undervisningsminister, så DLF må arbejde alene sammen med lærerne (og en del fornuftige kommuner) og bruge fem millioner af medlemmerne penge på at udvikle den faglige læsning i folkeskolen.

Faktisk ser det ud til, at skæld ud er det, regeringen er bedst til. Sidst var det en anden tidligere undervisningsminister, Bertel Haarder, der var ude med en ordentlig gang skæld ud:

Det er altid »de andres« skyld

Det er lærernes skyld det hele. Det er måske typisk for regeringen, at man ikke vil tage ansvar for det skidt, man har lavet, det er altid »de andres« skyld.

Den borgerlige regering med støtte fra socialnationalisterne og delvis Socialdemokraterne har gennemført ændringer på skoleområdet i gennemsnit hver tredje måned i 10 år. Ikke alle ændringer har været gode, nogle har ligefrem været skadelige. Påpeger man det, så får man en gang skæld ud, selv om alle ved, at det hjælper ikke at skælde ud.

Man kan spekulere på, hvad regeringens egentlige plan for folkeskolen er. Man ønsker angiveligt mere holddannelse, og man vil – bakket op af Skolerådet – have basismål for alle elever og almene læringsmål for de udvalgte. Allerede nu kan man se flere skoler, der deler eleverne i de kloge og de dumme.

Måske vil de borgerlige gerne genindføre den delte skole med en ny slags realeksamen for de udvalgte. Og alle dem – især DLF, der ikke synes om disse ideer, får skæld ud og bliver kaldt uambitiøse.

Den sorte skole

Nu er det nok sådan, at det er regeringen, der på folkeskoleområdet er besynderligt uambitiøse og hiver alle mulige ideer fra den sorte skoles tid ind i udviklingen eller måske snarere afviklingen af folket skole. De, der har penge, kan jo så søge til de private skoler. En pudsig måde at privatisere på.

Ofte siger regeringen, at den vil vide, hvad der virker, vil have en forskningsbaseret udvikling. Men når forskningen viser noget, som disse borgerlige mennesker i regeringen ikke kan lide, så udråber de sig selv til at være klogere end alle forskere og eksperter, sådan som man så det i debatten om offentliggørelse af de nationale test på trods af, at al forskning viser, det vil være noget skidt.

Hvad en eventuel ny regering har af skolepolitiske holdninger og handlinger er ikke helt klart, man kan kun håbe på, at den i hvert fald vil undlade at skælde ud, indlede et fornuftigt samarbejde med DLF og alle andre interessenter omkring folkeskolen og bygge udviklingen på det, forskningen kan lære os.

Men får vi ikke en ny politik og en ny regering, så må vi vel følge dette gamle råd: Hellere rig, rask og klog end fattig, syg og dum.